Metroselskabets behandling af støjplagede naboer

Metroselskabet har givet de støjplagede naboer til metrobyggeriet en ualmindelig hensynløs behandling. Selskabet udnytter det faktum at beboerne ved byggeriets iværksættelse ikke stod særlig godt organiseret, samt at de fleste beboere er pæne mennesker, der ikke gider spektakulære eller ligefrem udenomparlamentariske metoder for at tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed. Beboernes muligheder for at reagere mod den grove forstyrrelse af privatlivets fred, som de udsættes for af selskabet, har hele vejen igennem byggeriet været begrænset, og først nu lader det til, at naboerne går sammen og danner en fælles forening, der kan gå i clinch med det magtfulde selskab og dets politiske håndlangere.

I begyndelsen reagerede metroselskabet med tavshed og ligegyldighed, når beboerne klagede deres nød, og medierne gav spalteplads og tv tid til at redegøre om sagen. Problemet skulle ties ihjel. Da det ikke længere var muligt, fordi interessen blev for stor og skriveriet for omfattende forsøgte selskabet at bagatellisere sagen: Det støjede da ikke særlig meget på byggepladserne, og de højtråbende naboer var i øvrigt de sædvanlige besværlige og utilfredse kværulanter, der forstyrrede almenvellets interesse. Pudsigt nok viste selskabets officielle støjmålinger hele tiden et lavere decibel tal end beboernes egne målinger. Selskabet fandt heller ikke nogen grund til at udbetale erstatning som kompensation for måneders og års støjsvineri i dag- og aftentimerne. Jo, måske i helt særlige tilfælde kunne der falde et par håndører, men langt hovedparten måtte bare finde sig i larm, støj, svineri og bygningsbeskadigelser uden at det ville give anledning til nogen form for kompensation.

Til sidst måtte man dog finde pengepungen frem: Da tidsplanen, som det ofte sker ved offentlige projekter, tegnede til at blive væsentligt overskredet og det derfor blev nødvendigt at bygge i nattetimerne, så var der ikke længere nogen vej udenom at tilkende de støjplagede naboer en eller anden omend nærmest symbolsk erstatning. Men metroselskabet fortsætter sin kreative støjbogføring: Nu har man pludselig opfundet en helt ny og smart metode til at beregne den støj, der skal danne grundlag for erstatningsbeløbets størrelse. I stedet for at registrere den største støjpåvirkning, som man normalt gør i den slags sager, beregner man nu i stedet den gennemsnitlige støj pr. time. Man behøver næppe at være at være søvnspecialist for at forstå, at det der vækker en støjplaget beboer om natten ikke er gennemsnitsstøjen i en time, men de største støjforekomster om natten. Og man behøver heller ikke at være professor i matematik for at forstå, at den gennemsnitlige decibelværdi over en time normalt vil være betydelig mindre end den største værdi igennem en time. Således forsøger metroselskabet at nedbringe erstatningsbeløbet til beboerne. Ualmindelig udspekuleret selv for den kreative bogholder.

Er den hensynsløse behandling af nogle tusinde sagesløse beboere udtryk for de normer og værdier, vi bør vedkende os som borgere i et moderne humanistisk demokrati, hvor beskyttelse af privatlivets fred og et værn om den enkelte borgers liv og velfærd bør være helt centrale elementer. Ikke efter min mening. Men øjensynlig efter både metroselskabets og det store flertal af politikeres opfattelse. Sidstnævnte har i hvert fald reageret med larmende tavshed (lige nu er de sikkert på ferie). Hvis det beskrevne hændelsesforløb var forekommet i et forgangent kommunistisk diktatur eller tilbagestående udviklingsland, så havde jeg kunnet forstå det, men at den slags sker i Danmark anno 2013, virker for mig nærmest som en surrealistisk teaterforestilling.

I en anden og bedre verden ville forløbet have været helt anderledes. Metroselskabet ville i god tid have kontaktet de borgere, man måtte forvente ville blive berørt af byggeriet. Selskabet ville have tilbudt at etablere og bekoste fyldestgørende støjdæmpende foranstaltninger i hver enkelt lejlighed, samt selvfølgelig en efterfølgende demontering af støjdæmpningen ved byggeriets afslutning. For de beboere, hvor det ikke ville være muligt at etablere en ordentlig støjdæmpning ville selskabet naturligvis tilbyde genhusning igennem hele byggeperioden på metroselskabets regning. Det ville selvfølgelig koste flere penge end de 100 millioner kr., som selskabet ser ud til at slippe med i erstatning, og det ville have været mere besværligt. Men det koster at opføre sig ordentligt.

Nej, jeg bor ikke ved metrobyggeriet, og jeg har heller ikke famile eller venner der gør.