Ifølge Nyhedsavisen afviser Fogh at deltage i en duel for åbent tæppe med 600 tilskuere fra VU og DSU. TV2, der er arrangør af duellen, har så foreslået at flytte arrangementet til Kvægtorvet i Odense, og lade det foregå foran kun 150 tilskuere. Det er ligeledes blevet afvist. Så nu bliver der i stedet en ren TV duel med nul tilskuere. Henrik Qvortrup, der tidligere har arbejdet for Fogh, udtaler i den anledning, ifølge Nyhedsavisen: "Han frygter Helle Thornings evner som kommunikator og formidler. Og de evner kommer om noget til udfoldelse foran mange tilskuere".
Fogh er en rigtig bangebuks: Han sender gladeligt danske soldater afsted på farlige missioner i Irak og Afghanistan, men han tør ikke møde oppositionen og stå til regnskab for sin politik foran et større publikum. Hvor er det dog ynkeligt.
27. oktober 2007
15. oktober 2007
CF korpset 1977/78
Den 1. november 1977 startede jeg som værnepligtig ved CF-korpsets (i dag omdøbt til Beredskabskorpset) kaserne i Hillerød. Jeg havde efter en del overvejelser valgt CF, da tjenestetiden var den korteste (8 måneder mod 9 i "cirkus milli" og 11 som nægter), lønnen var bedre end nægternes, og risikoen for genindkaldelse betydelig mindre end i militæret. Iskoldt og udspekuleret vil nogle sige, medens andre vilde kalde det et pragmatisk valg.
Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.
Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.
En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.
Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:
Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.
En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.
Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.
Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.
De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.
Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.
Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.
Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.
Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.
En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.
Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:
Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.
En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.
Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.
Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.
De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.
Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.
Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.
12. oktober 2007
Venstre og besættelsen
Statsminister Anders Fogh Rasmussen har kritiseret samarbejdspolitiken i Danmark under besættelsen. Kritikken retter sig tydeligvis mod Socialdemokratiet og De Radikale, og handler ikke kun om selve samarbejdspolitikken, men også om at landet "blev taget på sengen" d. 9. april, hvor de tyske tropper nærmest spadserede ind over grænsen, og uden tab eller nævneværdige kamphandlinger, besatte Danmark.
Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.
Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.
Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.
Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.
Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.
Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.
Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.
Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.
Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.
Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.
Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.
Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.
29. september 2007
Mere om viceadmiral Henri Wenck
Tak for kommentarerne til mit svarindlæg (se http://pub50.bravenet.com/forum/4287808284/show/598677). Her mine svarkommentarer:
Lad os se på kendsgerningerne omkring Henri Wenck’s afsked fra søværnet:
D. 30. marts 1932 oplyste forsvarsministeren i en samtale med Wenck, at han havde indstillet Wenck til afsked (se ref.1 side 147). Den næste dag kl. 11.30 dag fik Wenck overrakt en skrivelse fra marineministeriet, der officielt meddelte den varslede afsked (se ref. 1 side151). Med andre ord må viceadmiralen med meget kort varsel rydde skrivebordet og forlade kontoret.
I samtaler med forsvarsministeren både før og efter afskeden anmoder Wenck om at få bevilget tjenestefrihed frem til den endelige afsked som tjenestemand ved udgangen af juni måned. Denne anmodning kan ministeren imidlertid ikke imødekomme, da man har planlagt at sende Wenck til en afrustningskonference i Geneve (se ref. 1 side 147-148). Wenck anmoder så om i det mindste at få lov til at udføre de sidste tre måneders tjeneste i København, men det kan heller ikke lade sig gøre. Endelig beder Wenck om fortsat at referere direkte til forsvarsministeren, men får at vide, at han er forflyttet til udenrigsministeriet (se ref. 1. side 153).
Med andre ord bliver Wenck afskediget fra sin stilling som flådeinspektør med ultrakort varsel, han bliver kylet ud af sin tjenestebolig 12 dage senere, han sendes – mod sin vilje – til Langbortistan, og som lidt ekstra salt på såret, forflyttes han fra forsvars- til udenrigsministeriet. Hvis ikke det er en fyring, så ved jeg altså ikke hvad en fyring er? Det ville da også forekomme fuldstændig tåbeligt at ansætte Wenck som flådeinspektør d. 1. december, for dernæst at afskedige ham igen 4 måneder senere, hvis det var et led i en velovervejet og velplanlagt omstrukturering, han selv var en del af, som nogen forsøger at bortforklare hændelsesforløbet med.
