Den forsultede topskatteyder

Den forsultede topskatteyder slikker sig om munden i disse dage. Der er lagt op til en ekstra efterret til det festmåltid, der har stået på de seneste 5-6 år. Først fik den forsultede topskatteyder en kæmpe stigning i friværdien, så kom skattestoppet, i 2004 blev det endog til en skattesænkning, og nu venter der en ny reduktion i skatten. Jo, det har været en lang fest for den forsultede topskatteyder under farmand Fogh's nådige ledelse. Men, det har kostet hårdt arbejde at nå så langt: Den forsultede topskatteyder har plaget farmand Fogh dag ud og dag ind igennem flere år for at få den ekstra skattereduktion, som den forsultede topskatteyder betragter som en velerhvervet rettighed. Farmand Fogh, der efterhånden var blevet lidt bekymret over den forsultede topskatteyders vellevned, sagde imidlertid nej. Men, som det altid går med vedvarende plagerier fra overforkælede børn, blev Farmand Fogh efterhånden træt af al den ballade, og til sidst sagde han ja. Nu skal han bare lige overbevise mor Pia, så får den forsultede topskatteyder nok en flødeskumskage og kan fortsætte mange års uafladeligt æderi. Og mon ikke mor Pia lader sig overtale, hun skal vel som sædvanlig bare bestikkes med lidt penge til den årlige julebasar for ensomme gamle katte, og et nyt flot danebrogsflag til den velfriserede have, så er den hjemme.

Krogerup 1977

Foråret 1977 tilbragte jeg som elev på Krogerup Højskole. På det tidspunkt havde jeg afsluttet min ingeniøruddannelse, men ventede på at blive indkaldt til statsligt tvangsarbejde (værnepligt) i det der dengang hed CF korpset. Chancerne for arbejde for en nydimmiteret ingeniør var dengang mindre end i dag og stort set lig 0, når der stod 8 måneders tvangsarbejde for døren, så jeg besluttede at bruge ventetiden på et højskoleophold. At valget faldt på Krogerup var lidt af en tilfældighed. Egentlig havde jeg besluttet mig for Brandbjerg Højskole, men hørte så ad forskellige veje en række ufordelagtige ting om højskolen. Efter at have konsulteret højskoleoversigten for 117. gang, ringede jeg til Krogerup, og fik en meget positiv snak med den daværende højskoleleder K.E. Larsen, og så var beslutningen vel nærmest truffet af sig selv. Det trak i øvrigt lidt, at højskolen lå tæt på København med mulighed for hurtig retræte, hvis det blev nødvendigt.


Skolen rummede en stab af mange rigtig dygtige lærere. Den mest fremtrædende var vel Niels Jensen, der underviste i filmkundskab. Han var så vellidt hos eleverne, at man måtte ty til lodtrækning blandt tilmeldingerne, når der skulle vælges nye fag efter de første to måneder. Niels Jensen var en fremragende formidler, hans timer en æstetisk oplevelse i velformuleret og veldisponeret pædagogik. Man var tryllebundet, når han i en koncentreret lektion gennemgik amerikansk film i 30'erne, relaterede filmene til den amerikanske samfundsudvikling, zoomede ind på billedkompositionerne og sluttede af med at skitsere betydningen for den moderne film. Man følte sig i den grad oplyst og beriget efter en time med Niels Jensen. Men han var også en gevaldig hidsigprop, der ikke gik af vejen for at gennemhegle en elev, der havde sagt noget forkert, eller mishagede ham af en eller anden grund. Der burde vi elever have sagt stop. Niels Jensen's bog "Filmkunst" regnes i dag blandt klassikerne i filmlitteraturen. Niels Jensen blev senere lærer på filmskolen.


En anden inspirerende lærer var den senere TV direktør i DR, Bjørn Erichsen, der underviste i historie. Hans talent for formidling var slet ikke på samme niveau som Niels Jensen's, men han forstod at motivere eleverne, enten ved at sætte gang i en bragende diskussion eller ved at få eleverne til at yde det ypperste ved løsning af de opgaver, der indgik i undervisningen. Således havde jeg sammen med en anden elev - Ole Hansen - fået en opgave der handlede om de store strejker i foråret 1956, det var dengang H. C. Hansen ophøjede et forkastet mæglingsforslag til lov, og kort tid efter med bævende hjerte så mere end 200.000 vrede arbejdere indfinde sig til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Vi løste opgaven ved at interviewe nogle af dem, der havde oplevet (og deltaget i) strejkerne (opstanden) på nært hold, bl.a. en ældre fagforeningsmand. Det var ufattelig spændende, og gav en langt dybere indsigt i forløbet, end hvis man blot havde "boget" sig igennem opgaven, på sædvanlig vis. En af årsagerne til, at det ofte lykkedes Bjørn Erichsen at skabe voldsomme diskussioner i timerne var hans medlemskab af DKP, et medlemskab som han på ingen måde forsøgte at lægge skjul på. Bjørn Erichsen's tilgang til historien var i den grad præget af hans politiske ståsted, og det virkede ofte som en rød klud på os "Kongelige danske Socialdemokrater", som han hånligt betegnede det flertal af elever, der i kraftig grad distancerede sig fra kommunismen. Efter den fine karriere i medieverdenen tror jeg dog næppe, at Bjørn Erichsen har bevaret sit medlemskab af DKP, mon ikke han er blevet næsten ligeså "kongelig" som alle os andre. Vi har jo alle lov til at blive klogere, og der skal ikke være nogen tvivl om, at timerne hos Bjørn Erichsen gav en indsigt, vi ikke havde fået mange andre steder.

