Jeg har i den forløbne uge med stigende forbløffelse iagtaget den voldsomme tumult omkring Thomas Rathsack's bog "Jæger - i krig med eliten". Min forundring skyldtes, at forsvarets påstand om, at bogen skulle udgøre en trussel mod danske soldaters sikkerhed, står i skærende modsætning til den kultur, der omgiver jægersoldater fra de starter den første uddannelsesdag til de går pension, en kultur der netop handler om sikkerhed før alt andet. Derfor virkede det, inden jeg stiftede bekendtskab med bogen, helt usandsynligt, at Thomas Rathsack, en jægersoldat med stort J, kunne drømme om at bringe danske soldaters sikkerhed i fare, herunder de kammerater fra jægerkorpset, der stadig gør tjeneste i Afghanistan.
Nu har jeg læst bogen (takket været Politiken's prisværdige initiativ), og det fremgår med krystalklar tydelighed, hvorfor forsvaret ønsker at forbyde den. Og lad mig sige med det samme, at det på ingen måde handler om det, der lidt patetisk betegnes som "rigets sikkerhed". Det er ganske enkelt noget vås, der er opfundet til lejligheden. Forsvaret har set sig sur på bogen fordi Thomas Rathsack tydeligvis har et problem med det man tidligere kaldte skrivebordgeneraler, dem der henlever et langt og bekvemt liv i forsvarsstabe bag computerskærmens kølige mørke og med nem adgang til kaffemaskiner og gode frokoster, fjernt fra svedige uniformer, hårdt arbejde, død og ødelæggelse. Dem nærer Rathsack en klar og uindpakket foragt for.
Denne holdning kommer klart til udtryk i beretningen om en farefuld indsats i Afghanistan, hvor Rathsack's deling, bestående af fem mand, igennem en uge overvåger en landsby, der huser Taleban krigere. På et tidspunkt opdager to af landbyens bebeoere delingen, der flygter med et voksende antal talebanere i hælene. Man anmoder naturligvis om assistance, så delingen kan komme væk, men mødes i første omgang af en ordre om at påbegynde overvågning af en anden landsby 6 kilometer væk. Om denne beslutning skriver Rathsack: "En eller anden snedig stabsøgle, som med garanti aldrig har været uden for sit kontor, har udtænkt dette monster af en plan, mens han på sin alt for store røv sipper til sin kølige flaske vand".
Et andet tilfælde, hvor Rathsack's foragt for guldfasanerne kommer til udtryk, er, da han opdager, at jægerkorpset har modtaget den højeste amerikanske militære enhedsudmærkelse, overrakt af selveste præsident Bush til korpsets øvertkommanderende Frank Lissner. Denne helt enestående udmærkelse er der imidlertid ingen andre end den militære topledelse, der har hørt noget til. Og atter er Rathsack nådesløs i sin vurdering: "Her har vi knoklet med livet som indsats tusindvis af kilometer hjemmefra, dybt inde i fjendeland, omringet af Taleban og al-Qaida. Og så har vores militære ledelse udvist den arrogance ikke at bringe denne anerkendelse videre til os. End ikke en notits i korpsets interne blad, Jægernyt, har de tænkt på."
Det er indlysende for enhver, at forsvarets topledelse ikke har særlig meget lyst til at se denne kritik på skrift. Derfor har man opfundet et sikkerhedsproblem som anledning til at forbyde bogen. Jeg håber ikke at fogedretten hopper på forsvarets gennemskuelige limpind.
20. september 2009
11. juni 2009
Grundloven og ligestilling
Henrykkelsen blandt det kongetro Danmark, over den nylig vedtagene "ligestilling" af arveforholdene i kongehuset, kender næsten ingen grænser. Ganske vist får de ændrede arveregler næppe nogen betydning de første 60 - 80 år, men man kan nu bryste sig af, at Danmarks Riges Grundlov rummer fuld ligestilling mellem kønnene. Og dog. Løber man den gamle støvede og mange steder nærmest ulæselige grundlov igennem, støder man på følgende interessante paragraf:
"§ 81
Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver."
Denne paragraf bestemmer, at alle mænd (de skal godt nok være våbenføre) kan udskrives til tvangsarbejde af ubestemt varighed og indhold med henblik på at forsvare fædrelandet, men kvinderne de slipper altså helt fri. Det har da ikke meget med ligestilling at gøre? Måske skulle man have koncentreret indsatsen om en revision af paragraf 81, den har nemlig daglig betydning for tusindvis af unge danske mænd, der udsættes for en groft kønsdiskrimerende behandling, i stedet for at bruge en masse krudt på en ligegyldig paradeagtig ændring af arveforholdene i et hengemt og luvslidt kongehus.
"§ 81
Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver."
Denne paragraf bestemmer, at alle mænd (de skal godt nok være våbenføre) kan udskrives til tvangsarbejde af ubestemt varighed og indhold med henblik på at forsvare fædrelandet, men kvinderne de slipper altså helt fri. Det har da ikke meget med ligestilling at gøre? Måske skulle man have koncentreret indsatsen om en revision af paragraf 81, den har nemlig daglig betydning for tusindvis af unge danske mænd, der udsættes for en groft kønsdiskrimerende behandling, i stedet for at bruge en masse krudt på en ligegyldig paradeagtig ændring af arveforholdene i et hengemt og luvslidt kongehus.
