Dansk Folkeparti vil gøre den 29. august til en officiel flagdag i Danmark. Begrundelsen herfor er, at dagen markerer afslutningen på samarbejdspolitiken under besættelsen. Officielt ønsker DF ganske vist, at dagen skal markere danske soldater indsats i udlandet, soldaterne har imidlertid selv foreslået en anden dag, så selvfølgelig handler det her om nok en værdipolitisk markering.
Jeg synes, at man i stedet skal gøre den 13. juli til en officiel flagdag for at markere Erik Scavenius' fødselsdag. Scavenius var udenrigsminister under hele 1. verdenskrig, og under besættelsen var han først udenrigsminister og siden tillige statsminister, indtil samarbejdspolitiken brød sammen den 29. august 1943.
Scavenius var om nogen årsagen til, at Danmark slap for at blive involveret i 1. verdenskrig. Adskillige gange balancerede landet på en knivsæg, men hver gang lykkedes det Scavenius, ved en afdæmpet men beslutsom politisk dialog med de krigsførende parter, at afværge den tilstundende katastrofe. Mange tusinde danske mænd skylder derfor Scavenius deres liv.
Under besættelsen var Scavenius den der, mere end nogen anden, tegnede samarbejdspolitiken med den tyske besættelsesmagt. Derved undgik Danmark store unødvendige tab af menneskeliv og enorme materielle ødelæggelser. Man kunne i "ro og mag" opbygge en slagkraftig modstandsbevægelse, og landets jøder undgik øjeblikkelig deportation og gennemførte senere hen en velorganiseret flugt, da regeringen måtte gå af. Under krigen tilsluttede hovedparten af den danske befolkning sig regeringens politik, hvilket mest tydeligt fremgik af valget i marts 1943, hvor et stort flertal af vælgerne stemte på regeringspartierne, og det oven i købet med en rekordhøj stemmeprocent. Efter krigen glemte de fleste, hvad de havde stemt på og støttet under besættelsen, og Scavenius blev lagt for had af modstandsbevægelsen, politikerne og befolkningen.
Hvor mange menneskeliv, der blev sparet, og hvor store materielle tab det danske samfund undgik, gennem Scavenius kloge politiske linje er uvist, men var det gået helt galt, havde det kostet titusindvis af sagesløse danskeres liv og velfærd. Hvis vi endelig skal have en ny flagdag er Scavenius' fødselsdag den 13. juli derfor et rigtigt godt bud som en markering af, at vi i Danmark hædrer en politik baseret på virkelighedens realiteter, og ikke på Dansk Folkeparti's drengebogsagtige drømmeri.