Forfatteren Erik Knudsen var også et fremtrædende og engageret medlem af lærergruppen. I begyndelsen var vi nok lidt imponerede over at have en rigtig "kendis" som lærer, der fik sine teaterstykker vist på TV og digtsamlinger udgivet på landets førende bogforlag. Men man oplevede hurtigt Erik Knudsen som et uhyre jordbundent og behageligt menneske uden den mindste antydning af primadonnanykker overhovedet. Vi tog fat på musiktekster og lidt digtekunst uden de store armbevægelser, og vi fik naturligvis alle lov til at give vor uforgribelige mening til kende om denne eller hin poetiske udgydelse, men finalen, når Erik Knudsen i jævne vendinger sømmede sin mening fast om et digteværk, efterlod os ofte som en flok hjælpeløse amatører, der nok havde misset de fleste af tekstens pointer. Det var sgu' sjovt. Erik Knudsen omtalte typisk andre forfatteres udgydelser med behørig respekt, kun en gang fornemmede jeg en nærmest afgrundsdyb respekt, og det var da vi behandlede nogle tekster af Bob Dylan. Erik Knudsen gav mig også en god indgang til den variende kvalitet af kunstneres arbejde, da han slog fast, at en kunstner bør huskes for de gode ting kunstneren frembringer, ikke fiaskoerne. Den erkendelse har jeg siden haft stor fornøjelse af. Stemningen i Erik Knudsen's timer afspejlede ofte hans - ret varierende - humør, der bevægede sig fra sortsyn og manglende tro på fremtiden til kvidrende optimisme. En aften bankede det på vores dør og en badekåbeklædt elev (jeg tror han hed Per Ginsborg) fortalte, at forfatteren Leif Panduro var død. Næste morgen havde vi Erik Knudsen i den første time, og jeg husker stadig hans forstenede ansigtsudtryk, da han indledte timen med at sige, at han stadig var stærkt chokeret over "kollegaens" død, dagen forinden. Erik Knudsens timer gav ikke den samme æstetiske oplevelse, som Niels Jensen's, og var heller ikke en politisk slagmark som Bjørn Erichsen's, timerne gav os nok snarere en stille erkendelse af poesiens sprog. Erik Knudsen er, trods sin høje alder, stadig forfatteraktuel, og han har netop udgivet en ny bog.

Bjørn Bennike, der bl.a. underviste i Kina's historie, beboede en fed lejlighed på højskolens øverste etage. Her var vi forsamlet en dag i midten af januar 1977, da Jimmy Carter holdt sin tiltrædelsestale som præsident. Bjørn Bennike's timer var så kedelige, at de også kedede ham selv, men lige præcis den oplevelse af et nyt kapitel i USA's historie, set fra en lærers private bolig, gav os en uforglemmelig indgang til en historisk begivenhed, og ikke mindst den gode uformelle snak vi havde efter tiltrædelsestalen, satte begivenheden i et ganske særligt perspektiv.

Højskolens drama- og musiklærer Roger Pring stablede en gang imellem et stort musikanlæg op i en af skolens stuer, og her oplevede vi så stor musikkunst primært den klassiske af slagsen. Det var fedt at sidde helt stille i flok og lytte til den vidunderlige musik, og oplevelsen blev endnu bedre, når vi bagefter over en kop kaffe delte den med hinanden.