8. april 2009
Sct. Joseph Søstrenes Skole, årgang 1961
Hvis man lægger vejen forbi Sct. Joseph Søstrenes Skole, møder der en et sandt klondyke af bygninger. Skolen bærer i den grad præg af talrige om og tilbygninger, formentlig et forsøg på, indenfor et meget lille område, at tilgodese tidernes skiftende krav til "pædagogisk rum", et voksende elevtal og vekslende folkeskoleloves krav til nye fagområder. Man undrer sig umiddelbart over, at skolen ikke forlængst er flyttet "udenbys", men lokalområdets loyale og pengestærke publikum har nok gjort sit til, at skolen stadig ligger, der hvor den gør, og ikke er flyttet ud på en åben mark med masser af plads i Brøndby Kommune eller Kokkedal.
Her begyndte vi i 1. klasse helt præcist den 1. september 1961. At datoen ligger fast, skyldes ikke en elefantagtig hukommelse, men derimod min mors notater til lille Jan's fotoalbum, hvor jeg poserer med tornyster, butterfly, hvid skjorte og korte bukser - et mageløst syn - under overskriften "Første skoledag 1. september 1961". Den nye 1. klasse startede åbenbart lidt senere end de ældre klasser. Næsten ligesom i dag.
Sct. Joseph Søstrenes Skole var dengang en blanding af benhård disciplin og høj faglighed. Vi taler vel om den sorte skoles sidste krampetrækninger. Når frikvarteret sluttede, stillede vi op klassevis i lange lige rækker og marcherede ind to-og-to til vores klasseværelser. Når en lærer kom ind i klassen, rejste alle elever sig pænt op, og man satte sig først igen, når der blev givet lov hertil. Eleverne tiltalte lærerne med De og hr./fru/frk. efterfulgt af lærerens efternavn, medens lærerne naturligvis tiltalte eleverne med du og fornavn. Lussinger, eftersidninger og kollektiv afstraffelse var en helt almindelig del af skolens pædagogiske virkemidler (ligesom det var på de fleste andre skoler på det tidspunkt). Det fik jeg i den grad at mærke i 3. klasse, hvor jeg af uransagelige grunde mere havde lyst til at spille fodbold end at lave lektier. Skolens høje faglige niveau betød, at der hver dag var skriftelige afleveringer i dansk og regning (som matematik hed dengang), og da jeg i en længere periode ikke præsterede de ønskede afleveringer, indkasserede jeg en daglig lussing i begge fag samt en times eftersidning, hvor jeg så kunne fremstille de manglende hjemmearbejder. Der var således rabat på eftersidningerne, men ikke på lussingerne.
I 5. klasse oplevede vi et mere raffineret pædagogisk virkemiddel, der for alvor satte os under pres og gødede jorden for den boglige disciplinering: Det handlede om "Prøven", hele skoleåret talte lærerne ikke om andet. "Prøven", en slags terminsprøve "light", blev afholdt i februar måned, og den afgjorde simpelthen hele vores fremtid. Dem, der faldt igennem "Prøven", havnede i A-linjen (en forkortelse af Arbejder-linjen), og de kunne se frem til en 7. klasse og herefter ud til samlebåndet, eller i bedste fald en lærerplads, en masse manuelt arbejde, beskidte fabrikslokaler og en rigtig dårlig løn. Men for dem der bestod, og kom i B-linjen (den boglige linje), var vejen frem lys og lykkelig, man havde som minimum udsigt til en realeksamen, og for de absolutte topscorere lå studentereksamen og en flot akademisk karriere og ventede lige om hjørnet. Det var som enten at havne i helvede eller komme i himlen. Og vi troede på det og knoklede en vis legemsdel ud af bukserne for at undgå den evige fortabelse, et liv med snavsede fingre i skumle fabrikshaller.
Den dag "Prøven" begyndte (den forløb over flere dage) var stemningen nervøs og anspændt (det er vel naturligt, når hele ens fremtid afgøres), en af klassens dårlige elever, en stensikker A-linje aspirant, brækkede sig ud over hele gulvet, hvilket lagde en mindre behagelig odour ud over prøvelokalet, der blev hængende hele dagen, medens vi arbejdede som besatte med diktat, genfortælling og regning. Og hvad blev resultatet så? Tja, nogle havnede i den ene linje, nogle i den anden, på nær en enkelt kan jeg ikke huske, hvem der blev puttet i hvilken kasse, og det havde i øvrigt ikke den fjerneste betydning for vores fremtid. Mange af A-linje aspiranterne endte med flotte akademiske karrierer (og det omvendte var formentlig også tilfældet), det var det rene bluf, i et ondt øjeblik kunne man kalde det et vellykket forsøg på at skræmme eleverne til bøgerne. Det har jeg så tit tænkt på senere, når jeg selv stod overfor "afgørende" situationer i mit liv (eller situationer jeg troede var afgørende) eksaminer, jobsamtaler, vigtige præsentationer, at det afgørende ikke nødvendigvis ligger i det nåleøje man søger at passere, men snarere i en kombination af tilfældigheder og egen drift.
