CF korpset 1977/78

Den 1. november 1977 startede jeg som værnepligtig ved CF-korpsets (i dag omdøbt til Beredskabskorpset) kaserne i Hillerød. Jeg havde efter en del overvejelser valgt CF, da tjenestetiden var den korteste (8 måneder mod 9 i "cirkus milli" og 11 som nægter), lønnen var bedre end nægternes, og risikoen for genindkaldelse betydelig mindre end i militæret. Iskoldt og udspekuleret vil nogle sige, medens andre vilde kalde det et pragmatisk valg.

Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.

Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.

En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.

Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:

Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.

En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.

Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.

Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.

De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.

Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.

Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.

Venstre og besættelsen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har kritiseret samarbejdspolitiken i Danmark under besættelsen. Kritikken retter sig tydeligvis mod Socialdemokratiet og De Radikale, og handler ikke kun om selve samarbejdspolitikken, men også om at landet "blev taget på sengen" d. 9. april, hvor de tyske tropper nærmest spadserede ind over grænsen, og uden tab eller nævneværdige kamphandlinger, besatte Danmark.

Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.

Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.

Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.

Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.

Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.

Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.

Mere om viceadmiral Henri Wenck

Tak for kommentarerne til mit svarindlæg (se http://pub50.bravenet.com/forum/4287808284/show/598677). Her mine svarkommentarer:

Lad os se på kendsgerningerne omkring Henri Wenck’s afsked fra søværnet:

D. 30. marts 1932 oplyste forsvarsministeren i en samtale med Wenck, at han havde indstillet Wenck til afsked (se ref.1 side 147). Den næste dag kl. 11.30 dag fik Wenck overrakt en skrivelse fra marineministeriet, der officielt meddelte den varslede afsked (se ref. 1 side151). Med andre ord må viceadmiralen med meget kort varsel rydde skrivebordet og forlade kontoret.

I samtaler med forsvarsministeren både før og efter afskeden anmoder Wenck om at få bevilget tjenestefrihed frem til den endelige afsked som tjenestemand ved udgangen af juni måned. Denne anmodning kan ministeren imidlertid ikke imødekomme, da man har planlagt at sende Wenck til en afrustningskonference i Geneve (se ref. 1 side 147-148). Wenck anmoder så om i det mindste at få lov til at udføre de sidste tre måneders tjeneste i København, men det kan heller ikke lade sig gøre. Endelig beder Wenck om fortsat at referere direkte til forsvarsministeren, men får at vide, at han er forflyttet til udenrigsministeriet (se ref. 1. side 153).

Med andre ord bliver Wenck afskediget fra sin stilling som flådeinspektør med ultrakort varsel, han bliver kylet ud af sin tjenestebolig 12 dage senere, han sendes – mod sin vilje – til Langbortistan, og som lidt ekstra salt på såret, forflyttes han fra forsvars- til udenrigsministeriet. Hvis ikke det er en fyring, så ved jeg altså ikke hvad en fyring er? Det ville da også forekomme fuldstændig tåbeligt at ansætte Wenck som flådeinspektør d. 1. december, for dernæst at afskedige ham igen 4 måneder senere, hvis det var et led i en velovervejet og velplanlagt omstrukturering, han selv var en del af, som nogen forsøger at bortforklare hændelsesforløbet med.

Det er mit gæt, at regeringen ansatte Wenck som flådechef for at benytte hans popularitet hos flådens officerer til at få omstruktureringerne og nedskæringerne til at ”glide lettere ned”. Da Wenck så nægtede at ”levere varen” var der ikke anden mulighed end at ”vippe ham af pinden”. Nu var hans popularitet ikke længere en fordel, men et problem, der kunne udvikle sig, hvis han fortsat fik lov til at lave ballade på hjemmefronten. Det problem løste man så ved at sende ham til Geneve.

I stedet ansatte man Rechnitzer, der fra start af havde tilkendegivet – om end modvilligt – at han gerne ville medvirke til regeringens og rigsdagens flådeprojekt. Wenck forstod øjensynlig slet ikke spillereglerne i et ”demokratisk bureaukrati”, det gjorde Rechnitzer derimod. Samtidig besad han den fornødne kynisme, derfor vandt Rechnitzer og Wenck tabte. Endelig udviste Wenck en fuldstændig mangel på forståelse for den samfundsøkonomiske nødvendighed af besparelserne i flåden.

