Karen Jespersen

Der er nogen, der ser med en blanding af forbløffelse og forargelse på Karen Jespersens voldsomme politiske skifte fra VS i 70'erne og begyndelsen af 80'erne til partiet Venstre anno 2007, med SF og Socialdemokraterne som mellemstationer undervejs. Andre ser mere afslappet på Karen Jespersens drastiske politiske kursændringer, men har måske lidt svært ved at føle den helt store tillid til hende, for hvad bliver mon det næste: Dansk Folkeparti eller måske hendes helt eget politiske parti?

I virkeligheden er der mange, der ikke burde føle den helt store foragelse over Jespersens politiske karruseltur, for et af Venstres mest loyale vælgersegmenter er såmænd nogle af de gamle veteraner fra det nu længst hedengangne ungdomsoprør. De var fast inventar ved demonstrationerne foran den amerikanske ambassade, deltog i besættelserne af Københavns Universitet, hyldede marxismens historieopfattelse, solidariserede sig med den tredje verdens fattige befolkninger, fordømte EF som de riges klub, deltog i fredsbevægelsernes demonstrationer mod atomoprustningen og stemte naturligvis langt til venstre for Socialdemokratiet. Men alting har en ende, og efterhånden som de gode uddannelser er omsat til spændende jobs og flotte karrierer, har ungdommens ideologiske udskejelser forlængst fortonet sig i det fjerne og er afløst af holdninger, der bedre kan bruges til at beskytte de pæne indkomster og høje friværdier, der for længst har afløst svundne tiders magre SU-økonomi. Hvad denne udvikling angår står Karen Jespersen på ingen måde alene, hun er blot en blandt mange.

Det der til gengæld adskiller Karen Jespersen fra de fleste afdankede ungdomsoprørere, er hendes påfaldende fanatisme. Den kender vi allerede fra VS tiden, hvor hun var blandt de mest yderliggående og eksempelvis flirtede med terrororganisationen RAF. Heller ikke dengang var tolerance og sameksistens værdier som Jespersen tillagde den store betydning, enten var man med hende, eller også var man imod. Og selvom den politiske farve er forandret fra blodrød til kongeblå, ja så er fanatismen fuldstændig den samme, som dengang Jespersen svovlede over mandschauvinisterne og bekæmpede kapitalens håndlangere. Nu er klasseforræderen blot erstattet med den muslimske indvandrer, og den grusomme kapitalist med den unge tåbelige islamist. Vreden, fordømmelsen, de brændende øjne og stemmen der skælver af indestængt selvretfærdighed er præcis den samme som altid, og distancen til tolerancen og den fredelige sameksistens ligeså stor, som dengang Jespersen marcherede under de røde faner. Her er intet nyt under solen. Men hvad siger mon "højskolevenstre" til dette nye spændende politiske bekendtskab?

Fodnote politikken

I takt med stigende indkomster og friværdi har de fleste af dem, der tilhørte det flertal i befolkningen, der ikke ønskede Danmarks medvirken til oprustningen af Europa med Pershing II og krydser misiler, udvist en stadig voksende glemsomhed overfor de synspunkter, de engang vedkendte sig. Vi er dog nogen, der stadig synes at 80'ernes voldsomme atomoprustning i Europa var en meget dårlig ide. Det gælder både den forbryderiske og helt uprovokerede sovjetrussiske udbygning med flytbare SS-20 misiler, men også den planlagte og delvist gennemførte atomudbygning i Vesteuropa.

Da oprustningen med mellemdistanceraketter blev besluttet besad de militære forsvar et samlet atomarsenal, der gjorde det muligt at udrydde hele verdens befolkning mere end 100 gange. Alene derfor var en fortsættelse af oprustningen helt tåbelig og f.eks. fuldstændig urimelig overfor de mange sultende og fattige mennesker i den 3. verden.

Fodnotepolitikken var måske ikke den mest elegante politiske manøvre, der er set i det danske Folketing, men den blev støttet af et befolkningsflertal ved det ene valg efter det andet. Og de fleste af os der støttede denne politik genneskuede uden problemer kommunisternes latterlige propaganda og kluntede forsøg på at fremme egne politiske mål.