Skolens lærerstab var, oplevet fra elevside, af stærkt varierende kvalitet. I den absolut bedste ende fandtes Fru Rik. Hun underviste os i historie og geografi, og det gjorde hun på allerbedste vis. Der blev aldrig uddelt lussinger eller eftersidninger i hendes timer, stemningen var behagelig, man nød ganske enkelt, når Fru Rik underviste. Særlig faget historie mestrede hun til fuldkommenhed. Jeg husker stadig, hvordan hun tryllebandt klassen, da hun fortalte om Københavns belejring i 1659, vi var simpelthen med i slaget på første parket, og mærkede hvordan det bølgede frem og tilbage med en sitrende spænding. Vi besøgte forsøgscentret i Lejre, kort tid efter at det var åbnet, og var her vidne til anvendelse af moderne metoder i den arkæologiske udforskning. Det var sjovt. Fru Rik forlod imidlertid pludselig skolen, jeg mener hun havde fået job et andet sted, men vendte ligeså pludselig tilbage efter en tragedie i familien.
I den mere ydmyge ende af kvalitetsskalaen var der nok lidt mere trængsel, men en absolut topscorer (eller bundscorer må det vel være) var uden tvivl Fru Tesch, eller Fru Tæsk, som hun hed blandt eleverne. Ikke uden grund. Jeg har ikke den fjerneste erindring om, hvad Fru Tæsk underviste os i, men jeg husker med pinagtig tydelighed, at hun smækkede de mest fantastiske lussinger. Der bredte sig altid en ildevarslende tavshed, når en delikvent blev kaldt til tavlen for at modtage sin retfærdige straf. Alle vidste, at nu var en seværdig forestilling under opsejling. Delikventen stillede sig på kateder forhøjningen overfor Fru Tæsk, en høj og bredskuldret dame med tykke sorte briller, bag hvilke der hvilede et par øjne med et evigt ildevarslende udtryk. Et stykke tid skete der igenting, Fru Tæsk stirrede blot på delikventen med et stærkt misbilligende udtryk, som om hun ville hypnotisere sit offer. Så faldt slaget med en blanding af kraft og pludselighed, der hver gang overraskede både delikventen og det mussestille publikum. Fru Tæsk lagde ganske enkelt alle kræfter i slaget, og efterlod altid et tydeligt rødt mærke, der hvor fruens læddelapper havde antruffet den dunede barnekind. Dengang oplevede vi det som en skræmmende afbrydelse af hverdagen, med en ikke ringe underholdningsværdi. I dag må man vel betragte det som intet mindre end rå vold.
Men sagen om fru Tæsk havde et ganske underholdende efterspil. Mange år senere frekventerede min nevø og niece Sct. Joseph Søstrenes Skole. Vi er nu fremme i slut 70'erne og 80'erne. På det tidspunkt var korporlig afstraffelse strengt forbudt, det blev det faktisk allerede i 1968. Men Fru Tæsk havde altså svært ved at lægge denne gamle vane helt på hylden, og gik derfor stadig under sit gode gamle øgenavn. En dag kaldte hun en delikvant til tavlen og gav ham en ordentlig lussing, som hun nu havde brugt det i hele sit pædagogiske virke. Men forbløffelsen både hos eleverne og skarpretteren var til at skære igennem, da delikventen søreme' slog igen. Fru Tæsk kunne igenting gøre: Hvis hun var gået til skoledelsen, var det jo uvægerligt kommet frem, at hun stadig dyrkede omgang med den ulovlige korporlige afstraffelse, og det havde kostet hende jobbet, en afsked i vanære. Mon ikke det var sidste gang, at Fru Tæsk svang lædernæverne over en sagesløs elev? Man har jo lov til at håbe. Jeg har - ad tilfældighedens vej - haft mulighed for personligt at takke den delikvent, der som den eneste gjorde det, vi andre ikke havde mod og mandshjerte til, nemlig at svare igen på Fru Tæsks rå og uprovokerede vold.
I den ydmyge ende af kvalitetsskalaen finder vi også Søster Noberta, der som navnet antyder var nonne (alle nonnerne blev tiltalt med et søster plus et fornavn). Hun var egentlig meget sød, viste os lysbilleder fra paradisets have (jeg undrer mig stadig over, hvordan optagelserne fandt sted) kunne lide Roling Stones og elskede at fortælle os om, hvor meget hun glædede sig til at komme i himlen, når hun engang døde. Desværre havde hun også et frygteligt temperament, og så var det ikke sjovt at være i nærheden. Når hun kogte over blev de elever, der befandt sig i hendes nabolag angrebet med en vildt fægtende pegepind, der som en anden spærreild under ukontrollerede former ramte både ven og fjende. Når den værste hidsighed havde lagt sig blev et tilfældigt udsnit af eleverne beordret udenfor døren, hvor de så måtte vente et stykke tid. Nu blev døren atter åbnet og den udvalgte flok beordret ind igen. Og her ventede en overraskelse: Den rasende nonne havde nemlig placeret sig bag døren, og hver gang en intetanende elev trådte ind i klassen svang Noberta behændigt pegepinden, så den antraf elevens agterstavn med en ikke ringe kraft. Efterhånden som Søster Noberta gjorde brug af denne raffinerede, men noget ukristelige, sanktionsmetode forsvandt overraskelsesmomentet dog, og de mere skarpsindige elever forstod at trække røven til sig, så pegepinden ikke ramte særlig hårdt. Søster Noberta endte vistnok sine dage på en psykiatrisk afdeling.
