Der hersker den udbredte og sejlivede myte, at viceadmiral Henri Wenck frivilligt valgte at forlade sin stilling som flådeinspektør i 1932 i protest mod de nedskæringer af flåden, den danske rigsdag havde vedtaget kort forinden. Det gjorde Henri Wenck imidlertid ikke, han blev ganske enkelt fyret, fordi han nægtede at medvirke til gennemførelse af nedskæringerne. Havde han valgt at gøre, som myten foreskriver, og forladt sin stilling i protest, havde det vel været i orden, eller havde han efterlevet rigsdagens beslutning, kunne man ikke sætte en finger på hans handlinger. I stedet fremstår han nu, som en illoyal embedsmand, og den slags fortjener næppe at beklæde en af landets høje administrative poster. Wenck’s exit var hverken særlig ærefuld eller begavet, det indså selv hans allerøverste chef, Christian d. 10., der vel næppe kan beskyldes for at være blandt de mest begavede monarker, der har resideret i Danmark.
I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.
Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar