Ny mærkedag?

Dansk Folkeparti vil gøre den 29. august til en officiel flagdag i Danmark. Begrundelsen herfor er, at dagen markerer afslutningen på samarbejdspolitiken under besættelsen. Officielt ønsker DF ganske vist, at dagen skal markere danske soldater indsats i udlandet, soldaterne har imidlertid selv foreslået en anden dag, så selvfølgelig handler det her om nok en værdipolitisk markering.

Jeg synes, at man i stedet skal gøre den 13. juli til en officiel flagdag for at markere Erik Scavenius' fødselsdag. Scavenius var udenrigsminister under hele 1. verdenskrig, og under besættelsen var han først udenrigsminister og siden tillige statsminister, indtil samarbejdspolitiken brød sammen den 29. august 1943.

Scavenius var om nogen årsagen til, at Danmark slap for at blive involveret i 1. verdenskrig. Adskillige gange balancerede landet på en knivsæg, men hver gang lykkedes det Scavenius, ved en afdæmpet men beslutsom politisk dialog med de krigsførende parter, at afværge den tilstundende katastrofe. Mange tusinde danske mænd skylder derfor Scavenius deres liv.

Under besættelsen var Scavenius den der, mere end nogen anden, tegnede samarbejdspolitiken med den tyske besættelsesmagt. Derved undgik Danmark store unødvendige tab af menneskeliv og enorme materielle ødelæggelser. Man kunne i "ro og mag" opbygge en slagkraftig modstandsbevægelse, og landets jøder undgik øjeblikkelig deportation og gennemførte senere hen en velorganiseret flugt, da regeringen måtte gå af. Under krigen tilsluttede hovedparten af den danske befolkning sig regeringens politik, hvilket mest tydeligt fremgik af valget i marts 1943, hvor et stort flertal af vælgerne stemte på regeringspartierne, og det oven i købet med en rekordhøj stemmeprocent. Efter krigen glemte de fleste, hvad de havde stemt på og støttet under besættelsen, og Scavenius blev lagt for had af modstandsbevægelsen, politikerne og befolkningen.

Hvor mange menneskeliv, der blev sparet, og hvor store materielle tab det danske samfund undgik, gennem Scavenius kloge politiske linje er uvist, men var det gået helt galt, havde det kostet titusindvis af sagesløse danskeres liv og velfærd. Hvis vi endelig skal have en ny flagdag er Scavenius' fødselsdag den 13. juli derfor et rigtigt godt bud som en markering af, at vi i Danmark hædrer en politik baseret på virkelighedens realiteter, og ikke på Dansk Folkeparti's drengebogsagtige drømmeri.

De burkaklædte skolefrøkner

En del af mine skolelærere i de mindre klasser bar en burkalignende klædedragt. Det drejer sig såmænd om nonnerne på Sct. Joseph Søstrenes Skole, hvor jeg var elev i årene 1961 - 66. Den markante religiøse klædedragt gav dog hverken anledning til protester fra politikere eller forældre. Snarere tværtimod, søgningen var allerede dengang helt kollosal, og skolens ry var det bedste ude i den store offentlighed. Men hvad med os stakkels elever, der dag ud og dag ind var udsat for en massiv religiøs symbolik, tog vi ikke skade af denne maliciøse påvirkning? Ikke så vidt jeg ved. Vi bemærkede selvfølgelig denne anderledes måde at klæde sig på, men overvejelserne gik vel mest i retning af, hvordan de små søde nonner nu så ud i virkeligheden. Havde de mon hår på hovedet under sløret, der sad stramt rundt om ansigtet og kun lod det allermest nødvendige være synligt, eller var de pilskaldede? Skvattede de aldrig i de ankellange kjoler på vej op og ned ad skolens mange trapper. Hvordan klarede de egentlig dagens toiletbesøg, det måtte da være besværligt med de lange gevandter (gik de i det hele taget på toilettet)? Ja, vi havde mange bekymringer og overvejelser i den anledning. Om vi tog skade af lærernes mærkværdige beklædning? Næppe.

Til gengæld brød vi os ikke om den udstrakte anvendelse af korporlig og kollektiv afstraffelse eller de prøver og eksaminer i 5. klasse, som man bildte os ind ville afgøre hele vores fremtid. De fleste synes vel også at den overdrevne religionsudøvelse, der indsovsede skolens dagligliv - bønner fire gange om dagen, fem religionstimer og en gudstjeneste om ugen - var lige lidt i overkanten og som oftest temmelig kedeligt. Men konsekvensen var, at rigtig mange fik en effektiv og livsvarig vaccination mod enhver form for religion, så på den måde var de mange bønner ikke det rene spild af tid.

På Sct. Joseph oplevede vi den sorte skoles sidste krampetrækninger, og det ville - borset fra det med religionen - have været fuldstændig det samme på enhver anden skole. Lærernes ikke særlig neutrale beklædning betød i denne sammenhæng - ingenting. Derfor kan jeg ikke lade være med at grine godt og grundigt af den ophidsede tørklædedebat, der for tiden raser i medierne med en intensitet så voldsom, så man skulle tro, at det var landets frihed, der stod på spil.

