Splid i regeringen?

Hvad mener regeringen egentlig om Tyrkiets medlemskab af EU? Jeg kan komme lidt i tvivl. Indtil for nylig opfattede regeringen Tyrkiet som et kandidatland med mulighed for medlemskab, ved opfyldelse af en række betingelser. Men sidenhen er Karen Jespersen trådt ind i regeringen, og hun er mig bekendt indædt modstander af et Tyrkisk medlemskab. En væsentlig årsag til, at hun for nylig forlod Socialdemokraterne, var netop, at hun ikke magtede at overbevise partiet om sit synspunkt på dette område. Så hvad mener regeringen egentlig i dag, og hvad mener mon Karen Jespersen? Og er der splid i regeringen i dette spørgsmål?

Karen Jespersen

Der er nogen, der ser med en blanding af forbløffelse og forargelse på Karen Jespersens voldsomme politiske skifte fra VS i 70'erne og begyndelsen af 80'erne til partiet Venstre anno 2007, med SF og Socialdemokraterne som mellemstationer undervejs. Andre ser mere afslappet på Karen Jespersens drastiske politiske kursændringer, men har måske lidt svært ved at føle den helt store tillid til hende, for hvad bliver mon det næste: Dansk Folkeparti eller måske hendes helt eget politiske parti?

I virkeligheden er der mange, der ikke burde føle den helt store foragelse over Jespersens politiske karruseltur, for et af Venstres mest loyale vælgersegmenter er såmænd nogle af de gamle veteraner fra det nu længst hedengangne ungdomsoprør. De var fast inventar ved demonstrationerne foran den amerikanske ambassade, deltog i besættelserne af Københavns Universitet, hyldede marxismens historieopfattelse, solidariserede sig med den tredje verdens fattige befolkninger, fordømte EF som de riges klub, deltog i fredsbevægelsernes demonstrationer mod atomoprustningen og stemte naturligvis langt til venstre for Socialdemokratiet. Men alting har en ende, og efterhånden som de gode uddannelser er omsat til spændende jobs og flotte karrierer, har ungdommens ideologiske udskejelser forlængst fortonet sig i det fjerne og er afløst af holdninger, der bedre kan bruges til at beskytte de pæne indkomster og høje friværdier, der for længst har afløst svundne tiders magre SU-økonomi. Hvad denne udvikling angår står Karen Jespersen på ingen måde alene, hun er blot en blandt mange.

Det der til gengæld adskiller Karen Jespersen fra de fleste afdankede ungdomsoprørere, er hendes påfaldende fanatisme. Den kender vi allerede fra VS tiden, hvor hun var blandt de mest yderliggående og eksempelvis flirtede med terrororganisationen RAF. Heller ikke dengang var tolerance og sameksistens værdier som Jespersen tillagde den store betydning, enten var man med hende, eller også var man imod. Og selvom den politiske farve er forandret fra blodrød til kongeblå, ja så er fanatismen fuldstændig den samme, som dengang Jespersen svovlede over mandschauvinisterne og bekæmpede kapitalens håndlangere. Nu er klasseforræderen blot erstattet med den muslimske indvandrer, og den grusomme kapitalist med den unge tåbelige islamist. Vreden, fordømmelsen, de brændende øjne og stemmen der skælver af indestængt selvretfærdighed er præcis den samme som altid, og distancen til tolerancen og den fredelige sameksistens ligeså stor, som dengang Jespersen marcherede under de røde faner. Her er intet nyt under solen. Men hvad siger mon "højskolevenstre" til dette nye spændende politiske bekendtskab?