Metroselskabets behandling af støjplagede naboer

Metroselskabet har givet de støjplagede naboer til metrobyggeriet en ualmindelig hensynløs behandling. Selskabet udnytter det faktum at beboerne ved byggeriets iværksættelse ikke stod særlig godt organiseret, samt at de fleste beboere er pæne mennesker, der ikke gider spektakulære eller ligefrem udenomparlamentariske metoder for at tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed. Beboernes muligheder for at reagere mod den grove forstyrrelse af privatlivets fred, som de udsættes for af selskabet, har hele vejen igennem byggeriet været begrænset, og først nu lader det til, at naboerne går sammen og danner en fælles forening, der kan gå i clinch med det magtfulde selskab og dets politiske håndlangere.

I begyndelsen reagerede metroselskabet med tavshed og ligegyldighed, når beboerne klagede deres nød, og medierne gav spalteplads og tv tid til at redegøre om sagen. Problemet skulle ties ihjel. Da det ikke længere var muligt, fordi interessen blev for stor og skriveriet for omfattende forsøgte selskabet at bagatellisere sagen: Det støjede da ikke særlig meget på byggepladserne, og de højtråbende naboer var i øvrigt de sædvanlige besværlige og utilfredse kværulanter, der forstyrrede almenvellets interesse. Pudsigt nok viste selskabets officielle støjmålinger hele tiden et lavere decibel tal end beboernes egne målinger. Selskabet fandt heller ikke nogen grund til at udbetale erstatning som kompensation for måneders og års støjsvineri i dag- og aftentimerne. Jo, måske i helt særlige tilfælde kunne der falde et par håndører, men langt hovedparten måtte bare finde sig i larm, støj, svineri og bygningsbeskadigelser uden at det ville give anledning til nogen form for kompensation.

Til sidst måtte man dog finde pengepungen frem: Da tidsplanen, som det ofte sker ved offentlige projekter, tegnede til at blive væsentligt overskredet og det derfor blev nødvendigt at bygge i nattetimerne, så var der ikke længere nogen vej udenom at tilkende de støjplagede naboer en eller anden omend nærmest symbolsk erstatning. Men metroselskabet fortsætter sin kreative støjbogføring: Nu har man pludselig opfundet en helt ny og smart metode til at beregne den støj, der skal danne grundlag for erstatningsbeløbets størrelse. I stedet for at registrere den største støjpåvirkning, som man normalt gør i den slags sager, beregner man nu i stedet den gennemsnitlige støj pr. time. Man behøver næppe at være at være søvnspecialist for at forstå, at det der vækker en støjplaget beboer om natten ikke er gennemsnitsstøjen i en time, men de største støjforekomster om natten. Og man behøver heller ikke at være professor i matematik for at forstå, at den gennemsnitlige decibelværdi over en time normalt vil være betydelig mindre end den største værdi igennem en time. Således forsøger metroselskabet at nedbringe erstatningsbeløbet til beboerne. Ualmindelig udspekuleret selv for den kreative bogholder.

Er den hensynsløse behandling af nogle tusinde sagesløse beboere udtryk for de normer og værdier, vi bør vedkende os som borgere i et moderne humanistisk demokrati, hvor beskyttelse af privatlivets fred og et værn om den enkelte borgers liv og velfærd bør være helt centrale elementer. Ikke efter min mening. Men øjensynlig efter både metroselskabets og det store flertal af politikeres opfattelse. Sidstnævnte har i hvert fald reageret med larmende tavshed (lige nu er de sikkert på ferie). Hvis det beskrevne hændelsesforløb var forekommet i et forgangent kommunistisk diktatur eller tilbagestående udviklingsland, så havde jeg kunnet forstå det, men at den slags sker i Danmark anno 2013, virker for mig nærmest som en surrealistisk teaterforestilling.

I en anden og bedre verden ville forløbet have været helt anderledes. Metroselskabet ville i god tid have kontaktet de borgere, man måtte forvente ville blive berørt af byggeriet. Selskabet ville have tilbudt at etablere og bekoste fyldestgørende støjdæmpende foranstaltninger i hver enkelt lejlighed, samt selvfølgelig en efterfølgende demontering af støjdæmpningen ved byggeriets afslutning. For de beboere, hvor det ikke ville være muligt at etablere en ordentlig støjdæmpning ville selskabet naturligvis tilbyde genhusning igennem hele byggeperioden på metroselskabets regning. Det ville selvfølgelig koste flere penge end de 100 millioner kr., som selskabet ser ud til at slippe med i erstatning, og det ville have været mere besværligt. Men det koster at opføre sig ordentligt.

Nej, jeg bor ikke ved metrobyggeriet, og jeg har heller ikke famile eller venner der gør.

Derfor censur mod Thomas Rathsack's bog

Jeg har i den forløbne uge med stigende forbløffelse iagtaget den voldsomme tumult omkring Thomas Rathsack's bog "Jæger - i krig med eliten". Min forundring skyldtes, at forsvarets påstand om, at bogen skulle udgøre en trussel mod danske soldaters sikkerhed, står i skærende modsætning til den kultur, der omgiver jægersoldater fra de starter den første uddannelsesdag til de går pension, en kultur der netop handler om sikkerhed før alt andet. Derfor virkede det, inden jeg stiftede bekendtskab med bogen, helt usandsynligt, at Thomas Rathsack, en jægersoldat med stort J, kunne drømme om at bringe danske soldaters sikkerhed i fare, herunder de kammerater fra jægerkorpset, der stadig gør tjeneste i Afghanistan.

Nu har jeg læst bogen (takket været Politiken's prisværdige initiativ), og det fremgår med krystalklar tydelighed, hvorfor forsvaret ønsker at forbyde den. Og lad mig sige med det samme, at det på ingen måde handler om det, der lidt patetisk betegnes som "rigets sikkerhed". Det er ganske enkelt noget vås, der er opfundet til lejligheden. Forsvaret har set sig sur på bogen fordi Thomas Rathsack tydeligvis har et problem med det man tidligere kaldte skrivebordgeneraler, dem der henlever et langt og bekvemt liv i forsvarsstabe bag computerskærmens kølige mørke og med nem adgang til kaffemaskiner og gode frokoster, fjernt fra svedige uniformer, hårdt arbejde, død og ødelæggelse. Dem nærer Rathsack en klar og uindpakket foragt for.

Denne holdning kommer klart til udtryk i beretningen om en farefuld indsats i Afghanistan, hvor Rathsack's deling, bestående af fem mand, igennem en uge overvåger en landsby, der huser Taleban krigere. På et tidspunkt opdager to af landbyens bebeoere delingen, der flygter med et voksende antal talebanere i hælene. Man anmoder naturligvis om assistance, så delingen kan komme væk, men mødes i første omgang af en ordre om at påbegynde overvågning af en anden landsby 6 kilometer væk. Om denne beslutning skriver Rathsack: "En eller anden snedig stabsøgle, som med garanti aldrig har været uden for sit kontor, har udtænkt dette monster af en plan, mens han på sin alt for store røv sipper til sin kølige flaske vand".

Et andet tilfælde, hvor Rathsack's foragt for guldfasanerne kommer til udtryk, er, da han opdager, at jægerkorpset har modtaget den højeste amerikanske militære enhedsudmærkelse, overrakt af selveste præsident Bush til korpsets øvertkommanderende Frank Lissner. Denne helt enestående udmærkelse er der imidlertid ingen andre end den militære topledelse, der har hørt noget til. Og atter er Rathsack nådesløs i sin vurdering: "Her har vi knoklet med livet som indsats tusindvis af kilometer hjemmefra, dybt inde i fjendeland, omringet af Taleban og al-Qaida. Og så har vores militære ledelse udvist den arrogance ikke at bringe denne anerkendelse videre til os. End ikke en notits i korpsets interne blad, Jægernyt, har de tænkt på."

Det er indlysende for enhver, at forsvarets topledelse ikke har særlig meget lyst til at se denne kritik på skrift. Derfor har man opfundet et sikkerhedsproblem som anledning til at forbyde bogen. Jeg håber ikke at fogedretten hopper på forsvarets gennemskuelige limpind.

Grundloven og ligestilling

Henrykkelsen blandt det kongetro Danmark, over den nylig vedtagene "ligestilling" af arveforholdene i kongehuset, kender næsten ingen grænser. Ganske vist får de ændrede arveregler næppe nogen betydning de første 60 - 80 år, men man kan nu bryste sig af, at Danmarks Riges Grundlov rummer fuld ligestilling mellem kønnene. Og dog. Løber man den gamle støvede og mange steder nærmest ulæselige grundlov igennem, støder man på følgende interessante paragraf:

"§ 81
Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver."