Angående militærkup, håber jeg ikke at mine indlæg antyder, at der var en overhængende fare for en militær magtovertagelse i Danmark. Bo Lidegaard har i sin bog om dansk udenrigspolitik i 1932 - 45 analyseret risikoen for militærkup i Danmark, og når, så vidt jeg erindrer, frem til, at risikoen var forholdsvis beskeden. Det er naturligvis nemt at se i dag, men det var anderledes vanskeligt for politikerne, at overskue situationen medens de befandt sig midt i den. Og det er en kendsgerning at politikere både hos De Radikale og Socialdemokratiet i perioder – helt ubegrundet heldigvis – frygtede et militærkup. Det var formentlig også en af grundene til, at man sendte Wenck ”i eksil” umiddelbart efter hans afsked: Den mindste risiko for ”utilsigtede hændelser” skulle elimineres.

Jan Møller

Ref. 1: Hans Chr. Bjerg: Lex Rechnitzer

Viceadmiral Henri Wenck

Der hersker den udbredte og sejlivede myte, at viceadmiral Henri Wenck frivilligt valgte at forlade sin stilling som flådeinspektør i 1932 i protest mod de nedskæringer af flåden, den danske rigsdag havde vedtaget kort forinden. Det gjorde Henri Wenck imidlertid ikke, han blev ganske enkelt fyret, fordi han nægtede at medvirke til gennemførelse af nedskæringerne. Havde han valgt at gøre, som myten foreskriver, og forladt sin stilling i protest, havde det vel været i orden, eller havde han efterlevet rigsdagens beslutning, kunne man ikke sætte en finger på hans handlinger. I stedet fremstår han nu, som en illoyal embedsmand, og den slags fortjener næppe at beklæde en af landets høje administrative poster. Wenck’s exit var hverken særlig ærefuld eller begavet, det indså selv hans allerøverste chef, Christian d. 10., der vel næppe kan beskyldes for at være blandt de mest begavede monarker, der har resideret i Danmark.

I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.

Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.

Splid i regeringen?

Hvad mener regeringen egentlig om Tyrkiets medlemskab af EU? Jeg kan komme lidt i tvivl. Indtil for nylig opfattede regeringen Tyrkiet som et kandidatland med mulighed for medlemskab, ved opfyldelse af en række betingelser. Men sidenhen er Karen Jespersen trådt ind i regeringen, og hun er mig bekendt indædt modstander af et Tyrkisk medlemskab. En væsentlig årsag til, at hun for nylig forlod Socialdemokraterne, var netop, at hun ikke magtede at overbevise partiet om sit synspunkt på dette område. Så hvad mener regeringen egentlig i dag, og hvad mener mon Karen Jespersen? Og er der splid i regeringen i dette spørgsmål?

Den forsultede topskatteyder

Den forsultede topskatteyder slikker sig om munden i disse dage. Der er lagt op til en ekstra efterret til det festmåltid, der har stået på de seneste 5-6 år. Først fik den forsultede topskatteyder en kæmpe stigning i friværdien, så kom skattestoppet, i 2004 blev det endog til en skattesænkning, og nu venter der en ny reduktion i skatten. Jo, det har været en lang fest for den forsultede topskatteyder under farmand Fogh's nådige ledelse. Men, det har kostet hårdt arbejde at nå så langt: Den forsultede topskatteyder har plaget farmand Fogh dag ud og dag ind igennem flere år for at få den ekstra skattereduktion, som den forsultede topskatteyder betragter som en velerhvervet rettighed. Farmand Fogh, der efterhånden var blevet lidt bekymret over den forsultede topskatteyders vellevned, sagde imidlertid nej. Men, som det altid går med vedvarende plagerier fra overforkælede børn, blev Farmand Fogh efterhånden træt af al den ballade, og til sidst sagde han ja. Nu skal han bare lige overbevise mor Pia, så får den forsultede topskatteyder nok en flødeskumskage og kan fortsætte mange års uafladeligt æderi. Og mon ikke mor Pia lader sig overtale, hun skal vel som sædvanlig bare bestikkes med lidt penge til den årlige julebasar for ensomme gamle katte, og et nyt flot danebrogsflag til den velfriserede have, så er den hjemme.