Og så var der der det store flertal af lærere, der befandt sig mellem de to kvalitetsmæssige yderpunkter: Søster Angela, skolens rektor, der underviste os i regning og talte med en kraftig fransk accent. Fru Foldtved, der underviste i dansk, og imponerede klassen ved at fortælle om egne oplevelser under besættelsen, bl.a. dramatiske situationer fra folkestrejken. Frk. Pagh, som vi havde i geografi, hun forsøgte sig med varierende held som morsom lærer, men den gik altid rent ind, når hun bad os om, ved hjælp af vores skoleatlas, at finde navnet på den sovjettisk-rumænske grænseflod (den hedder Prut!).
Et mere komisk indslag i lærerstaben var fransklæreren, der gudhjælpemig blev tiltalt Madam Pähre, hvilket naturligvis lynhurtigt blev omskrevet til Madam Hestepære. Vi havde hende i fransk i 3. klasse, så blev faget sløjfet, formentlig fordi man kunne se det udsigtsløse i at undervise mindre elever i fransk som første fremmedsprog. For nu at sige det, som det var, havde Madam Pähre et forholdsvist voluminøst bagparti, der altid var pakket ind i en stramtsiddende nederdel. På dette nederdelsindpakkede kødfremspring anbragte vores klassekammerat, den frygtløse Per Djervig, godt hjulpet af et par piger der forstyrrede madammen med nogle vigtige spørgsmål, en dag en seddel med teksten "Spark mig". Efter denne veludførte dåd svansede madammen intetanende ned ad H. C. Andersen gangen, medens vi elever var ved at blive kvalt af grin. Det var vi i øvrigt i flere dage derefter, bl.a. når vi forestillede os madammens pinagtige entre på lærerværelset. Da jeg mange år senere mødte Per og mindede ham om denne skændselsgerning, huskede han den med al tydelighed, og det helt uden at skamme sig. På top ti listen over morsomme situationer i mit liv, er denne i øvrigt en af de absolutte topscorere.
Der er jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, at Sct. Joseph Søstrenes Skole var (og er) en katolsk skole. Det prægede i den grad skolens hverdag fra vi mødte til vi gik, og man må sige at det meget stærke religiøse og ideologiske tilhørsforhold vel havde sine fordele, men bestemt også indebar nogle ulemper.
På fordelssiden kan man fremhæve, at skolen lagde grundlaget for at udvikle en høj grad af tolerance og mellemfolkelig forståelse blandt eleverne. Skolen rummede både katolikker og protestanter, faktisk var katolikkerne i mindretal, jeg vil gætte på at de dengang udgjorde en tredjedel af elevgruppen. Det kunne betyde dannelse af klikestrukturer med indbyrdes opgør på legepladsen og efter skoletid som en yderste konsekvens. Men her var skolen af en ganske anden opfattelse: Den understregede nødvendigheden af en gensidig respekt for hinandens forskellighed, ikke noget med at pege fingre på grund af forskellig tro. Jeg husker det måske allerbedst, da fru Rik i 5. klasse gennemgik refomationen i historie. Et rigtigt ømtåleligt emne, men hun håndterede det med en forbløffende stringens og med neutralitet og saglighed som den gennemgående ledetråd. Hvert et ord blev vejet på en guldvægt, og tilløb til meningstilkendegivelser af enhver art blev stoppet i opløbet. Det var en helt enestående præstation som satte sit præg hos alle.
En del af lærerne, nemlig dem der var nonner - omtrent en tredjedel af lærerstaben - bar den klassiske nonnedragt: Sort og helt ned til gulvet, så kun ansigt og hænder var synlige, ligesom tilfældet er med den muslimske kvindedragt, der hedder hijab. Vi elever undlod naurligvis ikke at bemærke, at her var nogle mennesker, der var klædt anderledes end man normalt er, og det gav anledning til en del interessante diskussioner i frikvarteret. F.eks. om nonnerne under sløret havde hår på hovedet eller monstro var pilskaldede fordi håret var slidt af. Eller hvordan de nu klarede dagens toiletbesøg med disse lange besværlige gevandter. Gik de i det hele taget på toilettet? Men efterhånden var nonnernes påklædning noget vi egentlig ikke spekulerede særlig meget over. Jeg ved ikke, om det er barndommens oplevelse af en noget anderledes klædedragt, der har betydet at jeg senere i livet altid har været meget tolerant med hensyn til menneskers valg af beklædning, men under alle omstændigheder har jeg haft store vanskeligheder ved at forstå de seneste års ophedede tørklædedebat, og i særdeleshed finder jeg den voldsomme politiske diskussion af kvindelige muslimske dommeres hovedbeklædning helt ude af proportioner med almindelig sund fornuft.