Denne paragraf bestemmer, at alle mænd (de skal godt nok være våbenføre) kan udskrives til tvangsarbejde af ubestemt varighed og indhold med henblik på at forsvare fædrelandet, men kvinderne de slipper altså helt fri. Det har da ikke meget med ligestilling at gøre? Måske skulle man have koncentreret indsatsen om en revision af paragraf 81, den har nemlig daglig betydning for tusindvis af unge danske mænd, der udsættes for en groft kønsdiskrimerende behandling, i stedet for at bruge en masse krudt på en ligegyldig paradeagtig ændring af arveforholdene i et hengemt og luvslidt kongehus.

Sct. Joseph Søstrenes Skole, årgang 1961

Hvis man lægger vejen forbi Sct. Joseph Søstrenes Skole, møder der en et sandt klondyke af bygninger. Skolen bærer i den grad præg af talrige om og tilbygninger, formentlig et forsøg på, indenfor et meget lille område, at tilgodese tidernes skiftende krav til "pædagogisk rum", et voksende elevtal og vekslende folkeskoleloves krav til nye fagområder. Man undrer sig umiddelbart over, at skolen ikke forlængst er flyttet "udenbys", men lokalområdets loyale og pengestærke publikum har nok gjort sit til, at skolen stadig ligger, der hvor den gør, og ikke er flyttet ud på en åben mark med masser af plads i Brøndby Kommune eller Kokkedal.




Her begyndte vi i 1. klasse helt præcist den 1. september 1961. At datoen ligger fast, skyldes ikke en elefantagtig hukommelse, men derimod min mors notater til lille Jan's fotoalbum, hvor jeg poserer med tornyster, butterfly, hvid skjorte og korte bukser - et mageløst syn - under overskriften "Første skoledag 1. september 1961". Den nye 1. klasse startede åbenbart lidt senere end de ældre klasser. Næsten ligesom i dag.




Sct. Joseph Søstrenes Skole var dengang en blanding af benhård disciplin og høj faglighed. Vi taler vel om den sorte skoles sidste krampetrækninger. Når frikvarteret sluttede, stillede vi op klassevis i lange lige rækker og marcherede ind to-og-to til vores klasseværelser. Når en lærer kom ind i klassen, rejste alle elever sig pænt op, og man satte sig først igen, når der blev givet lov hertil. Eleverne tiltalte lærerne med De og hr./fru/frk. efterfulgt af lærerens efternavn, medens lærerne naturligvis tiltalte eleverne med du og fornavn. Lussinger, eftersidninger og kollektiv afstraffelse var en helt almindelig del af skolens pædagogiske virkemidler (ligesom det var på de fleste andre skoler på det tidspunkt). Det fik jeg i den grad at mærke i 3. klasse, hvor jeg af uransagelige grunde mere havde lyst til at spille fodbold end at lave lektier. Skolens høje faglige niveau betød, at der hver dag var skriftelige afleveringer i dansk og regning (som matematik hed dengang), og da jeg i en længere periode ikke præsterede de ønskede afleveringer, indkasserede jeg en daglig lussing i begge fag samt en times eftersidning, hvor jeg så kunne fremstille de manglende hjemmearbejder. Der var således rabat på eftersidningerne, men ikke på lussingerne.




I 5. klasse oplevede vi et mere raffineret pædagogisk virkemiddel, der for alvor satte os under pres og gødede jorden for den boglige disciplinering: Det handlede om "Prøven", hele skoleåret talte lærerne ikke om andet. "Prøven", en slags terminsprøve "light", blev afholdt i februar måned, og den afgjorde simpelthen hele vores fremtid. Dem, der faldt igennem "Prøven", havnede i A-linjen (en forkortelse af Arbejder-linjen), og de kunne se frem til en 7. klasse og herefter ud til samlebåndet, eller i bedste fald en lærerplads, en masse manuelt arbejde, beskidte fabrikslokaler og en rigtig dårlig løn. Men for dem der bestod, og kom i B-linjen (den boglige linje), var vejen frem lys og lykkelig, man havde som minimum udsigt til en realeksamen, og for de absolutte topscorere lå studentereksamen og en flot akademisk karriere og ventede lige om hjørnet. Det var som enten at havne i helvede eller komme i himlen. Og vi troede på det og knoklede en vis legemsdel ud af bukserne for at undgå den evige fortabelse, et liv med snavsede fingre i skumle fabrikshaller.




Den dag "Prøven" begyndte (den forløb over flere dage) var stemningen nervøs og anspændt (det er vel naturligt, når hele ens fremtid afgøres), en af klassens dårlige elever, en stensikker A-linje aspirant, brækkede sig ud over hele gulvet, hvilket lagde en mindre behagelig odour ud over prøvelokalet, der blev hængende hele dagen, medens vi arbejdede som besatte med diktat, genfortælling og regning. Og hvad blev resultatet så? Tja, nogle havnede i den ene linje, nogle i den anden, på nær en enkelt kan jeg ikke huske, hvem der blev puttet i hvilken kasse, og det havde i øvrigt ikke den fjerneste betydning for vores fremtid. Mange af A-linje aspiranterne endte med flotte akademiske karrierer (og det omvendte var formentlig også tilfældet), det var det rene bluf, i et ondt øjeblik kunne man kalde det et vellykket forsøg på at skræmme eleverne til bøgerne. Det har jeg så tit tænkt på senere, når jeg selv stod overfor "afgørende" situationer i mit liv (eller situationer jeg troede var afgørende) eksaminer, jobsamtaler, vigtige præsentationer, at det afgørende ikke nødvendigvis ligger i det nåleøje man søger at passere, men snarere i en kombination af tilfældigheder og egen drift.




Skolens lærerstab var, oplevet fra elevside, af stærkt varierende kvalitet. I den absolut bedste ende fandtes Fru Rik. Hun underviste os i historie og geografi, og det gjorde hun på allerbedste vis. Der blev aldrig uddelt lussinger eller eftersidninger i hendes timer, stemningen var behagelig, man nød ganske enkelt, når Fru Rik underviste. Særlig faget historie mestrede hun til fuldkommenhed. Jeg husker stadig, hvordan hun tryllebandt klassen, da hun fortalte om Københavns belejring i 1659, vi var simpelthen med i slaget på første parket, og mærkede hvordan det bølgede frem og tilbage med en sitrende spænding. Vi besøgte forsøgscentret i Lejre, kort tid efter at det var åbnet, og var her vidne til anvendelse af moderne metoder i den arkæologiske udforskning. Det var sjovt. Fru Rik forlod imidlertid pludselig skolen, jeg mener hun havde fået job et andet sted, men vendte ligeså pludselig tilbage efter en tragedie i familien.



I den mere ydmyge ende af kvalitetsskalaen var der nok lidt mere trængsel, men en absolut topscorer (eller bundscorer må det vel være) var uden tvivl Fru Tesch, eller Fru Tæsk, som hun hed blandt eleverne. Ikke uden grund. Jeg har ikke den fjerneste erindring om, hvad Fru Tæsk underviste os i, men jeg husker med pinagtig tydelighed, at hun smækkede de mest fantastiske lussinger. Der bredte sig altid en ildevarslende tavshed, når en delikvent blev kaldt til tavlen for at modtage sin retfærdige straf. Alle vidste, at nu var en seværdig forestilling under opsejling. Delikventen stillede sig på kateder forhøjningen overfor Fru Tæsk, en høj og bredskuldret dame med tykke sorte briller, bag hvilke der hvilede et par øjne med et evigt ildevarslende udtryk. Et stykke tid skete der igenting, Fru Tæsk stirrede blot på delikventen med et stærkt misbilligende udtryk, som om hun ville hypnotisere sit offer. Så faldt slaget med en blanding af kraft og pludselighed, der hver gang overraskede både delikventen og det mussestille publikum. Fru Tæsk lagde ganske enkelt alle kræfter i slaget, og efterlod altid et tydeligt rødt mærke, der hvor fruens læddelapper havde antruffet den dunede barnekind. Dengang oplevede vi det som en skræmmende afbrydelse af hverdagen, med en ikke ringe underholdningsværdi. I dag må man vel betragte det som intet mindre end rå vold.


