Mere om viceadmiral Henri Wenck

Tak for kommentarerne til mit svarindlæg (se http://pub50.bravenet.com/forum/4287808284/show/598677). Her mine svarkommentarer:

Lad os se på kendsgerningerne omkring Henri Wenck’s afsked fra søværnet:

D. 30. marts 1932 oplyste forsvarsministeren i en samtale med Wenck, at han havde indstillet Wenck til afsked (se ref.1 side 147). Den næste dag kl. 11.30 dag fik Wenck overrakt en skrivelse fra marineministeriet, der officielt meddelte den varslede afsked (se ref. 1 side151). Med andre ord må viceadmiralen med meget kort varsel rydde skrivebordet og forlade kontoret.

I samtaler med forsvarsministeren både før og efter afskeden anmoder Wenck om at få bevilget tjenestefrihed frem til den endelige afsked som tjenestemand ved udgangen af juni måned. Denne anmodning kan ministeren imidlertid ikke imødekomme, da man har planlagt at sende Wenck til en afrustningskonference i Geneve (se ref. 1 side 147-148). Wenck anmoder så om i det mindste at få lov til at udføre de sidste tre måneders tjeneste i København, men det kan heller ikke lade sig gøre. Endelig beder Wenck om fortsat at referere direkte til forsvarsministeren, men får at vide, at han er forflyttet til udenrigsministeriet (se ref. 1. side 153).

Med andre ord bliver Wenck afskediget fra sin stilling som flådeinspektør med ultrakort varsel, han bliver kylet ud af sin tjenestebolig 12 dage senere, han sendes – mod sin vilje – til Langbortistan, og som lidt ekstra salt på såret, forflyttes han fra forsvars- til udenrigsministeriet. Hvis ikke det er en fyring, så ved jeg altså ikke hvad en fyring er? Det ville da også forekomme fuldstændig tåbeligt at ansætte Wenck som flådeinspektør d. 1. december, for dernæst at afskedige ham igen 4 måneder senere, hvis det var et led i en velovervejet og velplanlagt omstrukturering, han selv var en del af, som nogen forsøger at bortforklare hændelsesforløbet med.

Det er mit gæt, at regeringen ansatte Wenck som flådechef for at benytte hans popularitet hos flådens officerer til at få omstruktureringerne og nedskæringerne til at ”glide lettere ned”. Da Wenck så nægtede at ”levere varen” var der ikke anden mulighed end at ”vippe ham af pinden”. Nu var hans popularitet ikke længere en fordel, men et problem, der kunne udvikle sig, hvis han fortsat fik lov til at lave ballade på hjemmefronten. Det problem løste man så ved at sende ham til Geneve.

I stedet ansatte man Rechnitzer, der fra start af havde tilkendegivet – om end modvilligt – at han gerne ville medvirke til regeringens og rigsdagens flådeprojekt. Wenck forstod øjensynlig slet ikke spillereglerne i et ”demokratisk bureaukrati”, det gjorde Rechnitzer derimod. Samtidig besad han den fornødne kynisme, derfor vandt Rechnitzer og Wenck tabte. Endelig udviste Wenck en fuldstændig mangel på forståelse for den samfundsøkonomiske nødvendighed af besparelserne i flåden.

Angående militærkup, håber jeg ikke at mine indlæg antyder, at der var en overhængende fare for en militær magtovertagelse i Danmark. Bo Lidegaard har i sin bog om dansk udenrigspolitik i 1932 - 45 analyseret risikoen for militærkup i Danmark, og når, så vidt jeg erindrer, frem til, at risikoen var forholdsvis beskeden. Det er naturligvis nemt at se i dag, men det var anderledes vanskeligt for politikerne, at overskue situationen medens de befandt sig midt i den. Og det er en kendsgerning at politikere både hos De Radikale og Socialdemokratiet i perioder – helt ubegrundet heldigvis – frygtede et militærkup. Det var formentlig også en af grundene til, at man sendte Wenck ”i eksil” umiddelbart efter hans afsked: Den mindste risiko for ”utilsigtede hændelser” skulle elimineres.

Jan Møller

Ref. 1: Hans Chr. Bjerg: Lex Rechnitzer

Viceadmiral Henri Wenck

Der hersker den udbredte og sejlivede myte, at viceadmiral Henri Wenck frivilligt valgte at forlade sin stilling som flådeinspektør i 1932 i protest mod de nedskæringer af flåden, den danske rigsdag havde vedtaget kort forinden. Det gjorde Henri Wenck imidlertid ikke, han blev ganske enkelt fyret, fordi han nægtede at medvirke til gennemførelse af nedskæringerne. Havde han valgt at gøre, som myten foreskriver, og forladt sin stilling i protest, havde det vel været i orden, eller havde han efterlevet rigsdagens beslutning, kunne man ikke sætte en finger på hans handlinger. I stedet fremstår han nu, som en illoyal embedsmand, og den slags fortjener næppe at beklæde en af landets høje administrative poster. Wenck’s exit var hverken særlig ærefuld eller begavet, det indså selv hans allerøverste chef, Christian d. 10., der vel næppe kan beskyldes for at være blandt de mest begavede monarker, der har resideret i Danmark.

I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.

Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.

Splid i regeringen?

Hvad mener regeringen egentlig om Tyrkiets medlemskab af EU? Jeg kan komme lidt i tvivl. Indtil for nylig opfattede regeringen Tyrkiet som et kandidatland med mulighed for medlemskab, ved opfyldelse af en række betingelser. Men sidenhen er Karen Jespersen trådt ind i regeringen, og hun er mig bekendt indædt modstander af et Tyrkisk medlemskab. En væsentlig årsag til, at hun for nylig forlod Socialdemokraterne, var netop, at hun ikke magtede at overbevise partiet om sit synspunkt på dette område. Så hvad mener regeringen egentlig i dag, og hvad mener mon Karen Jespersen? Og er der splid i regeringen i dette spørgsmål?