Skattereform

Fremkomsten af Ny Alliance har genåbnet debatten om en skattereform i Danmark. Mantraet hos Ny Alliance, og andre skattereformtilhængere, er mindre skat på arbejde, og det tænkes virkeliggjort ved at nedsætte topskatten til 40 - 42 %. Resultatet skulle være, at topskatteyderne ville få lyst til at arbejde mere, da den sidst tjente krone beskattes mere lempeligt, og de (mange) flere penge mellem hænderne kunne så bruges til at ansætte folk til at hjælpe i huset med rengøring, havearbejde, vinduespudsning, børnepasning mm. Den større arbejdsindsats, og de dermed forøgede indtægter, kunne i nogen grad finansiere skattereformen. Hvordan finansieringen i øvrigt skulle sammensættes foreligger der rigtig ikke noget om, men det ligger fast, at en reduktion af topskatten til 40 - 42 % indebærer et provenutab på ca. 50 mia. kr.

Ideen om de (næsten) selvfinansierede skattelettelser til den bedst stillede fjerdel af befolkningen er allerede afprøvet i større skala under Reagan og Thatcher, uden de helt store resultater: I USA førte skattelettelserne til et kæmpe underskud på statsfinanserne, som Clinton brugte det meste af sin regeringsperiode på at få bugt med, medens der i England - hvor det primære problem var en kæmpe arbejdsløshed - ikke blev registreret en nævneværdig forøgelse af beskæftigelsen (til gengæld undgik man de kæmpe statsunderskud, da skattelettelserne blev kombineret med voldsomme offentlige besparelser).

At (top)skattereformen fører til stigende ulighed, er der ikke nogen af dens tilhængere, der kan eller vil benægte, hverken i Cepos eller Ny Alliance. Ligeledes må man erkende, at skatteydere med små eller mellemstore indtægter slet ikke vil få noget ud af den påtænkte reform, måske endog tværtimod, når regningen for reformen engang skal betales. Det er som bekendt altid de fattige, der må holde for, når det går galt med samfundsøkonomien, som påpeget af Sveriges tidligere statsminister Gøran Persson, da han skulle rydde op efter et borgerligt skatteeventyr.

Et problem i dansk økonomi er, at forskellen mellem de små indkomster og kontanthjælp fortsat er forholdsvis beskeden. En topskattereform gør imidlertid slet ikke noget ved dette problem, og formår dermed ikke at skabe en større økonomisk motivation for at komme i beskæftigelse. Derfor kunne man i stedet for en reduktion af topskatten overveje en bundskattereform: Den kunne bestå i en skatterabat på 10 - 20.000 kr. for alle arbejdsindkomster under 150.000 kr. Denne rabat skulle aftrappes jævnt for arbejdsindkomster i intervallet 150 - 250.000 kr.

Fordelen ved den skitserede bundskattereform er:

1. Den falder i mange tilfælde på et tørt sted
2. Den ville skabe et større økonomisk incitament for at finde beskæftigelse.
3. Der ville ikke forekomme de samme ophedningseffekter som ved en topskattereform
4. En bundskattereform vill være mere socialt refærdig
5. Der ville ikke opstå det samme pres på boligpriserne, som ved en topskattereform
6. Skattelettelserne vill i betydelig grad blive omsat til lokalt forbrug, der ville skabe beskæftigelse

En bundskattereform betyder, at kontanthjælpsmodtagere, pensionister og modtagere af understøttelse ikke vil få flere penge mellem hænderne. Og alle topskatteyderne, der i forvejen har fået i pose og i sæk i form af lav rente og gigantiske friværdistigninger, ville heller ikke få midler til flere forbrugsfester. Til gengæld bliver der flere penge til kassedamen, bagerjomfruen, tømmerlærlingen og den nystartede selvstændige, og de har alle brug for lidt at slå til Søren med.

Finansieringen kunne ske ved at indføre en afgift på salg af boliger over 1,5 mill. kr, der kunne skæres i landbrugsstøtten, og der kunne ryddes op i den jungle af erhvervstilskud, som erhvervslivet selv er godt træt af.

Hvorfor har Socialdemokraterne ikke for længst fremlagt et forslag efter dette koncept?

Mxller