Det er mit gæt, at regeringen ansatte Wenck som flådechef for at benytte hans popularitet hos flådens officerer til at få omstruktureringerne og nedskæringerne til at ”glide lettere ned”. Da Wenck så nægtede at ”levere varen” var der ikke anden mulighed end at ”vippe ham af pinden”. Nu var hans popularitet ikke længere en fordel, men et problem, der kunne udvikle sig, hvis han fortsat fik lov til at lave ballade på hjemmefronten. Det problem løste man så ved at sende ham til Geneve.
I stedet ansatte man Rechnitzer, der fra start af havde tilkendegivet – om end modvilligt – at han gerne ville medvirke til regeringens og rigsdagens flådeprojekt. Wenck forstod øjensynlig slet ikke spillereglerne i et ”demokratisk bureaukrati”, det gjorde Rechnitzer derimod. Samtidig besad han den fornødne kynisme, derfor vandt Rechnitzer og Wenck tabte. Endelig udviste Wenck en fuldstændig mangel på forståelse for den samfundsøkonomiske nødvendighed af besparelserne i flåden.
Angående militærkup, håber jeg ikke at mine indlæg antyder, at der var en overhængende fare for en militær magtovertagelse i Danmark. Bo Lidegaard har i sin bog om dansk udenrigspolitik i 1932 - 45 analyseret risikoen for militærkup i Danmark, og når, så vidt jeg erindrer, frem til, at risikoen var forholdsvis beskeden. Det er naturligvis nemt at se i dag, men det var anderledes vanskeligt for politikerne, at overskue situationen medens de befandt sig midt i den. Og det er en kendsgerning at politikere både hos De Radikale og Socialdemokratiet i perioder – helt ubegrundet heldigvis – frygtede et militærkup. Det var formentlig også en af grundene til, at man sendte Wenck ”i eksil” umiddelbart efter hans afsked: Den mindste risiko for ”utilsigtede hændelser” skulle elimineres.
Jan Møller
Ref. 1: Hans Chr. Bjerg: Lex Rechnitzer
Lad os se på kendsgerningerne omkring Henri Wenck’s afsked fra søværnet:
D. 30. marts 1932 oplyste forsvarsministeren i en samtale med Wenck, at han havde indstillet Wenck til afsked (se ref.1 side 147). Den næste dag kl. 11.30 dag fik Wenck overrakt en skrivelse fra marineministeriet, der officielt meddelte den varslede afsked (se ref. 1 side151). Med andre ord må viceadmiralen med meget kort varsel rydde skrivebordet og forlade kontoret.
I samtaler med forsvarsministeren både før og efter afskeden anmoder Wenck om at få bevilget tjenestefrihed frem til den endelige afsked som tjenestemand ved udgangen af juni måned. Denne anmodning kan ministeren imidlertid ikke imødekomme, da man har planlagt at sende Wenck til en afrustningskonference i Geneve (se ref. 1 side 147-148). Wenck anmoder så om i det mindste at få lov til at udføre de sidste tre måneders tjeneste i København, men det kan heller ikke lade sig gøre. Endelig beder Wenck om fortsat at referere direkte til forsvarsministeren, men får at vide, at han er forflyttet til udenrigsministeriet (se ref. 1. side 153).
Med andre ord bliver Wenck afskediget fra sin stilling som flådeinspektør med ultrakort varsel, han bliver kylet ud af sin tjenestebolig 12 dage senere, han sendes – mod sin vilje – til Langbortistan, og som lidt ekstra salt på såret, forflyttes han fra forsvars- til udenrigsministeriet. Hvis ikke det er en fyring, så ved jeg altså ikke hvad en fyring er? Det ville da også forekomme fuldstændig tåbeligt at ansætte Wenck som flådeinspektør d. 1. december, for dernæst at afskedige ham igen 4 måneder senere, hvis det var et led i en velovervejet og velplanlagt omstrukturering, han selv var en del af, som nogen forsøger at bortforklare hændelsesforløbet med.
Det er mit gæt, at regeringen ansatte Wenck som flådechef for at benytte hans popularitet hos flådens officerer til at få omstruktureringerne og nedskæringerne til at ”glide lettere ned”. Da Wenck så nægtede at ”levere varen” var der ikke anden mulighed end at ”vippe ham af pinden”. Nu var hans popularitet ikke længere en fordel, men et problem, der kunne udvikle sig, hvis han fortsat fik lov til at lave ballade på hjemmefronten. Det problem løste man så ved at sende ham til Geneve.