Men sagen om fru Tæsk havde et ganske underholdende efterspil. Mange år senere frekventerede min nevø og niece Sct. Joseph Søstrenes Skole. Vi er nu fremme i slut 70'erne og 80'erne. På det tidspunkt var korporlig afstraffelse strengt forbudt, det blev det faktisk allerede i 1968. Men Fru Tæsk havde altså svært ved at lægge denne gamle vane helt på hylden, og gik derfor stadig under sit gode gamle øgenavn. En dag kaldte hun en delikvant til tavlen og gav ham en ordentlig lussing, som hun nu havde brugt det i hele sit pædagogiske virke. Men forbløffelsen både hos eleverne og skarpretteren var til at skære igennem, da delikventen søreme' slog igen. Fru Tæsk kunne igenting gøre: Hvis hun var gået til skoledelsen, var det jo uvægerligt kommet frem, at hun stadig dyrkede omgang med den ulovlige korporlige afstraffelse, og det havde kostet hende jobbet, en afsked i vanære. Mon ikke det var sidste gang, at Fru Tæsk svang lædernæverne over en sagesløs elev? Man har jo lov til at håbe. Jeg har - ad tilfældighedens vej - haft mulighed for personligt at takke den delikvent, der som den eneste gjorde det, vi andre ikke havde mod og mandshjerte til, nemlig at svare igen på Fru Tæsks rå og uprovokerede vold.




I den ydmyge ende af kvalitetsskalaen finder vi også Søster Noberta, der som navnet antyder var nonne (alle nonnerne blev tiltalt med et søster plus et fornavn). Hun var egentlig meget sød, viste os lysbilleder fra paradisets have (jeg undrer mig stadig over, hvordan optagelserne fandt sted) kunne lide Roling Stones og elskede at fortælle os om, hvor meget hun glædede sig til at komme i himlen, når hun engang døde. Desværre havde hun også et frygteligt temperament, og så var det ikke sjovt at være i nærheden. Når hun kogte over blev de elever, der befandt sig i hendes nabolag angrebet med en vildt fægtende pegepind, der som en anden spærreild under ukontrollerede former ramte både ven og fjende. Når den værste hidsighed havde lagt sig blev et tilfældigt udsnit af eleverne beordret udenfor døren, hvor de så måtte vente et stykke tid. Nu blev døren atter åbnet og den udvalgte flok beordret ind igen. Og her ventede en overraskelse: Den rasende nonne havde nemlig placeret sig bag døren, og hver gang en intetanende elev trådte ind i klassen svang Noberta behændigt pegepinden, så den antraf elevens agterstavn med en ikke ringe kraft. Efterhånden som Søster Noberta gjorde brug af denne raffinerede, men noget ukristelige, sanktionsmetode forsvandt overraskelsesmomentet dog, og de mere skarpsindige elever forstod at trække røven til sig, så pegepinden ikke ramte særlig hårdt. Søster Noberta endte vistnok sine dage på en psykiatrisk afdeling.




Og så var der der det store flertal af lærere, der befandt sig mellem de to kvalitetsmæssige yderpunkter: Søster Angela, skolens rektor, der underviste os i regning og talte med en kraftig fransk accent. Fru Foldtved, der underviste i dansk, og imponerede klassen ved at fortælle om egne oplevelser under besættelsen, bl.a. dramatiske situationer fra folkestrejken. Frk. Pagh, som vi havde i geografi, hun forsøgte sig med varierende held som morsom lærer, men den gik altid rent ind, når hun bad os om, ved hjælp af vores skoleatlas, at finde navnet på den sovjettisk-rumænske grænseflod (den hedder Prut!).




Et mere komisk indslag i lærerstaben var fransklæreren, der gudhjælpemig blev tiltalt Madam Pähre, hvilket naturligvis lynhurtigt blev omskrevet til Madam Hestepære. Vi havde hende i fransk i 3. klasse, så blev faget sløjfet, formentlig fordi man kunne se det udsigtsløse i at undervise mindre elever i fransk som første fremmedsprog. For nu at sige det, som det var, havde Madam Pähre et forholdsvist voluminøst bagparti, der altid var pakket ind i en stramtsiddende nederdel. På dette nederdelsindpakkede kødfremspring anbragte vores klassekammerat, den frygtløse Per Djervig, godt hjulpet af et par piger der forstyrrede madammen med nogle vigtige spørgsmål, en dag en seddel med teksten "Spark mig". Efter denne veludførte dåd svansede madammen intetanende ned ad H. C. Andersen gangen, medens vi elever var ved at blive kvalt af grin. Det var vi i øvrigt i flere dage derefter, bl.a. når vi forestillede os madammens pinagtige entre på lærerværelset. Da jeg mange år senere mødte Per og mindede ham om denne skændselsgerning, huskede han den med al tydelighed, og det helt uden at skamme sig. På top ti listen over morsomme situationer i mit liv, er denne i øvrigt en af de absolutte topscorere.




Der er jo ikke nogen grund til at lægge skjul på, at Sct. Joseph Søstrenes Skole var (og er) en katolsk skole. Det prægede i den grad skolens hverdag fra vi mødte til vi gik, og man må sige at det meget stærke religiøse og ideologiske tilhørsforhold vel havde sine fordele, men bestemt også indebar nogle ulemper.




På fordelssiden kan man fremhæve, at skolen lagde grundlaget for at udvikle en høj grad af tolerance og mellemfolkelig forståelse blandt eleverne. Skolen rummede både katolikker og protestanter, faktisk var katolikkerne i mindretal, jeg vil gætte på at de dengang udgjorde en tredjedel af elevgruppen. Det kunne betyde dannelse af klikestrukturer med indbyrdes opgør på legepladsen og efter skoletid som en yderste konsekvens. Men her var skolen af en ganske anden opfattelse: Den understregede nødvendigheden af en gensidig respekt for hinandens forskellighed, ikke noget med at pege fingre på grund af forskellig tro. Jeg husker det måske allerbedst, da fru Rik i 5. klasse gennemgik refomationen i historie. Et rigtigt ømtåleligt emne, men hun håndterede det med en forbløffende stringens og med neutralitet og saglighed som den gennemgående ledetråd. Hvert et ord blev vejet på en guldvægt, og tilløb til meningstilkendegivelser af enhver art blev stoppet i opløbet. Det var en helt enestående præstation som satte sit præg hos alle.




En del af lærerne, nemlig dem der var nonner - omtrent en tredjedel af lærerstaben - bar den klassiske nonnedragt: Sort og helt ned til gulvet, så kun ansigt og hænder var synlige, ligesom tilfældet er med den muslimske kvindedragt, der hedder hijab. Vi elever undlod naurligvis ikke at bemærke, at her var nogle mennesker, der var klædt anderledes end man normalt er, og det gav anledning til en del interessante diskussioner i frikvarteret. F.eks. om nonnerne under sløret havde hår på hovedet eller monstro var pilskaldede fordi håret var slidt af. Eller hvordan de nu klarede dagens toiletbesøg med disse lange besværlige gevandter. Gik de i det hele taget på toilettet? Men efterhånden var nonnernes påklædning noget vi egentlig ikke spekulerede særlig meget over. Jeg ved ikke, om det er barndommens oplevelse af en noget anderledes klædedragt, der har betydet at jeg senere i livet altid har været meget tolerant med hensyn til menneskers valg af beklædning, men under alle omstændigheder har jeg haft store vanskeligheder ved at forstå de seneste års ophedede tørklædedebat, og i særdeleshed finder jeg den voldsomme politiske diskussion af kvindelige muslimske dommeres hovedbeklædning helt ude af proportioner med almindelig sund fornuft.



En anden fordel ved skolens religiøsitet var, at vi meget tidligt lærte om den verden af sult og fattigdom, der fandtes udenfor vores lille beskyttede enklave. Hver gang der indtraf en hungerkatastrofe, et jordskælv, en krig eller anden form for dårligdom var skolen fremme med raslebøsserne, og så var det en god kristen pligt at medvirke til, at der kom penge i bøsserne eller ind på girokortet. I religionstimerne lærte vi også om den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King, og hans ikke-volds strategi. Det var lige på det tidspunkt, hvor bølgerne gik allerhøjest i den amerikanske borgerrettighedskamp, hvor vi næsten dagligt kunne se dramatiske scener i TV, hvor hvide sydstatsbetjente uddelte knippelsuppe til flygtende demonstranter, eller unge hvide bøller gik til angreb på biler, der forsøgte at transportere sorte elever hen til skoler, der indtil da havde været forbeholdt den herskende race. Så det var spændende og relevant undervisning, når pater Vian, på sit ubehjælpsomme dansk fortalte om Rosa Park, der nægtede at rejse sig op i bussen efter en lang dag på arbejdet, blev arresteret, og hvordan det startede den lange busboykot i sydstaterne, der endte med at afskaffe adskillelsen af racer i busserne og andre offentlige transportmidler.

