En del af mine skolelærere i de mindre klasser bar en burkalignende klædedragt. Det drejer sig såmænd om nonnerne på Sct. Joseph Søstrenes Skole, hvor jeg var elev i årene 1961 - 66. Den markante religiøse klædedragt gav dog hverken anledning til protester fra politikere eller forældre. Snarere tværtimod, søgningen var allerede dengang helt kollosal, og skolens ry var det bedste ude i den store offentlighed. Men hvad med os stakkels elever, der dag ud og dag ind var udsat for en massiv religiøs symbolik, tog vi ikke skade af denne maliciøse påvirkning? Ikke så vidt jeg ved. Vi bemærkede selvfølgelig denne anderledes måde at klæde sig på, men overvejelserne gik vel mest i retning af, hvordan de små søde nonner nu så ud i virkeligheden. Havde de mon hår på hovedet under sløret, der sad stramt rundt om ansigtet og kun lod det allermest nødvendige være synligt, eller var de pilskaldede? Skvattede de aldrig i de ankellange kjoler på vej op og ned ad skolens mange trapper. Hvordan klarede de egentlig dagens toiletbesøg, det måtte da være besværligt med de lange gevandter (gik de i det hele taget på toilettet)? Ja, vi havde mange bekymringer og overvejelser i den anledning. Om vi tog skade af lærernes mærkværdige beklædning? Næppe.
Til gengæld brød vi os ikke om den udstrakte anvendelse af korporlig og kollektiv afstraffelse eller de prøver og eksaminer i 5. klasse, som man bildte os ind ville afgøre hele vores fremtid. De fleste synes vel også at den overdrevne religionsudøvelse, der indsovsede skolens dagligliv - bønner fire gange om dagen, fem religionstimer og en gudstjeneste om ugen - var lige lidt i overkanten og som oftest temmelig kedeligt. Men konsekvensen var, at rigtig mange fik en effektiv og livsvarig vaccination mod enhver form for religion, så på den måde var de mange bønner ikke det rene spild af tid.
På Sct. Joseph oplevede vi den sorte skoles sidste krampetrækninger, og det ville - borset fra det med religionen - have været fuldstændig det samme på enhver anden skole. Lærernes ikke særlig neutrale beklædning betød i denne sammenhæng - ingenting. Derfor kan jeg ikke lade være med at grine godt og grundigt af den ophidsede tørklædedebat, der for tiden raser i medierne med en intensitet så voldsom, så man skulle tro, at det var landets frihed, der stod på spil.
10. juni 2008
21. marts 2008
Irakkrigen og toiletter
I Politiken 20. marts 2008 redegør Joseph Stiglitz, der er økonomiprofessor på Columbia University og nobelprismodtager, for irakkrigens økonomiske omkostninger. I USA alene udgør de samlede udgifter til krigen 14.500 miliarder kr., et fuldstændigt svimlende beløb. Stiglitz medregner ikke kun de direkte udgifter til krigsførelsen, men også de inddirekte omkostninger, såsom hospitalsbehandlinger af sårede og erstatninger til fysisk og mentalt invaliderede soldater. Eksempelvis har 52.000 tilbagevendte soldater allerede fået stillet diagnosen posttraumatisk stresssyndrom, og de er således berettiget til erstatning. Udgifterne hertil indgår ikke i de officielle krigsstatistikker, men er med regnet i Stiglitz' opgørelse.
I samme nummer af Politiken fortæller Anders Dalsgaard og Flemming Konradsen, der er professorer ved henholdsvis Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, at manglende adgang til ordentlige toilletforhold og rent drikkevand er årsagen til, at 1,35 millioner børn under 5 år hvert år dør af diarré. Hver dag dør der altså 3.700 små børn som følge af manglende adgang til ordentlige sanitære forhold, det er flere mennesker end der tilsamen døde under terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001.
Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, om de mange penge, der hidtil er brændt af på irakkrigen, kunne have været anvendt bedre til andre formål, f.eks. til at skaffe tidssvarende sanitære installationer til de 1,5 mia. mennesker i den fattige verden, der ikke har adgang hertil. Ja, blot en brøkdel af de astronomiske udgifter til krigsførelsen i Irak kunne have sikret overlevelse til tusindvis af mindre børn og et bedre mere komfortabelt liv for millioner af mennesker.
