I takt med stigende indkomster og friværdi har de fleste af dem, der tilhørte det flertal i befolkningen, der ikke ønskede Danmarks medvirken til oprustningen af Europa med Pershing II og krydser misiler, udvist en stadig voksende glemsomhed overfor de synspunkter, de engang vedkendte sig. Vi er dog nogen, der stadig synes at 80'ernes voldsomme atomoprustning i Europa var en meget dårlig ide. Det gælder både den forbryderiske og helt uprovokerede sovjetrussiske udbygning med flytbare SS-20 misiler, men også den planlagte og delvist gennemførte atomudbygning i Vesteuropa.
Da oprustningen med mellemdistanceraketter blev besluttet besad de militære forsvar et samlet atomarsenal, der gjorde det muligt at udrydde hele verdens befolkning mere end 100 gange. Alene derfor var en fortsættelse af oprustningen helt tåbelig og f.eks. fuldstændig urimelig overfor de mange sultende og fattige mennesker i den 3. verden.
Fodnotepolitikken var måske ikke den mest elegante politiske manøvre, der er set i det danske Folketing, men den blev støttet af et befolkningsflertal ved det ene valg efter det andet. Og de fleste af os der støttede denne politik genneskuede uden problemer kommunisternes latterlige propaganda og kluntede forsøg på at fremme egne politiske mål.
I dag skal vi - det daværende befolkningsflertal - så hænges ud som landsforrædere og nyttige idioter. Idioter var vi bestemt ikke, men man kan med rette overveje, hvem der er "nyttige idioter" i dag: Det Folketing, der ukritisk og med en følgagtighed af DKP-agtige dimensioner, sender danske soldater afsted til en håbløs krig i Irak, eller dem der atter tænker før de handler og finder Danmarks deltagelse i dette på forhånd mislykkede krigsprojekt udtryk for et helt enestående politisk diletanteri? Tænk selv.
Jan Mxller
Ingen kommentarer:
Send en kommentar