Krogerup 1977

Foråret 1977 tilbragte jeg som elev på Krogerup Højskole. På det tidspunkt havde jeg afsluttet min ingeniøruddannelse, men ventede på at blive indkaldt til statsligt tvangsarbejde (værnepligt) i det der dengang hed CF korpset. Chancerne for arbejde for en nydimmiteret ingeniør var dengang mindre end i dag og stort set lig 0, når der stod 8 måneders tvangsarbejde for døren, så jeg besluttede at bruge ventetiden på et højskoleophold. At valget faldt på Krogerup var lidt af en tilfældighed. Egentlig havde jeg besluttet mig for Brandbjerg Højskole, men hørte så ad forskellige veje en række ufordelagtige ting om højskolen. Efter at have konsulteret højskoleoversigten for 117. gang, ringede jeg til Krogerup, og fik en meget positiv snak med den daværende højskoleleder K.E. Larsen, og så var beslutningen vel nærmest truffet af sig selv. Det trak i øvrigt lidt, at højskolen lå tæt på København med mulighed for hurtig retræte, hvis det blev nødvendigt.


Skolen rummede en stab af mange rigtig dygtige lærere. Den mest fremtrædende var vel Niels Jensen, der underviste i filmkundskab. Han var så vellidt hos eleverne, at man måtte ty til lodtrækning blandt tilmeldingerne, når der skulle vælges nye fag efter de første to måneder. Niels Jensen var en fremragende formidler, hans timer en æstetisk oplevelse i velformuleret og veldisponeret pædagogik. Man var tryllebundet, når han i en koncentreret lektion gennemgik amerikansk film i 30'erne, relaterede filmene til den amerikanske samfundsudvikling, zoomede ind på billedkompositionerne og sluttede af med at skitsere betydningen for den moderne film. Man følte sig i den grad oplyst og beriget efter en time med Niels Jensen. Men han var også en gevaldig hidsigprop, der ikke gik af vejen for at gennemhegle en elev, der havde sagt noget forkert, eller mishagede ham af en eller anden grund. Der burde vi elever have sagt stop. Niels Jensen's bog "Filmkunst" regnes i dag blandt klassikerne i filmlitteraturen. Niels Jensen blev senere lærer på filmskolen.


En anden inspirerende lærer var den senere TV direktør i DR, Bjørn Erichsen, der underviste i historie. Hans talent for formidling var slet ikke på samme niveau som Niels Jensen's, men han forstod at motivere eleverne, enten ved at sætte gang i en bragende diskussion eller ved at få eleverne til at yde det ypperste ved løsning af de opgaver, der indgik i undervisningen. Således havde jeg sammen med en anden elev - Ole Hansen - fået en opgave der handlede om de store strejker i foråret 1956, det var dengang H. C. Hansen ophøjede et forkastet mæglingsforslag til lov, og kort tid efter med bævende hjerte så mere end 200.000 vrede arbejdere indfinde sig til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Vi løste opgaven ved at interviewe nogle af dem, der havde oplevet (og deltaget i) strejkerne (opstanden) på nært hold, bl.a. en ældre fagforeningsmand. Det var ufattelig spændende, og gav en langt dybere indsigt i forløbet, end hvis man blot havde "boget" sig igennem opgaven, på sædvanlig vis. En af årsagerne til, at det ofte lykkedes Bjørn Erichsen at skabe voldsomme diskussioner i timerne var hans medlemskab af DKP, et medlemskab som han på ingen måde forsøgte at lægge skjul på. Bjørn Erichsen's tilgang til historien var i den grad præget af hans politiske ståsted, og det virkede ofte som en rød klud på os "Kongelige danske Socialdemokrater", som han hånligt betegnede det flertal af elever, der i kraftig grad distancerede sig fra kommunismen. Efter den fine karriere i medieverdenen tror jeg dog næppe, at Bjørn Erichsen har bevaret sit medlemskab af DKP, mon ikke han er blevet næsten ligeså "kongelig" som alle os andre. Vi har jo alle lov til at blive klogere, og der skal ikke være nogen tvivl om, at timerne hos Bjørn Erichsen gav en indsigt, vi ikke havde fået mange andre steder.