En anden fordel ved skolens religiøsitet var, at vi meget tidligt lærte om den verden af sult og fattigdom, der fandtes udenfor vores lille beskyttede enklave. Hver gang der indtraf en hungerkatastrofe, et jordskælv, en krig eller anden form for dårligdom var skolen fremme med raslebøsserne, og så var det en god kristen pligt at medvirke til, at der kom penge i bøsserne eller ind på girokortet. I religionstimerne lærte vi også om den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King, og hans ikke-volds strategi. Det var lige på det tidspunkt, hvor bølgerne gik allerhøjest i den amerikanske borgerrettighedskamp, hvor vi næsten dagligt kunne se dramatiske scener i TV, hvor hvide sydstatsbetjente uddelte knippelsuppe til flygtende demonstranter, eller unge hvide bøller gik til angreb på biler, der forsøgte at transportere sorte elever hen til skoler, der indtil da havde været forbeholdt den herskende race. Så det var spændende og relevant undervisning, når pater Vian, på sit ubehjælpsomme dansk fortalte om Rosa Park, der nægtede at rejse sig op i bussen efter en lang dag på arbejdet, blev arresteret, og hvordan det startede den lange busboykot i sydstaterne, der endte med at afskaffe adskillelsen af racer i busserne og andre offentlige transportmidler.
Her begyndte vi i 1. klasse helt præcist den 1. september 1961. At datoen ligger fast, skyldes ikke en elefantagtig hukommelse, men derimod min mors notater til lille Jan's fotoalbum, hvor jeg poserer med tornyster, butterfly, hvid skjorte og korte bukser - et mageløst syn - under overskriften "Første skoledag 1. september 1961". Den nye 1. klasse startede åbenbart lidt senere end de ældre klasser. Næsten ligesom i dag.
Sct. Joseph Søstrenes Skole var dengang en blanding af benhård disciplin og høj faglighed. Vi taler vel om den sorte skoles sidste krampetrækninger. Når frikvarteret sluttede, stillede vi op klassevis i lange lige rækker og marcherede ind to-og-to til vores klasseværelser. Når en lærer kom ind i klassen, rejste alle elever sig pænt op, og man satte sig først igen, når der blev givet lov hertil. Eleverne tiltalte lærerne med De og hr./fru/frk. efterfulgt af lærerens efternavn, medens lærerne naturligvis tiltalte eleverne med du og fornavn. Lussinger, eftersidninger og kollektiv afstraffelse var en helt almindelig del af skolens pædagogiske virkemidler (ligesom det var på de fleste andre skoler på det tidspunkt). Det fik jeg i den grad at mærke i 3. klasse, hvor jeg af uransagelige grunde mere havde lyst til at spille fodbold end at lave lektier. Skolens høje faglige niveau betød, at der hver dag var skriftelige afleveringer i dansk og regning (som matematik hed dengang), og da jeg i en længere periode ikke præsterede de ønskede afleveringer, indkasserede jeg en daglig lussing i begge fag samt en times eftersidning, hvor jeg så kunne fremstille de manglende hjemmearbejder. Der var således rabat på eftersidningerne, men ikke på lussingerne.
I 5. klasse oplevede vi et mere raffineret pædagogisk virkemiddel, der for alvor satte os under pres og gødede jorden for den boglige disciplinering: Det handlede om "Prøven", hele skoleåret talte lærerne ikke om andet. "Prøven", en slags terminsprøve "light", blev afholdt i februar måned, og den afgjorde simpelthen hele vores fremtid. Dem, der faldt igennem "Prøven", havnede i A-linjen (en forkortelse af Arbejder-linjen), og de kunne se frem til en 7. klasse og herefter ud til samlebåndet, eller i bedste fald en lærerplads, en masse manuelt arbejde, beskidte fabrikslokaler og en rigtig dårlig løn. Men for dem der bestod, og kom i B-linjen (den boglige linje), var vejen frem lys og lykkelig, man havde som minimum udsigt til en realeksamen, og for de absolutte topscorere lå studentereksamen og en flot akademisk karriere og ventede lige om hjørnet. Det var som enten at havne i helvede eller komme i himlen. Og vi troede på det og knoklede en vis legemsdel ud af bukserne for at undgå den evige fortabelse, et liv med snavsede fingre i skumle fabrikshaller.
Den dag "Prøven" begyndte (den forløb over flere dage) var stemningen nervøs og anspændt (det er vel naturligt, når hele ens fremtid afgøres), en af klassens dårlige elever, en stensikker A-linje aspirant, brækkede sig ud over hele gulvet, hvilket lagde en mindre behagelig odour ud over prøvelokalet, der blev hængende hele dagen, medens vi arbejdede som besatte med diktat, genfortælling og regning. Og hvad blev resultatet så? Tja, nogle havnede i den ene linje, nogle i den anden, på nær en enkelt kan jeg ikke huske, hvem der blev puttet i hvilken kasse, og det havde i øvrigt ikke den fjerneste betydning for vores fremtid. Mange af A-linje aspiranterne endte med flotte akademiske karrierer (og det omvendte var formentlig også tilfældet), det var det rene bluf, i et ondt øjeblik kunne man kalde det et vellykket forsøg på at skræmme eleverne til bøgerne. Det har jeg så tit tænkt på senere, når jeg selv stod overfor "afgørende" situationer i mit liv (eller situationer jeg troede var afgørende) eksaminer, jobsamtaler, vigtige præsentationer, at det afgørende ikke nødvendigvis ligger i det nåleøje man søger at passere, men snarere i en kombination af tilfældigheder og egen drift.