I stedet ansatte man Rechnitzer, der fra start af havde tilkendegivet – om end modvilligt – at han gerne ville medvirke til regeringens og rigsdagens flådeprojekt. Wenck forstod øjensynlig slet ikke spillereglerne i et ”demokratisk bureaukrati”, det gjorde Rechnitzer derimod. Samtidig besad han den fornødne kynisme, derfor vandt Rechnitzer og Wenck tabte. Endelig udviste Wenck en fuldstændig mangel på forståelse for den samfundsøkonomiske nødvendighed af besparelserne i flåden.
Angående militærkup, håber jeg ikke at mine indlæg antyder, at der var en overhængende fare for en militær magtovertagelse i Danmark. Bo Lidegaard har i sin bog om dansk udenrigspolitik i 1932 - 45 analyseret risikoen for militærkup i Danmark, og når, så vidt jeg erindrer, frem til, at risikoen var forholdsvis beskeden. Det er naturligvis nemt at se i dag, men det var anderledes vanskeligt for politikerne, at overskue situationen medens de befandt sig midt i den. Og det er en kendsgerning at politikere både hos De Radikale og Socialdemokratiet i perioder – helt ubegrundet heldigvis – frygtede et militærkup. Det var formentlig også en af grundene til, at man sendte Wenck ”i eksil” umiddelbart efter hans afsked: Den mindste risiko for ”utilsigtede hændelser” skulle elimineres.
Jan Møller
Ref. 1: Hans Chr. Bjerg: Lex Rechnitzer
27. september 2007
Viceadmiral Henri Wenck
Der hersker den udbredte og sejlivede myte, at viceadmiral Henri Wenck frivilligt valgte at forlade sin stilling som flådeinspektør i 1932 i protest mod de nedskæringer af flåden, den danske rigsdag havde vedtaget kort forinden. Det gjorde Henri Wenck imidlertid ikke, han blev ganske enkelt fyret, fordi han nægtede at medvirke til gennemførelse af nedskæringerne. Havde han valgt at gøre, som myten foreskriver, og forladt sin stilling i protest, havde det vel været i orden, eller havde han efterlevet rigsdagens beslutning, kunne man ikke sætte en finger på hans handlinger. I stedet fremstår han nu, som en illoyal embedsmand, og den slags fortjener næppe at beklæde en af landets høje administrative poster. Wenck’s exit var hverken særlig ærefuld eller begavet, det indså selv hans allerøverste chef, Christian d. 10., der vel næppe kan beskyldes for at være blandt de mest begavede monarker, der har resideret i Danmark.
I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.
Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.
I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.
Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.
19. september 2007
Splid i regeringen?
Hvad mener regeringen egentlig om Tyrkiets medlemskab af EU? Jeg kan komme lidt i tvivl. Indtil for nylig opfattede regeringen Tyrkiet som et kandidatland med mulighed for medlemskab, ved opfyldelse af en række betingelser. Men sidenhen er Karen Jespersen trådt ind i regeringen, og hun er mig bekendt indædt modstander af et Tyrkisk medlemskab. En væsentlig årsag til, at hun for nylig forlod Socialdemokraterne, var netop, at hun ikke magtede at overbevise partiet om sit synspunkt på dette område. Så hvad mener regeringen egentlig i dag, og hvad mener mon Karen Jespersen? Og er der splid i regeringen i dette spørgsmål?
26. august 2007
Den forsultede topskatteyder
Den forsultede topskatteyder slikker sig om munden i disse dage. Der er lagt op til en ekstra efterret til det festmåltid, der har stået på de seneste 5-6 år. Først fik den forsultede topskatteyder en kæmpe stigning i friværdien, så kom skattestoppet, i 2004 blev det endog til en skattesænkning, og nu venter der en ny reduktion i skatten. Jo, det har været en lang fest for den forsultede topskatteyder under farmand Fogh's nådige ledelse. Men, det har kostet hårdt arbejde at nå så langt: Den forsultede topskatteyder har plaget farmand Fogh dag ud og dag ind igennem flere år for at få den ekstra skattereduktion, som den forsultede topskatteyder betragter som en velerhvervet rettighed. Farmand Fogh, der efterhånden var blevet lidt bekymret over den forsultede topskatteyders vellevned, sagde imidlertid nej. Men, som det altid går med vedvarende plagerier fra overforkælede børn, blev Farmand Fogh efterhånden træt af al den ballade, og til sidst sagde han ja. Nu skal han bare lige overbevise mor Pia, så får den forsultede topskatteyder nok en flødeskumskage og kan fortsætte mange års uafladeligt æderi. Og mon ikke mor Pia lader sig overtale, hun skal vel som sædvanlig bare bestikkes med lidt penge til den årlige julebasar for ensomme gamle katte, og et nyt flot danebrogsflag til den velfriserede have, så er den hjemme.
Abonner på:
Opslag (Atom)