Derfor censur mod Thomas Rathsack's bog

Jeg har i den forløbne uge med stigende forbløffelse iagtaget den voldsomme tumult omkring Thomas Rathsack's bog "Jæger - i krig med eliten". Min forundring skyldtes, at forsvarets påstand om, at bogen skulle udgøre en trussel mod danske soldaters sikkerhed, står i skærende modsætning til den kultur, der omgiver jægersoldater fra de starter den første uddannelsesdag til de går pension, en kultur der netop handler om sikkerhed før alt andet. Derfor virkede det, inden jeg stiftede bekendtskab med bogen, helt usandsynligt, at Thomas Rathsack, en jægersoldat med stort J, kunne drømme om at bringe danske soldaters sikkerhed i fare, herunder de kammerater fra jægerkorpset, der stadig gør tjeneste i Afghanistan.

Nu har jeg læst bogen (takket været Politiken's prisværdige initiativ), og det fremgår med krystalklar tydelighed, hvorfor forsvaret ønsker at forbyde den. Og lad mig sige med det samme, at det på ingen måde handler om det, der lidt patetisk betegnes som "rigets sikkerhed". Det er ganske enkelt noget vås, der er opfundet til lejligheden. Forsvaret har set sig sur på bogen fordi Thomas Rathsack tydeligvis har et problem med det man tidligere kaldte skrivebordgeneraler, dem der henlever et langt og bekvemt liv i forsvarsstabe bag computerskærmens kølige mørke og med nem adgang til kaffemaskiner og gode frokoster, fjernt fra svedige uniformer, hårdt arbejde, død og ødelæggelse. Dem nærer Rathsack en klar og uindpakket foragt for.

Denne holdning kommer klart til udtryk i beretningen om en farefuld indsats i Afghanistan, hvor Rathsack's deling, bestående af fem mand, igennem en uge overvåger en landsby, der huser Taleban krigere. På et tidspunkt opdager to af landbyens bebeoere delingen, der flygter med et voksende antal talebanere i hælene. Man anmoder naturligvis om assistance, så delingen kan komme væk, men mødes i første omgang af en ordre om at påbegynde overvågning af en anden landsby 6 kilometer væk. Om denne beslutning skriver Rathsack: "En eller anden snedig stabsøgle, som med garanti aldrig har været uden for sit kontor, har udtænkt dette monster af en plan, mens han på sin alt for store røv sipper til sin kølige flaske vand".

Et andet tilfælde, hvor Rathsack's foragt for guldfasanerne kommer til udtryk, er, da han opdager, at jægerkorpset har modtaget den højeste amerikanske militære enhedsudmærkelse, overrakt af selveste præsident Bush til korpsets øvertkommanderende Frank Lissner. Denne helt enestående udmærkelse er der imidlertid ingen andre end den militære topledelse, der har hørt noget til. Og atter er Rathsack nådesløs i sin vurdering: "Her har vi knoklet med livet som indsats tusindvis af kilometer hjemmefra, dybt inde i fjendeland, omringet af Taleban og al-Qaida. Og så har vores militære ledelse udvist den arrogance ikke at bringe denne anerkendelse videre til os. End ikke en notits i korpsets interne blad, Jægernyt, har de tænkt på."

Det er indlysende for enhver, at forsvarets topledelse ikke har særlig meget lyst til at se denne kritik på skrift. Derfor har man opfundet et sikkerhedsproblem som anledning til at forbyde bogen. Jeg håber ikke at fogedretten hopper på forsvarets gennemskuelige limpind.