Men det katolsk religiøse grundlag havde også sin pris. Først og fremmest var dagen simpelthen sovset ind i religion fra morgen til aften. Vi bad bønner om morgenen, når vi kom, inden og efter indtagelse af frokosten samt om eftermiddagen, når skoledagen sluttede. Oveni dette havde vi en time religion hver dag, samt gudstjeneste hver onsdag morgen, og for at det ikke skulle være løgn bestod musikundervisning i vidt omfang i afsyngelse af diverse kristne salmer. Hold kæft mand, hvor var det bare kedeligt, og hvor var det bare for meget! Jeg følte mig pakket ind i en stor, tung katolsk dyne, som man ikke kunne få vejret under. Efterhånden som jeg blev ældre begyndte jeg så småt at stille spørgsmålstegn ved de katolske dogmer og lærersætninger, som vi blev indoktrineret med i skolen og i kirken fra tidlig morgen til sen aften. Og hver gang jeg underkastede den katolske kirke et nyt uanmeldt kasseeftersyn voksede listen over uoverensstemmelser mellem mig og kirken. Da jeg blev 18 år, meldte jeg mig ud, og jeg har stort set ikke sat mine ben i en katolsk kirke siden da. Og jeg var ikke den enste. De fleste klassekammerater, jeg har talt med om dette spørgsmål, har enten meldt sig ud, eller ladet kirken hensygne i almindelig glemsel. Mange præster forlod ligeledes kirken, typisk når de pludselig brændte varm på en kvinde. Det mest markante tilfælde fra den lokale kirke Sct. Andreas var nok Martin Drouzy, der efter han forlod kirken skrev en fremragende biografi om filminstruktøren Louis Bunuel. Sidste gang jeg så Nartin Drouzy var i Fælledparken en 1. maj, han stod med bare tæer og halvlangt hår og skuede ud over forsamlingen. Måske tænkte han på mange års spild af tid med bønnebøger og lange latinske tekster.

Frikvarteret var skolens store sociale smeltedigel. Her mødtes man i leg, dannede venskaber og rangerede sig i klassens hierakier. Pigerne sjippede og legede med hinkeruder, medens drengene hønsede og sloges. Jeg holdt mig langt væk fra slagsmålene og klassens "farlige drenge", der yndede at yppe kiv og afgøre uoverensstemmelser, når gårdvagten var ude af syne. Jeg færdedes sammen med de "bløde drenge", der ikke drillede eller gik til korporligheder. På træbænkene under halvtaget legede vi "mase", en leg der bestod i at man satte sig en 6-7 elever på række og masede ind mod midten fra hver sin side, medens alle råbte "mase, mase". Det var morsomt at iagtage det forkomne udtryk hos den eller de elever, der befandt sig midt inde i rækken og var udsat for det største tryk. En virkelig intelligent og opfindsom jeg. Vi spillede også fodbold med ølkapsler eller tomme mælkekartoner, leg med bolde var strengt forbudt. Og så drillede vi pigerne. Det var sjovt.

Når skoleåret sluttede, tømrede skolens pedel, en gammel polsk flygtning der hed Gogorlskij, en bred trætrappe op i den ene ende af gymnastiksalen. Her blev vi så bænket til skolens store årsafslutning, hvor de henførte forældre - primært mødrene, fædrene var jo på arbejde - kunne høre de små poder afsynge sange og afsige vers. Afslutningen blev minutiøst indøvet i flere uger forinden fortrinsvis i dansktimerne hos Fru Foldtved, intet måtte kikse, når der nu var forældre til stede. Flaget var hejst i den lille skolegård og når den sidste sang var sunget og det sidste vers afsagt, drog vi ud til næsten to måneders sommerferie. Det var tider!

For mit vedkommende sluttede Sct. Joseph perioden efter 5. klasse, hvor jeg flyttede til Niels Steensens Gymnasium. Der var tale om et helt frivilligt skoleskifte, mine forældre mente, at jeg trængte til nogle nye impulser. For andre blev afslutningen på Sct. Joseph knap så frivillig. Et par stykker blev smidt ud i de efterfølgende år. En fordi skolen mente, at han havde revet en bog i itu, en anden fordi han havde forladt skolen i frikvarteret. Der skulle øjensynlig ikke meget til for at få "sparket" dengang.

Ny mærkedag?

Dansk Folkeparti vil gøre den 29. august til en officiel flagdag i Danmark. Begrundelsen herfor er, at dagen markerer afslutningen på samarbejdspolitiken under besættelsen. Officielt ønsker DF ganske vist, at dagen skal markere danske soldater indsats i udlandet, soldaterne har imidlertid selv foreslået en anden dag, så selvfølgelig handler det her om nok en værdipolitisk markering.

Jeg synes, at man i stedet skal gøre den 13. juli til en officiel flagdag for at markere Erik Scavenius' fødselsdag. Scavenius var udenrigsminister under hele 1. verdenskrig, og under besættelsen var han først udenrigsminister og siden tillige statsminister, indtil samarbejdspolitiken brød sammen den 29. august 1943.

Scavenius var om nogen årsagen til, at Danmark slap for at blive involveret i 1. verdenskrig. Adskillige gange balancerede landet på en knivsæg, men hver gang lykkedes det Scavenius, ved en afdæmpet men beslutsom politisk dialog med de krigsførende parter, at afværge den tilstundende katastrofe. Mange tusinde danske mænd skylder derfor Scavenius deres liv.

Under besættelsen var Scavenius den der, mere end nogen anden, tegnede samarbejdspolitiken med den tyske besættelsesmagt. Derved undgik Danmark store unødvendige tab af menneskeliv og enorme materielle ødelæggelser. Man kunne i "ro og mag" opbygge en slagkraftig modstandsbevægelse, og landets jøder undgik øjeblikkelig deportation og gennemførte senere hen en velorganiseret flugt, da regeringen måtte gå af. Under krigen tilsluttede hovedparten af den danske befolkning sig regeringens politik, hvilket mest tydeligt fremgik af valget i marts 1943, hvor et stort flertal af vælgerne stemte på regeringspartierne, og det oven i købet med en rekordhøj stemmeprocent. Efter krigen glemte de fleste, hvad de havde stemt på og støttet under besættelsen, og Scavenius blev lagt for had af modstandsbevægelsen, politikerne og befolkningen.

Hvor mange menneskeliv, der blev sparet, og hvor store materielle tab det danske samfund undgik, gennem Scavenius kloge politiske linje er uvist, men var det gået helt galt, havde det kostet titusindvis af sagesløse danskeres liv og velfærd. Hvis vi endelig skal have en ny flagdag er Scavenius' fødselsdag den 13. juli derfor et rigtigt godt bud som en markering af, at vi i Danmark hædrer en politik baseret på virkelighedens realiteter, og ikke på Dansk Folkeparti's drengebogsagtige drømmeri.

De burkaklædte skolefrøkner

En del af mine skolelærere i de mindre klasser bar en burkalignende klædedragt. Det drejer sig såmænd om nonnerne på Sct. Joseph Søstrenes Skole, hvor jeg var elev i årene 1961 - 66. Den markante religiøse klædedragt gav dog hverken anledning til protester fra politikere eller forældre. Snarere tværtimod, søgningen var allerede dengang helt kollosal, og skolens ry var det bedste ude i den store offentlighed. Men hvad med os stakkels elever, der dag ud og dag ind var udsat for en massiv religiøs symbolik, tog vi ikke skade af denne maliciøse påvirkning? Ikke så vidt jeg ved. Vi bemærkede selvfølgelig denne anderledes måde at klæde sig på, men overvejelserne gik vel mest i retning af, hvordan de små søde nonner nu så ud i virkeligheden. Havde de mon hår på hovedet under sløret, der sad stramt rundt om ansigtet og kun lod det allermest nødvendige være synligt, eller var de pilskaldede? Skvattede de aldrig i de ankellange kjoler på vej op og ned ad skolens mange trapper. Hvordan klarede de egentlig dagens toiletbesøg, det måtte da være besværligt med de lange gevandter (gik de i det hele taget på toilettet)? Ja, vi havde mange bekymringer og overvejelser i den anledning. Om vi tog skade af lærernes mærkværdige beklædning? Næppe.

Til gengæld brød vi os ikke om den udstrakte anvendelse af korporlig og kollektiv afstraffelse eller de prøver og eksaminer i 5. klasse, som man bildte os ind ville afgøre hele vores fremtid. De fleste synes vel også at den overdrevne religionsudøvelse, der indsovsede skolens dagligliv - bønner fire gange om dagen, fem religionstimer og en gudstjeneste om ugen - var lige lidt i overkanten og som oftest temmelig kedeligt. Men konsekvensen var, at rigtig mange fik en effektiv og livsvarig vaccination mod enhver form for religion, så på den måde var de mange bønner ikke det rene spild af tid.

På Sct. Joseph oplevede vi den sorte skoles sidste krampetrækninger, og det ville - borset fra det med religionen - have været fuldstændig det samme på enhver anden skole. Lærernes ikke særlig neutrale beklædning betød i denne sammenhæng - ingenting. Derfor kan jeg ikke lade være med at grine godt og grundigt af den ophidsede tørklædedebat, der for tiden raser i medierne med en intensitet så voldsom, så man skulle tro, at det var landets frihed, der stod på spil.

