Venstre og besættelsen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har kritiseret samarbejdspolitiken i Danmark under besættelsen. Kritikken retter sig tydeligvis mod Socialdemokratiet og De Radikale, og handler ikke kun om selve samarbejdspolitikken, men også om at landet "blev taget på sengen" d. 9. april, hvor de tyske tropper nærmest spadserede ind over grænsen, og uden tab eller nævneværdige kamphandlinger, besatte Danmark.

Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.

Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.

Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.

Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.

Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.

Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.