I Afrika dør der hvert år 5 - 6 millioner mennesker af banale infektionssygdomme, der kan behandles og forebygges for nogle få kroner om dagen. Her ville blot en beskeden andel af de exorbitante udgifter til irakkrigen have gjort underværker og sikret en bedre tilværelse for mange hundrede millioner mennesker. Og så er der selvfølgelig AIDS epidemien, der udover de menneskelige og sociale omkostninger, er en stærkt medvirkende årsag til, at udviklingen ikke kan komme rigtig i gang i mange afrikanske lande, her ville "blot" 100 mia. kr. af den 14.500 mia. kr. dyre irakkrig have gjort en kæmpe forskel.
I stedet for disse stensikre "vinderprojekter" har man valgt at satse en bondegård på et tvivlsomt demokratiprojekt i et land med 28 millioner mennesker. Politik er at prioritere, og i denne sag må det være åbenlyst for enhver, at man har prioriteret forkert.
Mxller
I samme nummer af Politiken fortæller Anders Dalsgaard og Flemming Konradsen, der er professorer ved henholdsvis Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, at manglende adgang til ordentlige toilletforhold og rent drikkevand er årsagen til, at 1,35 millioner børn under 5 år hvert år dør af diarré. Hver dag dør der altså 3.700 små børn som følge af manglende adgang til ordentlige sanitære forhold, det er flere mennesker end der tilsamen døde under terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001.
Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, om de mange penge, der hidtil er brændt af på irakkrigen, kunne have været anvendt bedre til andre formål, f.eks. til at skaffe tidssvarende sanitære installationer til de 1,5 mia. mennesker i den fattige verden, der ikke har adgang hertil. Ja, blot en brøkdel af de astronomiske udgifter til krigsførelsen i Irak kunne have sikret overlevelse til tusindvis af mindre børn og et bedre mere komfortabelt liv for millioner af mennesker.
I Afrika dør der hvert år 5 - 6 millioner mennesker af banale infektionssygdomme, der kan behandles og forebygges for nogle få kroner om dagen. Her ville blot en beskeden andel af de exorbitante udgifter til irakkrigen have gjort underværker og sikret en bedre tilværelse for mange hundrede millioner mennesker. Og så er der selvfølgelig AIDS epidemien, der udover de menneskelige og sociale omkostninger, er en stærkt medvirkende årsag til, at udviklingen ikke kan komme rigtig i gang i mange afrikanske lande, her ville "blot" 100 mia. kr. af den 14.500 mia. kr. dyre irakkrig have gjort en kæmpe forskel.
I stedet for disse stensikre "vinderprojekter" har man valgt at satse en bondegård på et tvivlsomt demokratiprojekt i et land med 28 millioner mennesker. Politik er at prioritere, og i denne sag må det være åbenlyst for enhver, at man har prioriteret forkert.
Mxller
13. marts 2008
Muhammed sag i Gentofte
Gentofte Kommune har fået sin egen Muhammed krise. Den handler om en brandmand, der benyttede sin grundlovssikrede ytringsfrihed til at kritisere et nyt kommunikationsudstyr, der er anskaffet for et millionbeløb af det kommunale brandvæsen. Et system der er så ringe, at det indtil videre har kostet to mennesker livet. Den slags kritiske ytringer bryder det konservative flertal i Gentofte sig ikke om, og brandmanden har derfor fået sin afsked. Samtidig barsler borgmesterens konservative partifælle, kulturminister Brian Mikkelsen, med en stort anlagt demokratikanon. Mon ikke man skulle sende et eksemplar til Gentoftes borgmester, det ser ud til, at han har meget at lære om ytringsfrihed og demokrati.