Skolens lærerstab var, oplevet fra elevside, af stærkt varierende kvalitet. I den absolut bedste ende fandtes Fru Rik. Hun underviste os i historie og geografi, og det gjorde hun på allerbedste vis. Der blev aldrig uddelt lussinger eller eftersidninger i hendes timer, stemningen var behagelig, man nød ganske enkelt, når Fru Rik underviste. Særlig faget historie mestrede hun til fuldkommenhed. Jeg husker stadig, hvordan hun tryllebandt klassen, da hun fortalte om Københavns belejring i 1659, vi var simpelthen med i slaget på første parket, og mærkede hvordan det bølgede frem og tilbage med en sitrende spænding. Vi besøgte forsøgscentret i Lejre, kort tid efter at det var åbnet, og var her vidne til anvendelse af moderne metoder i den arkæologiske udforskning. Det var sjovt. Fru Rik forlod imidlertid pludselig skolen, jeg mener hun havde fået job et andet sted, men vendte ligeså pludselig tilbage efter en tragedie i familien.
I den mere ydmyge ende af kvalitetsskalaen var der nok lidt mere trængsel, men en absolut topscorer (eller bundscorer må det vel være) var uden tvivl Fru Tesch, eller Fru Tæsk, som hun hed blandt eleverne. Ikke uden grund. Jeg har ikke den fjerneste erindring om, hvad Fru Tæsk underviste os i, men jeg husker med pinagtig tydelighed, at hun smækkede de mest fantastiske lussinger. Der bredte sig altid en ildevarslende tavshed, når en delikvent blev kaldt til tavlen for at modtage sin retfærdige straf. Alle vidste, at nu var en seværdig forestilling under opsejling. Delikventen stillede sig på kateder forhøjningen overfor Fru Tæsk, en høj og bredskuldret dame med tykke sorte briller, bag hvilke der hvilede et par øjne med et evigt ildevarslende udtryk. Et stykke tid skete der igenting, Fru Tæsk stirrede blot på delikventen med et stærkt misbilligende udtryk, som om hun ville hypnotisere sit offer. Så faldt slaget med en blanding af kraft og pludselighed, der hver gang overraskede både delikventen og det mussestille publikum. Fru Tæsk lagde ganske enkelt alle kræfter i slaget, og efterlod altid et tydeligt rødt mærke, der hvor fruens læddelapper havde antruffet den dunede barnekind. Dengang oplevede vi det som en skræmmende afbrydelse af hverdagen, med en ikke ringe underholdningsværdi. I dag må man vel betragte det som intet mindre end rå vold.
Men sagen om fru Tæsk havde et ganske underholdende efterspil. Mange år senere frekventerede min nevø og niece Sct. Joseph Søstrenes Skole. Vi er nu fremme i slut 70'erne og 80'erne. På det tidspunkt var korporlig afstraffelse strengt forbudt, det blev det faktisk allerede i 1968. Men Fru Tæsk havde altså svært ved at lægge denne gamle vane helt på hylden, og gik derfor stadig under sit gode gamle øgenavn. En dag kaldte hun en delikvant til tavlen og gav ham en ordentlig lussing, som hun nu havde brugt det i hele sit pædagogiske virke. Men forbløffelsen både hos eleverne og skarpretteren var til at skære igennem, da delikventen søreme' slog igen. Fru Tæsk kunne igenting gøre: Hvis hun var gået til skoledelsen, var det jo uvægerligt kommet frem, at hun stadig dyrkede omgang med den ulovlige korporlige afstraffelse, og det havde kostet hende jobbet, en afsked i vanære. Mon ikke det var sidste gang, at Fru Tæsk svang lædernæverne over en sagesløs elev? Man har jo lov til at håbe. Jeg har - ad tilfældighedens vej - haft mulighed for personligt at takke den delikvent, der som den eneste gjorde det, vi andre ikke havde mod og mandshjerte til, nemlig at svare igen på Fru Tæsks rå og uprovokerede vold.
I den ydmyge ende af kvalitetsskalaen finder vi også Søster Noberta, der som navnet antyder var nonne (alle nonnerne blev tiltalt med et søster plus et fornavn). Hun var egentlig meget sød, viste os lysbilleder fra paradisets have (jeg undrer mig stadig over, hvordan optagelserne fandt sted) kunne lide Roling Stones og elskede at fortælle os om, hvor meget hun glædede sig til at komme i himlen, når hun engang døde. Desværre havde hun også et frygteligt temperament, og så var det ikke sjovt at være i nærheden. Når hun kogte over blev de elever, der befandt sig i hendes nabolag angrebet med en vildt fægtende pegepind, der som en anden spærreild under ukontrollerede former ramte både ven og fjende. Når den værste hidsighed havde lagt sig blev et tilfældigt udsnit af eleverne beordret udenfor døren, hvor de så måtte vente et stykke tid. Nu blev døren atter åbnet og den udvalgte flok beordret ind igen. Og her ventede en overraskelse: Den rasende nonne havde nemlig placeret sig bag døren, og hver gang en intetanende elev trådte ind i klassen svang Noberta behændigt pegepinden, så den antraf elevens agterstavn med en ikke ringe kraft. Efterhånden som Søster Noberta gjorde brug af denne raffinerede, men noget ukristelige, sanktionsmetode forsvandt overraskelsesmomentet dog, og de mere skarpsindige elever forstod at trække røven til sig, så pegepinden ikke ramte særlig hårdt. Søster Noberta endte vistnok sine dage på en psykiatrisk afdeling.