Irakkrigen og toiletter

I Politiken 20. marts 2008 redegør Joseph Stiglitz, der er økonomiprofessor på Columbia University og nobelprismodtager, for irakkrigens økonomiske omkostninger. I USA alene udgør de samlede udgifter til krigen 14.500 miliarder kr., et fuldstændigt svimlende beløb. Stiglitz medregner ikke kun de direkte udgifter til krigsførelsen, men også de inddirekte omkostninger, såsom hospitalsbehandlinger af sårede og erstatninger til fysisk og mentalt invaliderede soldater. Eksempelvis har 52.000 tilbagevendte soldater allerede fået stillet diagnosen posttraumatisk stresssyndrom, og de er således berettiget til erstatning. Udgifterne hertil indgår ikke i de officielle krigsstatistikker, men er med regnet i Stiglitz' opgørelse.



I samme nummer af Politiken fortæller Anders Dalsgaard og Flemming Konradsen, der er professorer ved henholdsvis Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, at manglende adgang til ordentlige toilletforhold og rent drikkevand er årsagen til, at 1,35 millioner børn under 5 år hvert år dør af diarré. Hver dag dør der altså 3.700 små børn som følge af manglende adgang til ordentlige sanitære forhold, det er flere mennesker end der tilsamen døde under terrorangrebet på World Trade Center 11. september 2001.


Man kan selvfølgelig ikke lade være med at tænke på, om de mange penge, der hidtil er brændt af på irakkrigen, kunne have været anvendt bedre til andre formål, f.eks. til at skaffe tidssvarende sanitære installationer til de 1,5 mia. mennesker i den fattige verden, der ikke har adgang hertil. Ja, blot en brøkdel af de astronomiske udgifter til krigsførelsen i Irak kunne have sikret overlevelse til tusindvis af mindre børn og et bedre mere komfortabelt liv for millioner af mennesker.

I Afrika dør der hvert år 5 - 6 millioner mennesker af banale infektionssygdomme, der kan behandles og forebygges for nogle få kroner om dagen. Her ville blot en beskeden andel af de exorbitante udgifter til irakkrigen have gjort underværker og sikret en bedre tilværelse for mange hundrede millioner mennesker. Og så er der selvfølgelig AIDS epidemien, der udover de menneskelige og sociale omkostninger, er en stærkt medvirkende årsag til, at udviklingen ikke kan komme rigtig i gang i mange afrikanske lande, her ville "blot" 100 mia. kr. af den 14.500 mia. kr. dyre irakkrig have gjort en kæmpe forskel.

I stedet for disse stensikre "vinderprojekter" har man valgt at satse en bondegård på et tvivlsomt demokratiprojekt i et land med 28 millioner mennesker. Politik er at prioritere, og i denne sag må det være åbenlyst for enhver, at man har prioriteret forkert.

Mxller

Muhammed sag i Gentofte

Gentofte Kommune har fået sin egen Muhammed krise. Den handler om en brandmand, der benyttede sin grundlovssikrede ytringsfrihed til at kritisere et nyt kommunikationsudstyr, der er anskaffet for et millionbeløb af det kommunale brandvæsen. Et system der er så ringe, at det indtil videre har kostet to mennesker livet. Den slags kritiske ytringer bryder det konservative flertal i Gentofte sig ikke om, og brandmanden har derfor fået sin afsked. Samtidig barsler borgmesterens konservative partifælle, kulturminister Brian Mikkelsen, med en stort anlagt demokratikanon. Mon ikke man skulle sende et eksemplar til Gentoftes borgmester, det ser ud til, at han har meget at lære om ytringsfrihed og demokrati.

X-factor

Hver fredag aften kan man i disse uger fornøje sig med et udsøgt program, der sendes på DR, vor fordums stolte public service kanal. Programmet hedder X-factor og består fortrinsvis i en konkurrence mellem tre musikalske smagsdommere om, hvem der kan udvise den mest fornærmende, krænkende og intimiderende adfærd overfor de indlysende sangtalenter, der formaster sig indenfor DR-byens utætte vægge. Lige nu fører den mindst hårfagre af smagsdommerne denne indbyrdes konkurrence, endog ganske komfortabelt. Det har næppe været billigt at stille hele det kæmpe apparat på benene, der skal til for at afvikle en så smagfuld forestilling, men DR har trods skrantende økonomi fundet midler hertil, så folket kan fornøje sig med unge uprøvede sangstemmer og det elskværdige dommerpanel. Men pengepungen var åbenbart tom, da man nåede frem til P1, for her lukkede redaktionen ikke mindre end fire fremragende debat- og analyseprogrammer ved årsskiftet. Ganske vist var omkostningerne til disse programmer formentlig en brøkdel af de uhyrlige summer, der i stedet postes i X-factor, men udtrykker vel en sund prioritering, for hvem gider høre på langsommelige udenrigspolitiske analyser, når man i stedet kan nyde lektor Blomme's kulturelle reinkarnation uddele ris og spanskrør til forfjamskede teenagepiger.

Kulturministerens hævn

Ved indgangen til 2008 kommer vi for alvor til at mærke resultatet af besparelserne i DR. Således stopper ikke mindre end tre populære programmer i P1, nemlig "Ugen på spidsen", "Kaffeklubben" og "Esmanns verden". Det drejer sig om tre alsidige politiske debat-, analyse- og interviewprogrammer, der favner bredt, formår at gå i dybden og er kendetegnet ved en ypperlig kvalitet. Hvis man spørger programværterne kan (eller vil) de ikke svare på, hvorfor programmerne stopper, og henvendelser til DR's ledelse besvares med intetsigende standardskrivelser. Ét program får dog lov til at fortsætte, nemlig "Krause på tværs", der bestyres af den tidligere informationschef for Det Konservative Folkeparti, Niels Krause-Kjær, desværre en udsendelse med ensidige, nykonservative tendenser. Meget tyder således på, at kulturministerens hævntogt mod DR lykkes udover al forventning

Fogh er en bangebuks

Ifølge Nyhedsavisen afviser Fogh at deltage i en duel for åbent tæppe med 600 tilskuere fra VU og DSU. TV2, der er arrangør af duellen, har så foreslået at flytte arrangementet til Kvægtorvet i Odense, og lade det foregå foran kun 150 tilskuere. Det er ligeledes blevet afvist. Så nu bliver der i stedet en ren TV duel med nul tilskuere. Henrik Qvortrup, der tidligere har arbejdet for Fogh, udtaler i den anledning, ifølge Nyhedsavisen: "Han frygter Helle Thornings evner som kommunikator og formidler. Og de evner kommer om noget til udfoldelse foran mange tilskuere".

Fogh er en rigtig bangebuks: Han sender gladeligt danske soldater afsted på farlige missioner i Irak og Afghanistan, men han tør ikke møde oppositionen og stå til regnskab for sin politik foran et større publikum. Hvor er det dog ynkeligt.

CF korpset 1977/78

Den 1. november 1977 startede jeg som værnepligtig ved CF-korpsets (i dag omdøbt til Beredskabskorpset) kaserne i Hillerød. Jeg havde efter en del overvejelser valgt CF, da tjenestetiden var den korteste (8 måneder mod 9 i "cirkus milli" og 11 som nægter), lønnen var bedre end nægternes, og risikoen for genindkaldelse betydelig mindre end i militæret. Iskoldt og udspekuleret vil nogle sige, medens andre vilde kalde det et pragmatisk valg.

Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.

Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.

En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.

Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:

Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.

En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.

Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.

Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.

De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.

Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.

Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.

Venstre og besættelsen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har kritiseret samarbejdspolitiken i Danmark under besættelsen. Kritikken retter sig tydeligvis mod Socialdemokratiet og De Radikale, og handler ikke kun om selve samarbejdspolitikken, men også om at landet "blev taget på sengen" d. 9. april, hvor de tyske tropper nærmest spadserede ind over grænsen, og uden tab eller nævneværdige kamphandlinger, besatte Danmark.

Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.

Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.

Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.

Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.

Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.

Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.

Mere om viceadmiral Henri Wenck

Tak for kommentarerne til mit svarindlæg (se http://pub50.bravenet.com/forum/4287808284/show/598677). Her mine svarkommentarer:

Lad os se på kendsgerningerne omkring Henri Wenck’s afsked fra søværnet:

D. 30. marts 1932 oplyste forsvarsministeren i en samtale med Wenck, at han havde indstillet Wenck til afsked (se ref.1 side 147). Den næste dag kl. 11.30 dag fik Wenck overrakt en skrivelse fra marineministeriet, der officielt meddelte den varslede afsked (se ref. 1 side151). Med andre ord må viceadmiralen med meget kort varsel rydde skrivebordet og forlade kontoret.