Irakkrigen og toiletter

I Politiken 20. marts 2008 redegør Joseph Stiglitz, der er økonomiprofessor på Columbia University og nobelprismodtager, for irakkrigens økonomiske omkostninger. I USA alene udgør de samlede udgifter til krigen 14.500 miliarder kr., et fuldstændigt svimlende beløb. Stiglitz medregner ikke kun de direkte udgifter til krigsførelsen, men også de inddirekte omkostninger, såsom hospitalsbehandlinger af sårede og erstatninger til fysisk og mentalt invaliderede soldater. Eksempelvis har 52.000 tilbagevendte soldater allerede fået stillet diagnosen posttraumatisk stresssyndrom, og de er således berettiget til erstatning. Udgifterne hertil indgår ikke i de officielle krigsstatistikker, men er med regnet i Stiglitz' opgørelse.



I samme nummer af Politiken fortæller Anders Dalsgaard og Flemming Konradsen, der er professorer ved henholdsvis Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, at manglende adgang til ordentlige toilletforhold og rent drikkevand er årsagen til, at 1,35 millioner børn under 5 år hvert år dør af diarré. Hver dag dør der altså 3.700 små børn som følge af manglende adgang til ordentlige sanitære forhold, det er flere mennesker end der tilsamen døde under terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001.


Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, om de mange penge, der hidtil er brændt af på irakkrigen, kunne have været anvendt bedre til andre formål, f.eks. til at skaffe tidssvarende sanitære installationer til de 1,5 mia. mennesker i den fattige verden, der ikke har adgang hertil. Ja, blot en brøkdel af de astronomiske udgifter til krigsførelsen i Irak kunne have sikret overlevelse til tusindvis af mindre børn og et bedre mere komfortabelt liv for millioner af mennesker.

I Afrika dør der hvert år 5 - 6 millioner mennesker af banale infektionssygdomme, der kan behandles og forebygges for nogle få kroner om dagen. Her ville blot en beskeden andel af de exorbitante udgifter til irakkrigen have gjort underværker og sikret en bedre tilværelse for mange hundrede millioner mennesker. Og så er der selvfølgelig AIDS epidemien, der udover de menneskelige og sociale omkostninger, er en stærkt medvirkende årsag til, at udviklingen ikke kan komme rigtig i gang i mange afrikanske lande, her ville "blot" 100 mia. kr. af den 14.500 mia. kr. dyre irakkrig have gjort en kæmpe forskel.

I stedet for disse stensikre "vinderprojekter" har man valgt at satse en bondegård på et tvivlsomt demokratiprojekt i et land med 28 millioner mennesker. Politik er at prioritere, og i denne sag må det være åbenlyst for enhver, at man har prioriteret forkert.

Mxller

Muhammed sag i Gentofte

Gentofte Kommune har fået sin egen Muhammed krise. Den handler om en brandmand, der benyttede sin grundlovssikrede ytringsfrihed til at kritisere et nyt kommunikationsudstyr, der er anskaffet for et millionbeløb af det kommunale brandvæsen. Et system der er så ringe, at det indtil videre har kostet to mennesker livet. Den slags kritiske ytringer bryder det konservative flertal i Gentofte sig ikke om, og brandmanden har derfor fået sin afsked. Samtidig barsler borgmesterens konservative partifælle, kulturminister Brian Mikkelsen, med en stort anlagt demokratikanon. Mon ikke man skulle sende et eksemplar til Gentoftes borgmester, det ser ud til, at han har meget at lære om ytringsfrihed og demokrati.

X-factor

Hver fredag aften kan man i disse uger fornøje sig med et udsøgt program, der sendes på DR, vor fordums stolte public service kanal. Programmet hedder X-factor og består fortrinsvis i en konkurrence mellem tre musikalske smagsdommere om, hvem der kan udvise den mest fornærmende, krænkende og intimiderende adfærd overfor de indlysende sangtalenter, der formaster sig indenfor DR-byens utætte vægge. Lige nu fører den mindst hårfagre af smagsdommerne denne indbyrdes konkurrence, endog ganske komfortabelt. Det har næppe været billigt at stille hele det kæmpe apparat på benene, der skal til for at afvikle en så smagfuld forestilling, men DR har trods skrantende økonomi fundet midler hertil, så folket kan fornøje sig med unge uprøvede sangstemmer og det elskværdige dommerpanel. Men pengepungen var åbenbart tom, da man nåede frem til P1, for her lukkede redaktionen ikke mindre end fire fremragende debat- og analyseprogrammer ved årsskiftet. Ganske vist var omkostningerne til disse programmer formentlig en brøkdel af de uhyrlige summer, der i stedet postes i X-factor, men udtrykker vel en sund prioritering, for hvem gider høre på langsommelige udenrigspolitiske analyser, når man i stedet kan nyde lektor Blomme's kulturelle reinkarnation uddele ris og spanskrør til forfjamskede teenagepiger.