Skolens leder K. E. Larsen var ikke en formidler på niveau med Niels Jensen eller Bjørn Erichsen, og hans fag, der primært tog udgangspunkt i jura og retsvidenskab, var nok ikke lige min kop te, men han forstod at skabe nogle fremragende rammer om højskolen, og dermed sikre dens overlevelse i en tid, hvor højskolebevægelsen blev ramt af politisk modvind. K. E. Larsen stillede krav om, at eleverne deltog i undervisningen, pjækkeri blev ganske enkelt ikke accepteret, og han forlangte også, at eleverne deltog i de forholdsvis få pligter, der var på skolen. Det gjorde ham upopulær i en mindre kreds af skolens elever, men skabte respekt hos flertallet. K. E. Larsen var vel som den eneste af skolens lærere af borgerlig observans, han var Venstremand og tilhørte naturligvis den grundtvigianske højskolefløj i partiet, der stod (og står) i skarp modsætning til det såkaldte handelsskolevenstre. I slutningen af 70'erne, hvor ungdomsoprøret stadig kørte på fulde gardiner, var der en helt utrolig politisk intolerance overfor alt, der lå til højre for SF. Man blev som Socialdemokrat betragtet som en stor klasseforrædder eller det der var værre, og tilhængere af Venstre eller De Konservative blev i store kredse regnet som de rene undermennesker. Undtagelsen var K. E. Larsen, der i det temmelig venstrevredne Krogerupmiljø aftvang sig stor respekt, også for sit åbne liberale politiske ståsted, en respekt der efterhånden forplantede sig ud i elevgruppen.

Der var andre lærere, som jeg oplevede mere på distancen. En af dem var Mads Lidegaard, jeg mener ikke jeg havde fag hos ham. Lidegaard var en formidabel foredragsholder, der med stor autoritet tryllebandt en større forsamling, typisk med foredrag om historiske emner, eller fortællinger relateret til Grønland, hvor han havde levet og arbejdet igennem en længere årrække. Lidegaard var nok ikke ubevidst om sin egen fortræffelighed som fortæller og foredragsholder, og han havde en svaghed for kvindekønnet blandt skolens elever, der måske ikke var helt så klædelig for en lærer. En anden for mig mere perifer lærer var Lasse Rathnov (bror til Willy Rathnov, som vi kender fra "Huset på Christianshavn") , han var meget aktiv ved skolens fællesmøder og vistnok skabskommunist. Han havde en herlig ruhåret gravhund, der hed Malle. Den yndede at brede sig i en lænestol i skolens fællesareal, hvor den fra lå med snuden rettet ned mod gulvet, medens den filosoferede over tilværelsens elendighed.

I 1977 var arbejdsløsheden stærkt stigende, og mange mennesker på kanten af tilværelsen, der igennem en højkonjunkturperiode formentlig havde klaret sig sådan nogenlunde, faldt uhjælpeligt igennem, og stod uden de store udsigter til at komme tilbage på sporet. Kommunerne anede ikke, hvad de skulle stille op med den voksende kø af bistandsklienter og arbejdsløse, og valgte i mange tilfælde at benytte højskolerne som "varmestuer". Med til dette hører, at det dengang ikke var så eksorbitant dyrt at frekventere en højskole, som det er i dag. Det satte sit præg på elevgruppen. Man kan vel groft sige, at de tre fjerdedele af eleverne - de normale - betragtede højskolen som en pause i tilværelsen og forventede, som en helt naturlig ting, at vende tilbage til job eller uddannelse efter endt højskoleophold. Den sidste fjerdedel var i større eller mindre grad præget af alkoholisme, stofmisbrug, psykiske sygdomme, kriminalitet eller var på anden vis, det vi i dag betegner som utilpassede. Denne gruppe havde svært ved at deltage i undervisningen, der som tidligere nævnt var obligatorisk, og magtede slet ikke at varetage de småpligter (rengøring, opvask mv.), der også var en del af højskolelivet. Det førte ofte til meget barske konfrontationer mellem K.E. og lærergruppen på den ene side og "de utilpassede" på den anden. K.E var efterhånden godt gammeldags sur over visse elevers slendrian, men han var også så godhjertet, at han ikke nænnede at tage konsekvensen, og smide de elever ud, der den ene gang efter den anden forbrød sig mod skolens regler. Vi - de normale - følte uvægerligt en vis foragt, overfor de mest dovne og uduelige i gruppen af "utilpassede" elever. Det hører dog også med til historien, at en del i den tunge ende af elevgruppen faktisk klarede sig rigtig godt. Jeg oplevede f.eks. en maniodepressiv elev, der ydede en flot indsats i undervisningen, når hun ikke var grebet af tungsind eller blafrende optimisme. For mit vedkommende handlede det i øvrigt om, at jeg for første gang oplevede mennesker med psykiske sygdomme, alkoholproblemer eller anden social dårligdom på nært hold. Det havde jeg aldrig oplevet før - eller siden!


De fire måneder på Krogerup var en fantastisk tid, der gav mig en mental bagage, som jeg har haft fornøjelse af lige siden. Det var et velfortjent "pitstop" efter 15½ års uafbrudt skolegang og uddannelse, inden jeg gik i gang med arbejdslivet. Måske kunne man dog have ønsket en undervisning på højskolen, der i lidt mindre grad var præget af foredrag, forelæsninger fra katederet og filmforevisninger i en uendelighed, men med mere projektundervisning udarbejdelse af radioprogrammer og film. Sådan er det vel i dag, og det er et kæmpe fremskridt.