I samtaler med forsvarsministeren både før og efter afskeden anmoder Wenck om at få bevilget tjenestefrihed frem til den endelige afsked som tjenestemand ved udgangen af juni måned. Denne anmodning kan ministeren imidlertid ikke imødekomme, da man har planlagt at sende Wenck til en afrustningskonference i Geneve (se ref. 1 side 147-148). Wenck anmoder så om i det mindste at få lov til at udføre de sidste tre måneders tjeneste i København, men det kan heller ikke lade sig gøre. Endelig beder Wenck om fortsat at referere direkte til forsvarsministeren, men får at vide, at han er forflyttet til udenrigsministeriet (se ref. 1. side 153).

Med andre ord bliver Wenck afskediget fra sin stilling som flådeinspektør med ultrakort varsel, han bliver kylet ud af sin tjenestebolig 12 dage senere, han sendes – mod sin vilje – til Langbortistan, og som lidt ekstra salt på såret, forflyttes han fra forsvars- til udenrigsministeriet. Hvis ikke det er en fyring, så ved jeg altså ikke hvad en fyring er? Det ville da også forekomme fuldstændig tåbeligt at ansætte Wenck som flådeinspektør d. 1. december, for dernæst at afskedige ham igen 4 måneder senere, hvis det var et led i en velovervejet og velplanlagt omstrukturering, han selv var en del af, som nogen forsøger at bortforklare hændelsesforløbet med.

Det er mit gæt, at regeringen ansatte Wenck som flådechef for at benytte hans popularitet hos flådens officerer til at få omstruktureringerne og nedskæringerne til at ”glide lettere ned”. Da Wenck så nægtede at ”levere varen” var der ikke anden mulighed end at ”vippe ham af pinden”. Nu var hans popularitet ikke længere en fordel, men et problem, der kunne udvikle sig, hvis han fortsat fik lov til at lave ballade på hjemmefronten. Det problem løste man så ved at sende ham til Geneve.

I stedet ansatte man Rechnitzer, der fra start af havde tilkendegivet – om end modvilligt – at han gerne ville medvirke til regeringens og rigsdagens flådeprojekt. Wenck forstod øjensynlig slet ikke spillereglerne i et ”demokratisk bureaukrati”, det gjorde Rechnitzer derimod. Samtidig besad han den fornødne kynisme, derfor vandt Rechnitzer og Wenck tabte. Endelig udviste Wenck en fuldstændig mangel på forståelse for den samfundsøkonomiske nødvendighed af besparelserne i flåden.

Angående militærkup, håber jeg ikke at mine indlæg antyder, at der var en overhængende fare for en militær magtovertagelse i Danmark. Bo Lidegaard har i sin bog om dansk udenrigspolitik i 1932 - 45 analyseret risikoen for militærkup i Danmark, og når, så vidt jeg erindrer, frem til, at risikoen var forholdsvis beskeden. Det er naturligvis nemt at se i dag, men det var anderledes vanskeligt for politikerne, at overskue situationen medens de befandt sig midt i den. Og det er en kendsgerning at politikere både hos De Radikale og Socialdemokratiet i perioder – helt ubegrundet heldigvis – frygtede et militærkup. Det var formentlig også en af grundene til, at man sendte Wenck ”i eksil” umiddelbart efter hans afsked: Den mindste risiko for ”utilsigtede hændelser” skulle elimineres.

Jan Møller

Ref. 1: Hans Chr. Bjerg: Lex Rechnitzer

Viceadmiral Henri Wenck

Der hersker den udbredte og sejlivede myte, at viceadmiral Henri Wenck frivilligt valgte at forlade sin stilling som flådeinspektør i 1932 i protest mod de nedskæringer af flåden, den danske rigsdag havde vedtaget kort forinden. Det gjorde Henri Wenck imidlertid ikke, han blev ganske enkelt fyret, fordi han nægtede at medvirke til gennemførelse af nedskæringerne. Havde han valgt at gøre, som myten foreskriver, og forladt sin stilling i protest, havde det vel været i orden, eller havde han efterlevet rigsdagens beslutning, kunne man ikke sætte en finger på hans handlinger. I stedet fremstår han nu, som en illoyal embedsmand, og den slags fortjener næppe at beklæde en af landets høje administrative poster. Wenck’s exit var hverken særlig ærefuld eller begavet, det indså selv hans allerøverste chef, Christian d. 10., der vel næppe kan beskyldes for at være blandt de mest begavede monarker, der har resideret i Danmark.

I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.

Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.

Splid i regeringen?

Hvad mener regeringen egentlig om Tyrkiets medlemskab af EU? Jeg kan komme lidt i tvivl. Indtil for nylig opfattede regeringen Tyrkiet som et kandidatland med mulighed for medlemskab, ved opfyldelse af en række betingelser. Men sidenhen er Karen Jespersen trådt ind i regeringen, og hun er mig bekendt indædt modstander af et Tyrkisk medlemskab. En væsentlig årsag til, at hun for nylig forlod Socialdemokraterne, var netop, at hun ikke magtede at overbevise partiet om sit synspunkt på dette område. Så hvad mener regeringen egentlig i dag, og hvad mener mon Karen Jespersen? Og er der splid i regeringen i dette spørgsmål?

Den forsultede topskatteyder

Den forsultede topskatteyder slikker sig om munden i disse dage. Der er lagt op til en ekstra efterret til det festmåltid, der har stået på de seneste 5-6 år. Først fik den forsultede topskatteyder en kæmpe stigning i friværdien, så kom skattestoppet, i 2004 blev det endog til en skattesænkning, og nu venter der en ny reduktion i skatten. Jo, det har været en lang fest for den forsultede topskatteyder under farmand Fogh's nådige ledelse. Men, det har kostet hårdt arbejde at nå så langt: Den forsultede topskatteyder har plaget farmand Fogh dag ud og dag ind igennem flere år for at få den ekstra skattereduktion, som den forsultede topskatteyder betragter som en velerhvervet rettighed. Farmand Fogh, der efterhånden var blevet lidt bekymret over den forsultede topskatteyders vellevned, sagde imidlertid nej. Men, som det altid går med vedvarende plagerier fra overforkælede børn, blev Farmand Fogh efterhånden træt af al den ballade, og til sidst sagde han ja. Nu skal han bare lige overbevise mor Pia, så får den forsultede topskatteyder nok en flødeskumskage og kan fortsætte mange års uafladeligt æderi. Og mon ikke mor Pia lader sig overtale, hun skal vel som sædvanlig bare bestikkes med lidt penge til den årlige julebasar for ensomme gamle katte, og et nyt flot danebrogsflag til den velfriserede have, så er den hjemme.

Krogerup 1977

Foråret 1977 tilbragte jeg som elev på Krogerup Højskole. På det tidspunkt havde jeg afsluttet min ingeniøruddannelse, men ventede på at blive indkaldt til statsligt tvangsarbejde (værnepligt) i det der dengang hed CF korpset. Chancerne for arbejde for en nydimmiteret ingeniør var dengang mindre end i dag og stort set lig 0, når der stod 8 måneders tvangsarbejde for døren, så jeg besluttede at bruge ventetiden på et højskoleophold. At valget faldt på Krogerup var lidt af en tilfældighed. Egentlig havde jeg besluttet mig for Brandbjerg Højskole, men hørte så ad forskellige veje en række ufordelagtige ting om højskolen. Efter at have konsulteret højskoleoversigten for 117. gang, ringede jeg til Krogerup, og fik en meget positiv snak med den daværende højskoleleder K.E. Larsen, og så var beslutningen vel nærmest truffet af sig selv. Det trak i øvrigt lidt, at højskolen lå tæt på København med mulighed for hurtig retræte, hvis det blev nødvendigt.


Skolen rummede en stab af mange rigtig dygtige lærere. Den mest fremtrædende var vel Niels Jensen, der underviste i filmkundskab. Han var så vellidt hos eleverne, at man måtte ty til lodtrækning blandt tilmeldingerne, når der skulle vælges nye fag efter de første to måneder. Niels Jensen var en fremragende formidler, hans timer en æstetisk oplevelse i velformuleret og veldisponeret pædagogik. Man var tryllebundet, når han i en koncentreret lektion gennemgik amerikansk film i 30'erne, relaterede filmene til den amerikanske samfundsudvikling, zoomede ind på billedkompositionerne og sluttede af med at skitsere betydningen for den moderne film. Man følte sig i den grad oplyst og beriget efter en time med Niels Jensen. Men han var også en gevaldig hidsigprop, der ikke gik af vejen for at gennemhegle en elev, der havde sagt noget forkert, eller mishagede ham af en eller anden grund. Der burde vi elever have sagt stop. Niels Jensen's bog "Filmkunst" regnes i dag blandt klassikerne i filmlitteraturen. Niels Jensen blev senere lærer på filmskolen.