25. januar 2008
X-factor
Hver fredag aften kan man i disse uger fornøje sig med et udsøgt program, der sendes på DR, vor fordums stolte public service kanal. Programmet hedder X-factor og består fortrinsvis i en konkurrence mellem tre musikalske smagsdommere om, hvem der kan udvise den mest fornærmende, krænkende og intimiderende adfærd overfor de indlysende sangtalenter, der formaster sig indenfor DR-byens utætte vægge. Lige nu fører den mindst hårfagre af smagsdommerne denne indbyrdes konkurrence, endog ganske komfortabelt. Det har næppe været billigt at stille hele det kæmpe apparat på benene, der skal til for at afvikle en så smagfuld forestilling, men DR har trods skrantende økonomi fundet midler hertil, så folket kan fornøje sig med unge uprøvede sangstemmer og det elskværdige dommerpanel. Men pengepungen var åbenbart tom, da man nåede frem til P1, for her lukkede redaktionen ikke mindre end fire fremragende debat- og analyseprogrammer ved årsskiftet. Ganske vist var omkostningerne til disse programmer formentlig en brøkdel af de uhyrlige summer, der i stedet postes i X-factor, men udtrykker vel en sund prioritering, for hvem gider høre på langsommelige udenrigspolitiske analyser, når man i stedet kan nyde lektor Blomme's kulturelle reinkarnation uddele ris og spanskrør til forfjamskede teenagepiger.
30. december 2007
Kulturministerens hævn
Ved indgangen til 2008 kommer vi for alvor til at mærke resultatet af besparelserne i DR. Således stopper ikke mindre end tre populære programmer i P1, nemlig "Ugen på spidsen", "Kaffeklubben" og "Esmanns verden". Det drejer sig om tre alsidige politiske debat-, analyse- og interviewprogrammer, der favner bredt, formår at gå i dybden og er kendetegnet ved en ypperlig kvalitet. Hvis man spørger programværterne kan (eller vil) de ikke svare på, hvorfor programmerne stopper, og henvendelser til DR's ledelse besvares med intetsigende standardskrivelser. Ét program får dog lov til at fortsætte, nemlig "Krause på tværs", der bestyres af den tidligere informationschef for Det Konservative Folkeparti, Niels Krause-Kjær, desværre en udsendelse med ensidige, nykonservative tendenser. Meget tyder således på, at kulturministerens hævntogt mod DR lykkes udover al forventning
27. oktober 2007
Fogh er en bangebuks
Ifølge Nyhedsavisen afviser Fogh at deltage i en duel for åbent tæppe med 600 tilskuere fra VU og DSU. TV2, der er arrangør af duellen, har så foreslået at flytte arrangementet til Kvægtorvet i Odense, og lade det foregå foran kun 150 tilskuere. Det er ligeledes blevet afvist. Så nu bliver der i stedet en ren TV duel med nul tilskuere. Henrik Qvortrup, der tidligere har arbejdet for Fogh, udtaler i den anledning, ifølge Nyhedsavisen: "Han frygter Helle Thornings evner som kommunikator og formidler. Og de evner kommer om noget til udfoldelse foran mange tilskuere".
Fogh er en rigtig bangebuks: Han sender gladeligt danske soldater afsted på farlige missioner i Irak og Afghanistan, men han tør ikke møde oppositionen og stå til regnskab for sin politik foran et større publikum. Hvor er det dog ynkeligt.
Fogh er en rigtig bangebuks: Han sender gladeligt danske soldater afsted på farlige missioner i Irak og Afghanistan, men han tør ikke møde oppositionen og stå til regnskab for sin politik foran et større publikum. Hvor er det dog ynkeligt.
15. oktober 2007
CF korpset 1977/78
Den 1. november 1977 startede jeg som værnepligtig ved CF-korpsets (i dag omdøbt til Beredskabskorpset) kaserne i Hillerød. Jeg havde efter en del overvejelser valgt CF, da tjenestetiden var den korteste (8 måneder mod 9 i "cirkus milli" og 11 som nægter), lønnen var bedre end nægternes, og risikoen for genindkaldelse betydelig mindre end i militæret. Iskoldt og udspekuleret vil nogle sige, medens andre vilde kalde det et pragmatisk valg.
Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.
Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.
En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.
Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:
Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.
En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.
Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.
Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.
De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.
Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.
Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.
Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.
Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.
En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.
Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:
Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.
En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.
Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.
Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.
De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.
Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.
Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.
Abonner på:
Opslag (Atom)