Forfatteren Erik Knudsen var også et fremtrædende og engageret medlem af lærergruppen. I begyndelsen var vi nok lidt imponerede over at have en rigtig "kendis" som lærer, der fik sine teaterstykker vist på TV og digtsamlinger udgivet på landets førende bogforlag. Men man oplevede hurtigt Erik Knudsen som et uhyre jordbundent og behageligt menneske uden den mindste antydning af primadonnanykker overhovedet. Vi tog fat på musiktekster og lidt digtekunst uden de store armbevægelser, og vi fik naturligvis alle lov til at give vor uforgribelige mening til kende om denne eller hin poetiske udgydelse, men finalen, når Erik Knudsen i jævne vendinger sømmede sin mening fast om et digteværk, efterlod os ofte som en flok hjælpeløse amatører, der nok havde misset de fleste af tekstens pointer. Det var sgu' sjovt. Erik Knudsen omtalte typisk andre forfatteres udgydelser med behørig respekt, kun en gang fornemmede jeg en nærmest afgrundsdyb respekt, og det var da vi behandlede nogle tekster af Bob Dylan. Erik Knudsen gav mig også en god indgang til den variende kvalitet af kunstneres arbejde, da han slog fast, at en kunstner bør huskes for de gode ting kunstneren frembringer, ikke fiaskoerne. Den erkendelse har jeg siden haft stor fornøjelse af. Stemningen i Erik Knudsen's timer afspejlede ofte hans - ret varierende - humør, der bevægede sig fra sortsyn og manglende tro på fremtiden til kvidrende optimisme. En aften bankede det på vores dør og en badekåbeklædt elev (jeg tror han hed Per Ginsborg) fortalte, at forfatteren Leif Panduro var død. Næste morgen havde vi Erik Knudsen i den første time, og jeg husker stadig hans forstenede ansigtsudtryk, da han indledte timen med at sige, at han stadig var stærkt chokeret over "kollegaens" død, dagen forinden. Erik Knudsens timer gav ikke den samme æstetiske oplevelse, som Niels Jensen's, og var heller ikke en politisk slagmark som Bjørn Erichsen's, timerne gav os nok snarere en stille erkendelse af poesiens sprog. Erik Knudsen er, trods sin høje alder, stadig forfatteraktuel, og han har netop udgivet en ny bog.

Bjørn Bennike, der bl.a. underviste i Kina's historie, beboede en fed lejlighed på højskolens øverste etage. Her var vi forsamlet en dag i midten af januar 1977, da Jimmy Carter holdt sin tiltrædelsestale som præsident. Bjørn Bennike's timer var så kedelige, at de også kedede ham selv, men lige præcis den oplevelse af et nyt kapitel i USA's historie, set fra en lærers private bolig, gav os en uforglemmelig indgang til en historisk begivenhed, og ikke mindst den gode uformelle snak vi havde efter tiltrædelsestalen, satte begivenheden i et ganske særligt perspektiv.

Højskolens drama- og musiklærer Roger Pring stablede en gang imellem et stort musikanlæg op i en af skolens stuer, og her oplevede vi så stor musikkunst primært den klassiske af slagsen. Det var fedt at sidde helt stille i flok og lytte til den vidunderlige musik, og oplevelsen blev endnu bedre, når vi bagefter over en kop kaffe delte den med hinanden.

Skolens leder K. E. Larsen var ikke en formidler på niveau med Niels Jensen eller Bjørn Erichsen, og hans fag, der primært tog udgangspunkt i jura og retsvidenskab, var nok ikke lige min kop te, men han forstod at skabe nogle fremragende rammer om højskolen, og dermed sikre dens overlevelse i en tid, hvor højskolebevægelsen blev ramt af politisk modvind. K. E. Larsen stillede krav om, at eleverne deltog i undervisningen, pjækkeri blev ganske enkelt ikke accepteret, og han forlangte også, at eleverne deltog i de forholdsvis få pligter, der var på skolen. Det gjorde ham upopulær i en mindre kreds af skolens elever, men skabte respekt hos flertallet. K. E. Larsen var vel som den eneste af skolens lærere af borgerlig observans, han var Venstremand og tilhørte naturligvis den grundtvigianske højskolefløj i partiet, der stod (og står) i skarp modsætning til det såkaldte handelsskolevenstre. I slutningen af 70'erne, hvor ungdomsoprøret stadig kørte på fulde gardiner, var der en helt utrolig politisk intolerance overfor alt, der lå til højre for SF. Man blev som Socialdemokrat betragtet som en stor klasseforrædder eller det der var værre, og tilhængere af Venstre eller De Konservative blev i store kredse regnet som de rene undermennesker. Undtagelsen var K. E. Larsen, der i det temmelig venstrevredne Krogerupmiljø aftvang sig stor respekt, også for sit åbne liberale politiske ståsted, en respekt der efterhånden forplantede sig ud i elevgruppen.

