Ifølge Nyhedsavisen afviser Fogh at deltage i en duel for åbent tæppe med 600 tilskuere fra VU og DSU. TV2, der er arrangør af duellen, har så foreslået at flytte arrangementet til Kvægtorvet i Odense, og lade det foregå foran kun 150 tilskuere. Det er ligeledes blevet afvist. Så nu bliver der i stedet en ren TV duel med nul tilskuere. Henrik Qvortrup, der tidligere har arbejdet for Fogh, udtaler i den anledning, ifølge Nyhedsavisen: "Han frygter Helle Thornings evner som kommunikator og formidler. Og de evner kommer om noget til udfoldelse foran mange tilskuere".
Fogh er en rigtig bangebuks: Han sender gladeligt danske soldater afsted på farlige missioner i Irak og Afghanistan, men han tør ikke møde oppositionen og stå til regnskab for sin politik foran et større publikum. Hvor er det dog ynkeligt.
27. oktober 2007
15. oktober 2007
CF korpset 1977/78
Den 1. november 1977 startede jeg som værnepligtig ved CF-korpsets (i dag omdøbt til Beredskabskorpset) kaserne i Hillerød. Jeg havde efter en del overvejelser valgt CF, da tjenestetiden var den korteste (8 måneder mod 9 i "cirkus milli" og 11 som nægter), lønnen var bedre end nægternes, og risikoen for genindkaldelse betydelig mindre end i militæret. Iskoldt og udspekuleret vil nogle sige, medens andre vilde kalde det et pragmatisk valg.
Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.
Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.
En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.
Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:
Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.
En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.
Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.
Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.
De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.
Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.
Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.
Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.
Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.
En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.
Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:
Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.
En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.
Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.
Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.
De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.
Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.
Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.
12. oktober 2007
Venstre og besættelsen
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har kritiseret samarbejdspolitiken i Danmark under besættelsen. Kritikken retter sig tydeligvis mod Socialdemokratiet og De Radikale, og handler ikke kun om selve samarbejdspolitikken, men også om at landet "blev taget på sengen" d. 9. april, hvor de tyske tropper nærmest spadserede ind over grænsen, og uden tab eller nævneværdige kamphandlinger, besatte Danmark.
Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.
Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.
Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.
Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.
Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.
Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.
Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.
Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.
Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.
Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.
Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.
Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.
Abonner på:
Opslag (Atom)