Og så var der der det store flertal af lærere, der befandt sig mellem de to kvalitetsmæssige yderpunkter: Søster Angela, skolens rektor, der underviste os i regning og talte med en kraftig fransk accent. Fru Foldtved, der underviste i dansk, og imponerede klassen ved at fortælle om egne oplevelser under besættelsen, bl.a. dramatiske situationer fra folkestrejken. Frk. Pagh, som vi havde i geografi, hun forsøgte sig med varierende held som morsom lærer, men den gik altid rent ind, når hun bad os om, ved hjælp af vores skoleatlas, at finde navnet på den sovjettisk-rumænske grænseflod (den hedder Prut!).
Et mere komisk indslag i lærerstaben var fransklæreren, der gudhjælpemig blev tiltalt Madam Pähre, hvilket naturligvis lynhurtigt blev omskrevet til Madam Hestepære. Vi havde hende i fransk i 3. klasse, så blev faget sløjfet, formentlig fordi man kunne se det udsigtsløse i at undervise mindre elever i fransk som første fremmedsprog. For nu at sige det, som det var, havde Madam Pähre et forholdsvist voluminøst bagparti, der altid var pakket ind i en stramtsiddende nederdel. På dette nederdelsindpakkede kødfremspring anbragte vores klassekammerat, den frygtløse Per Djervig, godt hjulpet af et par piger der forstyrrede madammen med nogle vigtige spørgsmål, en dag en seddel med teksten "Spark mig". Efter denne veludførte dåd svansede madammen intetanende ned ad H. C. Andersen gangen, medens vi elever var ved at blive kvalt af grin. Det var vi i øvrigt i flere dage derefter, bl.a. når vi forestillede os madammens pinagtige entre på lærerværelset. Da jeg mange år senere mødte Per og mindede ham om denne skændselsgerning, huskede han den med al tydelighed, og det helt uden at skamme sig. På top ti listen over morsomme situationer i mit liv, er denne i øvrigt en af de absolutte topscorere.
Der er jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, at Sct. Joseph Søstrenes Skole var (og er) en katolsk skole. Det prægede i den grad skolens hverdag fra vi mødte til vi gik, og man må sige at det meget stærke religiøse og ideologiske tilhørsforhold vel havde sine fordele, men bestemt også indebar nogle ulemper.
På fordelssiden kan man fremhæve, at skolen lagde grundlaget for at udvikle en høj grad af tolerance og mellemfolkelig forståelse blandt eleverne. Skolen rummede både katolikker og protestanter, faktisk var katolikkerne i mindretal, jeg vil gætte på at de dengang udgjorde en tredjedel af elevgruppen. Det kunne betyde dannelse af klikestrukturer med indbyrdes opgør på legepladsen og efter skoletid som en yderste konsekvens. Men her var skolen af en ganske anden opfattelse: Den understregede nødvendigheden af en gensidig respekt for hinandens forskellighed, ikke noget med at pege fingre på grund af forskellig tro. Jeg husker det måske allerbedst, da fru Rik i 5. klasse gennemgik refomationen i historie. Et rigtigt ømtåleligt emne, men hun håndterede det med en forbløffende stringens og med neutralitet og saglighed som den gennemgående ledetråd. Hvert et ord blev vejet på en guldvægt, og tilløb til meningstilkendegivelser af enhver art blev stoppet i opløbet. Det var en helt enestående præstation som satte sit præg hos alle.
En del af lærerne, nemlig dem der var nonner - omtrent en tredjedel af lærerstaben - bar den klassiske nonnedragt: Sort og helt ned til gulvet, så kun ansigt og hænder var synlige, ligesom tilfældet er med den muslimske kvindedragt, der hedder hijab. Vi elever undlod naurligvis ikke at bemærke, at her var nogle mennesker, der var klædt anderledes end man normalt er, og det gav anledning til en del interessante diskussioner i frikvarteret. F.eks. om nonnerne under sløret havde hår på hovedet eller monstro var pilskaldede fordi håret var slidt af. Eller hvordan de nu klarede dagens toiletbesøg med disse lange besværlige gevandter. Gik de i det hele taget på toilettet? Men efterhånden var nonnernes påklædning noget vi egentlig ikke spekulerede særlig meget over. Jeg ved ikke, om det er barndommens oplevelse af en noget anderledes klædedragt, der har betydet at jeg senere i livet altid har været meget tolerant med hensyn til menneskers valg af beklædning, men under alle omstændigheder har jeg haft store vanskeligheder ved at forstå de seneste års ophedede tørklædedebat, og i særdeleshed finder jeg den voldsomme politiske diskussion af kvindelige muslimske dommeres hovedbeklædning helt ude af proportioner med almindelig sund fornuft.
