Jeg sidder fredeligt en aften med en kop te, en spændende bog og min dejlige hund Bess liggende ved siden af på gulvet. Men den idyliske aftenstemning afbrydes brat af en kvælende stank, der uden varsel breder sig i stuen. "Åh nej" tænker jeg "Bess har pruttet". Og sandelig om ikke kræet ligger veltilfreds og gasser sig i mere end en forstand. Det bliver indledningen til en hel serie angreb på min stakkels næse. Med samme effektivitet som et topmoderne biogasanlæg leverer den søde hund den ene stinkbombe efter den anden. Jeg forsøger forgæves at vægre mig mod hundens lugtterror: En hel husholdningsæske med Tordenskjolds de bedste lægger efterhånden et svagt røgslør over stuen og fortærer en del af rovdyrets svovlbrinteproduktion. Men stanken hænger ved og truer med at udvikle sig til en kronisk lidelse i mine lugtorganer.
Medens tandemaljen skaller af, gardinerne mørner og tapetet krøller sammen i den giftige atmosfære, kommer jeg pludselig til at tænke på de verbale udslip, der til sammenligning får hundens giftgasangreb til at tage sig ud som en duftende parfume. Jeg tænker på Søren Krarups ondskabsfulde angreb på muslimers hovedbeklædning, det er da udslip af den allerværste slags. Eller Mogens Camres talrige perfiditeter mod et religiøst mindretal, som han åbenbart ikke kan lide, de stinker så afgjort langt værre en hundens uskyldige bagholdsangreb. Eller hvad med ex. DF'eren Louise Freverts sammenligninger mellem en mindretalsgruppe og en dødelig sygdom, et udslip af allerværste karakter. I det hele taget formår Dansk Folkeparti med sine konstante snedigt anbragte modbydeligheder at skabe en atmosfære af splittelse og uforenelighed i det danske samfund. Den sammenhængskraft som alle taler om, lige fra Jespersen til Fogh, som en hel nødvendig forudsætning for demokrati, velstand og fortsat fremgang for det danske samfund, er ved at møde sin undergang i en atmosfære af had og ondskab. Vi trænger til at få renset luften her i Danmark, og desværre er en æske tændstikker eller to ikke nok. Men hvis flere anstændige mennsker ikke bare lader som ingenting og kigger skamfuldt den anden vej, næste gang Dansk Folkeparti lader hademaskinen, men ytrer sig mod dette middelmådighedens univers, der breder sig som en pest over Danmark og resten af Europa, så bliver den mentale luft på sigt måske en smule renere, og vi kan atter så småt begynde at ånde frit.
Jan
Ingen kommentarer:
Send en kommentar