I dag skal vi - det daværende befolkningsflertal - så hænges ud som landsforrædere og nyttige idioter. Idioter var vi bestemt ikke, men man kan med rette overveje, hvem der er "nyttige idioter" i dag: Det Folketing, der ukritisk og med en følgagtighed af DKP-agtige dimensioner, sender danske soldater afsted til en håbløs krig i Irak, eller dem der atter tænker før de handler og finder Danmarks deltagelse i dette på forhånd mislykkede krigsprojekt udtryk for et helt enestående politisk diletanteri? Tænk selv.

Jan Mxller

EuroPark

Til partiernes retsordførere.

Jeg ønsker at henlede partiernes retsordførere på den nærmest wild west agtige tilstand, der hersker omkring tildeling af såkaldte kontrolafgifter (læs bøder) hos visse private parkeringsselskaber.

Lad mig give et par eksempler: Her i lokalområdet (Gentofte) er der en voldsom utilfredshed med selskabet EuroParks fremfærd. Det skyldes, at selskabet udfører en meget dårlig skiltning af de parkeringsregler, der er gældende på selskabets områder. Man skal således ind på en afstand af mindre end 2 meter, for at læse skiltene med reglerne, og man kan som ny bruger sagtens køre ind på et parkeringsområde, uden at opdage at der er tale om et privat areal med særlige regler.

Vi oplever også, at parkeringsbåsene kan være så små, at det ikke er muligt at parkere en normal bil indenfor båsens område, og resultatet er en kontrolafgift. I visse tilfælde har selskabet nedlagt parkeringsbåse, men ikke fjernet afstribningen ordentligt. EuroPark har fornylig indført 2-timers parkering, der er gældende hele døgnet rundt, og det er til stor gene for gæsterne i lokalbiografen Gentofte Kino, der i aftenmørket slet ikke har nogen chance for at opdage tidsrestriktionen, og derfor kommer tilbage til en kontrolafgift. Meget smagfuldt lader selskabet en parkeringsvagt lægge vejen forbi, når aftenforestillingerne er ved at være slut, og der er stensikkert gevinst hver gang.

Klager til selskabet besvares med afvisende standardskrivelser, det er ikke muligt at komme igennem til selskabets telefoner, og hvis man ikke betaler indenfor tidsfristen, sendes sagen automatisk videre til inkasso hos selskabets advokatfirma, der meget passende har samme postadresse som EuroPark.

Man kan så vælge at lade sagen gå i retten, men her er EuroParks advokater flinke til at oplyse "brugerne" om, at man så risikerer en betaling på 7-8.000 kr.(+ evt. egne advokatomkostninger), hvis man taber sagen. Bortset fra de allermest velbeslåede eller mennesker med en meget stærk retfærdighedssans, vil de fleste vælge at betale og evt. sende et læserbrev til lokalavisen (dem er der en sand syndflod af lige for tiden).

Jeg skal på denne baggrund anmode retsordførerne om at overveje følgende forslag:

For at drive private (og offentlige) parkeringsselskaber skal følgende betingelser være gældende:

Der skal være en klar og tydelig skiltning af reglerne, der kan læses på mindst 10 meters afstand
Parkeringsbåsene skal være ordentligt afstribede, såldes at man tydeligt kan se, hvor man må parkere, og hvor man ikke må.
Selskabet skal være tilsuttet et uvildigt ankenævn for parkeringsafgifter, hvor de borgere, der er blevet tildelt en afgift, har mulighed for at klage for et ankegebyr på 5 - 700 kr.

I den aktuelle situation inviterer EuroPark (og andre private parkeringsselskaber) sagesløse borgere til at bryde selskabets egne parkeringsregler og efterfølgende tryner man brugerne med ubehagelige advokatbreve og trusler om endnu større "dummebøder", hvis man ikke makker ret. Det kan ikke være rigtigt, at tingene skal fungere på den måde i et retssamfund, det støder ganske enkelt min retsfølelse.

Jeg håber at retsordførerne vil se velvilligt på mit forslag, og jeg står naturligvis til disposition, hvis I har spørgsmål eller kommentarer.

Jan Mxller