En anden fordel ved skolens religiøsitet var, at vi meget tidligt lærte om den verden af sult og fattigdom, der fandtes udenfor vores lille beskyttede enklave. Hver gang der indtraf en hungerkatastrofe, et jordskælv, en krig eller anden form for dårligdom var skolen fremme med raslebøsserne, og så var det en god kristen pligt at medvirke til, at der kom penge i bøsserne eller ind på girokortet. I religionstimerne lærte vi også om den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King, og hans ikke-volds strategi. Det var lige på det tidspunkt, hvor bølgerne gik allerhøjest i den amerikanske borgerrettighedskamp, hvor vi næsten dagligt kunne se dramatiske scener i TV, hvor hvide sydstatsbetjente uddelte knippelsuppe til flygtende demonstranter, eller unge hvide bøller gik til angreb på biler, der forsøgte at transportere sorte elever hen til skoler, der indtil da havde været forbeholdt den herskende race. Så det var spændende og relevant undervisning, når pater Vian, på sit ubehjælpsomme dansk fortalte om Rosa Park, der nægtede at rejse sig op i bussen efter en lang dag på arbejdet, blev arresteret, og hvordan det startede den lange busboykot i sydstaterne, der endte med at afskaffe adskillelsen af racer i busserne og andre offentlige transportmidler.
Men det katolsk religiøse grundlag havde også sin pris. Først og fremmest var dagen simpelthen sovset ind i religion fra morgen til aften. Vi bad bønner om morgenen, når vi kom, inden og efter indtagelse af frokosten samt om eftermiddagen, når skoledagen sluttede. Oveni dette havde vi en time religion hver dag, samt gudstjeneste hver onsdag morgen, og for at det ikke skulle være løgn bestod musikundervisning i vidt omfang i afsyngelse af diverse kristne salmer. Hold kæft mand, hvor var det bare kedeligt, og hvor var det bare for meget! Jeg følte mig pakket ind i en stor, tung katolsk dyne, som man ikke kunne få vejret under. Efterhånden som jeg blev ældre begyndte jeg så småt at stille spørgsmålstegn ved de katolske dogmer og lærersætninger, som vi blev indoktrineret med i skolen og i kirken fra tidlig morgen til sen aften. Og hver gang jeg underkastede den katolske kirke et nyt uanmeldt kasseeftersyn voksede listen over uoverensstemmelser mellem mig og kirken. Da jeg blev 18 år, meldte jeg mig ud, og jeg har stort set ikke sat mine ben i en katolsk kirke siden da. Og jeg var ikke den enste. De fleste klassekammerater, jeg har talt med om dette spørgsmål, har enten meldt sig ud, eller ladet kirken hensygne i almindelig glemsel. Mange præster forlod ligeledes kirken, typisk når de pludselig brændte varm på en kvinde. Det mest markante tilfælde fra den lokale kirke Sct. Andreas var nok Martin Drouzy, der efter han forlod kirken skrev en fremragende biografi om filminstruktøren Louis Bunuel. Sidste gang jeg så Nartin Drouzy var i Fælledparken en 1. maj, han stod med bare tæer og halvlangt hår og skuede ud over forsamlingen. Måske tænkte han på mange års spild af tid med bønnebøger og lange latinske tekster.
Frikvarteret var skolens store sociale smeltedigel. Her mødtes man i leg, dannede venskaber og rangerede sig i klassens hierakier. Pigerne sjippede og legede med hinkeruder, medens drengene hønsede og sloges. Jeg holdt mig langt væk fra slagsmålene og klassens "farlige drenge", der yndede at yppe kiv og afgøre uoverensstemmelser, når gårdvagten var ude af syne. Jeg færdedes sammen med de "bløde drenge", der ikke drillede eller gik til korporligheder. På træbænkene under halvtaget legede vi "mase", en leg der bestod i at man satte sig en 6-7 elever på række og masede ind mod midten fra hver sin side, medens alle råbte "mase, mase". Det var morsomt at iagtage det forkomne udtryk hos den eller de elever, der befandt sig midt inde i rækken og var udsat for det største tryk. En virkelig intelligent og opfindsom jeg. Vi spillede også fodbold med ølkapsler eller tomme mælkekartoner, leg med bolde var strengt forbudt. Og så drillede vi pigerne. Det var sjovt.
Når skoleåret sluttede, tømrede skolens pedel, en gammel polsk flygtning der hed Gogorlskij, en bred trætrappe op i den ene ende af gymnastiksalen. Her blev vi så bænket til skolens store årsafslutning, hvor de henførte forældre - primært mødrene, fædrene var jo på arbejde - kunne høre de små poder afsynge sange og afsige vers. Afslutningen blev minutiøst indøvet i flere uger forinden fortrinsvis i dansktimerne hos Fru Foldtved, intet måtte kikse, når der nu var forældre til stede. Flaget var hejst i den lille skolegård og når den sidste sang var sunget og det sidste vers afsagt, drog vi ud til næsten to måneders sommerferie. Det var tider!
For mit vedkommende sluttede Sct. Joseph perioden efter 5. klasse, hvor jeg flyttede til Niels Steensens Gymnasium. Der var tale om et helt frivilligt skoleskifte, mine forældre mente, at jeg trængte til nogle nye impulser. For andre blev afslutningen på Sct. Joseph knap så frivillig. Et par stykker blev smidt ud i de efterfølgende år. En fordi skolen mente, at han havde revet en bog i itu, en anden fordi han havde forladt skolen i frikvarteret. Der skulle øjensynlig ikke meget til for at få "sparket" dengang.
Abonner på:
Opslag (Atom)