Der var andre lærere, som jeg oplevede mere på distancen. En af dem var Mads Lidegaard, jeg mener ikke jeg havde fag hos ham. Lidegaard var en formidabel foredragsholder, der med stor autoritet tryllebandt en større forsamling, typisk med foredrag om historiske emner, eller fortællinger relateret til Grønland, hvor han havde levet og arbejdet igennem en længere årrække. Lidegaard var nok ikke ubevidst om sin egen fortræffelighed som fortæller og foredragsholder, og han havde en svaghed for kvindekønnet blandt skolens elever, der måske ikke var helt så klædelig for en lærer. En anden for mig mere perifer lærer var Lasse Rathnov (bror til Willy Rathnov, som vi kender fra "Huset på Christianshavn") , han var meget aktiv ved skolens fællesmøder og vistnok skabskommunist. Han havde en herlig ruhåret gravhund, der hed Malle. Den yndede at brede sig i en lænestol i skolens fællesareal, hvor den fra lå med snuden rettet ned mod gulvet, medens den filosoferede over tilværelsens elendighed.

I 1977 var arbejdsløsheden stærkt stigende, og mange mennesker på kanten af tilværelsen, der igennem en højkonjunkturperiode formentlig havde klaret sig sådan nogenlunde, faldt uhjælpeligt igennem, og stod uden de store udsigter til at komme tilbage på sporet. Kommunerne anede ikke, hvad de skulle stille op med den voksende kø af bistandsklienter og arbejdsløse, og valgte i mange tilfælde at benytte højskolerne som "varmestuer". Med til dette hører, at det dengang ikke var så eksorbitant dyrt at frekventere en højskole, som det er i dag. Det satte sit præg på elevgruppen. Man kan vel groft sige, at de tre fjerdedele af eleverne - de normale - betragtede højskolen som en pause i tilværelsen og forventede, som en helt naturlig ting, at vende tilbage til job eller uddannelse efter endt højskoleophold. Den sidste fjerdedel var i større eller mindre grad præget af alkoholisme, stofmisbrug, psykiske sygdomme, kriminalitet eller var på anden vis, det vi i dag betegner som utilpassede. Denne gruppe havde svært ved at deltage i undervisningen, der som tidligere nævnt var obligatorisk, og magtede slet ikke at varetage de småpligter (rengøring, opvask mv.), der også var en del af højskolelivet. Det førte ofte til meget barske konfrontationer mellem K.E. og lærergruppen på den ene side og "de utilpassede" på den anden. K.E var efterhånden godt gammeldags sur over visse elevers slendrian, men han var også så godhjertet, at han ikke nænnede at tage konsekvensen, og smide de elever ud, der den ene gang efter den anden forbrød sig mod skolens regler. Vi - de normale - følte uvægerligt en vis foragt, overfor de mest dovne og uduelige i gruppen af "utilpassede" elever. Det hører dog også med til historien, at en del i den tunge ende af elevgruppen faktisk klarede sig rigtig godt. Jeg oplevede f.eks. en maniodepressiv elev, der ydede en flot indsats i undervisningen, når hun ikke var grebet af tungsind eller blafrende optimisme. For mit vedkommende handlede det i øvrigt om, at jeg for første gang oplevede mennesker med psykiske sygdomme, alkoholproblemer eller anden social dårligdom på nært hold. Det havde jeg aldrig oplevet før - eller siden!


De fire måneder på Krogerup var en fantastisk tid, der gav mig en mental bagage, som jeg har haft fornøjelse af lige siden. Det var et velfortjent "pitstop" efter 15½ års uafbrudt skolegang og uddannelse, inden jeg gik i gang med arbejdslivet. Måske kunne man dog have ønsket en undervisning på højskolen, der i lidt mindre grad var præget af foredrag, forelæsninger fra katederet og filmforevisninger i en uendelighed, men med mere projektundervisning udarbejdelse af radioprogrammer og film. Sådan er det vel i dag, og det er et kæmpe fremskridt.