En anden inspirerende lærer var den senere TV direktør i DR, Bjørn Erichsen, der underviste i historie. Hans talent for formidling var slet ikke på samme niveau som Niels Jensen's, men han forstod at motivere eleverne, enten ved at sætte gang i en bragende diskussion eller ved at få eleverne til at yde det ypperste ved løsning af de opgaver, der indgik i undervisningen. Således havde jeg sammen med en anden elev - Ole Hansen - fået en opgave der handlede om de store strejker i foråret 1956, det var dengang H. C. Hansen ophøjede et forkastet mæglingsforslag til lov, og kort tid efter med bævende hjerte så mere end 200.000 vrede arbejdere indfinde sig til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Vi løste opgaven ved at interviewe nogle af dem, der havde oplevet (og deltaget i) strejkerne (opstanden) på nært hold, bl.a. en ældre fagforeningsmand. Det var ufattelig spændende, og gav en langt dybere indsigt i forløbet, end hvis man blot havde "boget" sig igennem opgaven, på sædvanlig vis. En af årsagerne til, at det ofte lykkedes Bjørn Erichsen at skabe voldsomme diskussioner i timerne var hans medlemskab af DKP, et medlemskab som han på ingen måde forsøgte at lægge skjul på. Bjørn Erichsen's tilgang til historien var i den grad præget af hans politiske ståsted, og det virkede ofte som en rød klud på os "Kongelige danske Socialdemokrater", som han hånligt betegnede det flertal af elever, der i kraftig grad distancerede sig fra kommunismen. Efter den fine karriere i medieverdenen tror jeg dog næppe, at Bjørn Erichsen har bevaret sit medlemskab af DKP, mon ikke han er blevet næsten ligeså "kongelig" som alle os andre. Vi har jo alle lov til at blive klogere, og der skal ikke være nogen tvivl om, at timerne hos Bjørn Erichsen gav en indsigt, vi ikke havde fået mange andre steder.

Forfatteren Erik Knudsen var også et fremtrædende og engageret medlem af lærergruppen. I begyndelsen var vi nok lidt imponerede over at have en rigtig "kendis" som lærer, der fik sine teaterstykker vist på TV og digtsamlinger udgivet på landets førende bogforlag. Men man oplevede hurtigt Erik Knudsen som et uhyre jordbundent og behageligt menneske uden den mindste antydning af primadonnanykker overhovedet. Vi tog fat på musiktekster og lidt digtekunst uden de store armbevægelser, og vi fik naturligvis alle lov til at give vor uforgribelige mening til kende om denne eller hin poetiske udgydelse, men finalen, når Erik Knudsen i jævne vendinger sømmede sin mening fast om et digteværk, efterlod os ofte som en flok hjælpeløse amatører, der nok havde misset de fleste af tekstens pointer. Det var sgu' sjovt. Erik Knudsen omtalte typisk andre forfatteres udgydelser med behørig respekt, kun en gang fornemmede jeg en nærmest afgrundsdyb respekt, og det var da vi behandlede nogle tekster af Bob Dylan. Erik Knudsen gav mig også en god indgang til den variende kvalitet af kunstneres arbejde, da han slog fast, at en kunstner bør huskes for de gode ting kunstneren frembringer, ikke fiaskoerne. Den erkendelse har jeg siden haft stor fornøjelse af. Stemningen i Erik Knudsen's timer afspejlede ofte hans - ret varierende - humør, der bevægede sig fra sortsyn og manglende tro på fremtiden til kvidrende optimisme. En aften bankede det på vores dør og en badekåbeklædt elev (jeg tror han hed Per Ginsborg) fortalte, at forfatteren Leif Panduro var død. Næste morgen havde vi Erik Knudsen i den første time, og jeg husker stadig hans forstenede ansigtsudtryk, da han indledte timen med at sige, at han stadig var stærkt chokeret over "kollegaens" død, dagen forinden. Erik Knudsens timer gav ikke den samme æstetiske oplevelse, som Niels Jensen's, og var heller ikke en politisk slagmark som Bjørn Erichsen's, timerne gav os nok snarere en stille erkendelse af poesiens sprog. Erik Knudsen er, trods sin høje alder, stadig forfatteraktuel, og han har netop udgivet en ny bog.

Bjørn Bennike, der bl.a. underviste i Kina's historie, beboede en fed lejlighed på højskolens øverste etage. Her var vi forsamlet en dag i midten af januar 1977, da Jimmy Carter holdt sin tiltrædelsestale som præsident. Bjørn Bennike's timer var så kedelige, at de også kedede ham selv, men lige præcis den oplevelse af et nyt kapitel i USA's historie, set fra en lærers private bolig, gav os en uforglemmelig indgang til en historisk begivenhed, og ikke mindst den gode uformelle snak vi havde efter tiltrædelsestalen, satte begivenheden i et ganske særligt perspektiv.

Højskolens drama- og musiklærer Roger Pring stablede en gang imellem et stort musikanlæg op i en af skolens stuer, og her oplevede vi så stor musikkunst primært den klassiske af slagsen. Det var fedt at sidde helt stille i flok og lytte til den vidunderlige musik, og oplevelsen blev endnu bedre, når vi bagefter over en kop kaffe delte den med hinanden.

Skolens leder K. E. Larsen var ikke en formidler på niveau med Niels Jensen eller Bjørn Erichsen, og hans fag, der primært tog udgangspunkt i jura og retsvidenskab, var nok ikke lige min kop te, men han forstod at skabe nogle fremragende rammer om højskolen, og dermed sikre dens overlevelse i en tid, hvor højskolebevægelsen blev ramt af politisk modvind. K. E. Larsen stillede krav om, at eleverne deltog i undervisningen, pjækkeri blev ganske enkelt ikke accepteret, og han forlangte også, at eleverne deltog i de forholdsvis få pligter, der var på skolen. Det gjorde ham upopulær i en mindre kreds af skolens elever, men skabte respekt hos flertallet. K. E. Larsen var vel som den eneste af skolens lærere af borgerlig observans, han var Venstremand og tilhørte naturligvis den grundtvigianske højskolefløj i partiet, der stod (og står) i skarp modsætning til det såkaldte handelsskolevenstre. I slutningen af 70'erne, hvor ungdomsoprøret stadig kørte på fulde gardiner, var der en helt utrolig politisk intolerance overfor alt, der lå til højre for SF. Man blev som Socialdemokrat betragtet som en stor klasseforrædder eller det der var værre, og tilhængere af Venstre eller De Konservative blev i store kredse regnet som de rene undermennesker. Undtagelsen var K. E. Larsen, der i det temmelig venstrevredne Krogerupmiljø aftvang sig stor respekt, også for sit åbne liberale politiske ståsted, en respekt der efterhånden forplantede sig ud i elevgruppen.

Der var andre lærere, som jeg oplevede mere på distancen. En af dem var Mads Lidegaard, jeg mener ikke jeg havde fag hos ham. Lidegaard var en formidabel foredragsholder, der med stor autoritet tryllebandt en større forsamling, typisk med foredrag om historiske emner, eller fortællinger relateret til Grønland, hvor han havde levet og arbejdet igennem en længere årrække. Lidegaard var nok ikke ubevidst om sin egen fortræffelighed som fortæller og foredragsholder, og han havde en svaghed for kvindekønnet blandt skolens elever, der måske ikke var helt så klædelig for en lærer. En anden for mig mere perifer lærer var Lasse Rathnov (bror til Willy Rathnov, som vi kender fra "Huset på Christianshavn") , han var meget aktiv ved skolens fællesmøder og vistnok skabskommunist. Han havde en herlig ruhåret gravhund, der hed Malle. Den yndede at brede sig i en lænestol i skolens fællesareal, hvor den fra lå med snuden rettet ned mod gulvet, medens den filosoferede over tilværelsens elendighed.

I 1977 var arbejdsløsheden stærkt stigende, og mange mennesker på kanten af tilværelsen, der igennem en højkonjunkturperiode formentlig havde klaret sig sådan nogenlunde, faldt uhjælpeligt igennem, og stod uden de store udsigter til at komme tilbage på sporet. Kommunerne anede ikke, hvad de skulle stille op med den voksende kø af bistandsklienter og arbejdsløse, og valgte i mange tilfælde at benytte højskolerne som "varmestuer". Med til dette hører, at det dengang ikke var så eksorbitant dyrt at frekventere en højskole, som det er i dag. Det satte sit præg på elevgruppen. Man kan vel groft sige, at de tre fjerdedele af eleverne - de normale - betragtede højskolen som en pause i tilværelsen og forventede, som en helt naturlig ting, at vende tilbage til job eller uddannelse efter endt højskoleophold. Den sidste fjerdedel var i større eller mindre grad præget af alkoholisme, stofmisbrug, psykiske sygdomme, kriminalitet eller var på anden vis, det vi i dag betegner som utilpassede. Denne gruppe havde svært ved at deltage i undervisningen, der som tidligere nævnt var obligatorisk, og magtede slet ikke at varetage de småpligter (rengøring, opvask mv.), der også var en del af højskolelivet. Det førte ofte til meget barske konfrontationer mellem K.E. og lærergruppen på den ene side og "de utilpassede" på den anden. K.E var efterhånden godt gammeldags sur over visse elevers slendrian, men han var også så godhjertet, at han ikke nænnede at tage konsekvensen, og smide de elever ud, der den ene gang efter den anden forbrød sig mod skolens regler. Vi - de normale - følte uvægerligt en vis foragt, overfor de mest dovne og uduelige i gruppen af "utilpassede" elever. Det hører dog også med til historien, at en del i den tunge ende af elevgruppen faktisk klarede sig rigtig godt. Jeg oplevede f.eks. en maniodepressiv elev, der ydede en flot indsats i undervisningen, når hun ikke var grebet af tungsind eller blafrende optimisme. For mit vedkommende handlede det i øvrigt om, at jeg for første gang oplevede mennesker med psykiske sygdomme, alkoholproblemer eller anden social dårligdom på nært hold. Det havde jeg aldrig oplevet før - eller siden!


De fire måneder på Krogerup var en fantastisk tid, der gav mig en mental bagage, som jeg har haft fornøjelse af lige siden. Det var et velfortjent "pitstop" efter 15½ års uafbrudt skolegang og uddannelse, inden jeg gik i gang med arbejdslivet. Måske kunne man dog have ønsket en undervisning på højskolen, der i lidt mindre grad var præget af foredrag, forelæsninger fra katederet og filmforevisninger i en uendelighed, men med mere projektundervisning udarbejdelse af radioprogrammer og film. Sådan er det vel i dag, og det er et kæmpe fremskridt.

Hundeprutter og andre udslip

Jeg sidder fredeligt en aften med en kop te, en spændende bog og min dejlige hund Bess liggende ved siden af på gulvet. Men den idyliske aftenstemning afbrydes brat af en kvælende stank, der uden varsel breder sig i stuen. "Åh nej" tænker jeg "Bess har pruttet". Og sandelig om ikke kræet ligger veltilfreds og gasser sig i mere end en forstand. Det bliver indledningen til en hel serie angreb på min stakkels næse. Med samme effektivitet som et topmoderne biogasanlæg leverer den søde hund den ene stinkbombe efter den anden. Jeg forsøger forgæves at vægre mig mod hundens lugtterror: En hel husholdningsæske med Tordenskjolds de bedste lægger efterhånden et svagt røgslør over stuen og fortærer en del af rovdyrets svovlbrinteproduktion. Men stanken hænger ved og truer med at udvikle sig til en kronisk lidelse i mine lugtorganer.


Medens tandemaljen skaller af, gardinerne mørner og tapetet krøller sammen i den giftige atmosfære, kommer jeg pludselig til at tænke på de verbale udslip, der til sammenligning får hundens giftgasangreb til at tage sig ud som en duftende parfume. Jeg tænker på Søren Krarups ondskabsfulde angreb på muslimers hovedbeklædning, det er da udslip af den allerværste slags. Eller Mogens Camres talrige perfiditeter mod et religiøst mindretal, som han åbenbart ikke kan lide, de stinker så afgjort langt værre en hundens uskyldige bagholdsangreb. Eller hvad med ex. DF'eren Louise Freverts sammenligninger mellem en mindretalsgruppe og en dødelig sygdom, et udslip af allerværste karakter. I det hele taget formår Dansk Folkeparti med sine konstante snedigt anbragte modbydeligheder at skabe en atmosfære af splittelse og uforenelighed i det danske samfund. Den sammenhængskraft som alle taler om, lige fra Jespersen til Fogh, som en hel nødvendig forudsætning for demokrati, velstand og fortsat fremgang for det danske samfund, er ved at møde sin undergang i en atmosfære af had og ondskab. Vi trænger til at få renset luften her i Danmark, og desværre er en æske tændstikker eller to ikke nok. Men hvis flere anstændige mennsker ikke bare lader som ingenting og kigger skamfuldt den anden vej, næste gang Dansk Folkeparti lader hademaskinen, men ytrer sig mod dette middelmådighedens univers, der breder sig som en pest over Danmark og resten af Europa, så bliver den mentale luft på sigt måske en smule renere, og vi kan atter så småt begynde at ånde frit.

Jan

Skattereform

Fremkomsten af Ny Alliance har genåbnet debatten om en skattereform i Danmark. Mantraet hos Ny Alliance, og andre skattereformtilhængere, er mindre skat på arbejde, og det tænkes virkeliggjort ved at nedsætte topskatten til 40 - 42 %. Resultatet skulle være, at topskatteyderne ville få lyst til at arbejde mere, da den sidst tjente krone beskattes mere lempeligt, og de (mange) flere penge mellem hænderne kunne så bruges til at ansætte folk til at hjælpe i huset med rengøring, havearbejde, vinduespudsning, børnepasning mm. Den større arbejdsindsats, og de dermed forøgede indtægter, kunne i nogen grad finansiere skattereformen. Hvordan finansieringen i øvrigt skulle sammensættes foreligger der rigtig ikke noget om, men det ligger fast, at en reduktion af topskatten til 40 - 42 % indebærer et provenutab på ca. 50 mia. kr.

Ideen om de (næsten) selvfinansierede skattelettelser til den bedst stillede fjerdel af befolkningen er allerede afprøvet i større skala under Reagan og Thatcher, uden de helt store resultater: I USA førte skattelettelserne til et kæmpe underskud på statsfinanserne, som Clinton brugte det meste af sin regeringsperiode på at få bugt med, medens der i England - hvor det primære problem var en kæmpe arbejdsløshed - ikke blev registreret en nævneværdig forøgelse af beskæftigelsen (til gengæld undgik man de kæmpe statsunderskud, da skattelettelserne blev kombineret med voldsomme offentlige besparelser).

At (top)skattereformen fører til stigende ulighed, er der ikke nogen af dens tilhængere, der kan eller vil benægte, hverken i Cepos eller Ny Alliance. Ligeledes må man erkende, at skatteydere med små eller mellemstore indtægter slet ikke vil få noget ud af den påtænkte reform, måske endog tværtimod, når regningen for reformen engang skal betales. Det er som bekendt altid de fattige, der må holde for, når det går galt med samfundsøkonomien, som påpeget af Sveriges tidligere statsminister Gøran Persson, da han skulle rydde op efter et borgerligt skatteeventyr.

Et problem i dansk økonomi er, at forskellen mellem de små indkomster og kontanthjælp fortsat er forholdsvis beskeden. En topskattereform gør imidlertid slet ikke noget ved dette problem, og formår dermed ikke at skabe en større økonomisk motivation for at komme i beskæftigelse. Derfor kunne man i stedet for en reduktion af topskatten overveje en bundskattereform: Den kunne bestå i en skatterabat på 10 - 20.000 kr. for alle arbejdsindkomster under 150.000 kr. Denne rabat skulle aftrappes jævnt for arbejdsindkomster i intervallet 150 - 250.000 kr.

Fordelen ved den skitserede bundskattereform er:

1. Den falder i mange tilfælde på et tørt sted
2. Den ville skabe et større økonomisk incitament for at finde beskæftigelse.
3. Der ville ikke forekomme de samme ophedningseffekter som ved en topskattereform
4. En bundskattereform vill være mere socialt refærdig
5. Der ville ikke opstå det samme pres på boligpriserne, som ved en topskattereform
6. Skattelettelserne vill i betydelig grad blive omsat til lokalt forbrug, der ville skabe beskæftigelse

En bundskattereform betyder, at kontanthjælpsmodtagere, pensionister og modtagere af understøttelse ikke vil få flere penge mellem hænderne. Og alle topskatteyderne, der i forvejen har fået i pose og i sæk i form af lav rente og gigantiske friværdistigninger, ville heller ikke få midler til flere forbrugsfester. Til gengæld bliver der flere penge til kassedamen, bagerjomfruen, tømmerlærlingen og den nystartede selvstændige, og de har alle brug for lidt at slå til Søren med.

Finansieringen kunne ske ved at indføre en afgift på salg af boliger over 1,5 mill. kr, der kunne skæres i landbrugsstøtten, og der kunne ryddes op i den jungle af erhvervstilskud, som erhvervslivet selv er godt træt af.

Hvorfor har Socialdemokraterne ikke for længst fremlagt et forslag efter dette koncept?

Mxller