Mere om viceadmiral Henri Wenck

Tak for kommentarerne til mit svarindlæg (se http://pub50.bravenet.com/forum/4287808284/show/598677). Her mine svarkommentarer:

Lad os se på kendsgerningerne omkring Henri Wenck’s afsked fra søværnet:

D. 30. marts 1932 oplyste forsvarsministeren i en samtale med Wenck, at han havde indstillet Wenck til afsked (se ref.1 side 147). Den næste dag kl. 11.30 dag fik Wenck overrakt en skrivelse fra marineministeriet, der officielt meddelte den varslede afsked (se ref. 1 side151). Med andre ord må viceadmiralen med meget kort varsel rydde skrivebordet og forlade kontoret.

I samtaler med forsvarsministeren både før og efter afskeden anmoder Wenck om at få bevilget tjenestefrihed frem til den endelige afsked som tjenestemand ved udgangen af juni måned. Denne anmodning kan ministeren imidlertid ikke imødekomme, da man har planlagt at sende Wenck til en afrustningskonference i Geneve (se ref. 1 side 147-148). Wenck anmoder så om i det mindste at få lov til at udføre de sidste tre måneders tjeneste i København, men det kan heller ikke lade sig gøre. Endelig beder Wenck om fortsat at referere direkte til forsvarsministeren, men får at vide, at han er forflyttet til udenrigsministeriet (se ref. 1. side 153).

Med andre ord bliver Wenck afskediget fra sin stilling som flådeinspektør med ultrakort varsel, han bliver kylet ud af sin tjenestebolig 12 dage senere, han sendes – mod sin vilje – til Langbortistan, og som lidt ekstra salt på såret, forflyttes han fra forsvars- til udenrigsministeriet. Hvis ikke det er en fyring, så ved jeg altså ikke hvad en fyring er? Det ville da også forekomme fuldstændig tåbeligt at ansætte Wenck som flådeinspektør d. 1. december, for dernæst at afskedige ham igen 4 måneder senere, hvis det var et led i en velovervejet og velplanlagt omstrukturering, han selv var en del af, som nogen forsøger at bortforklare hændelsesforløbet med.

Det er mit gæt, at regeringen ansatte Wenck som flådechef for at benytte hans popularitet hos flådens officerer til at få omstruktureringerne og nedskæringerne til at ”glide lettere ned”. Da Wenck så nægtede at ”levere varen” var der ikke anden mulighed end at ”vippe ham af pinden”. Nu var hans popularitet ikke længere en fordel, men et problem, der kunne udvikle sig, hvis han fortsat fik lov til at lave ballade på hjemmefronten. Det problem løste man så ved at sende ham til Geneve.

I stedet ansatte man Rechnitzer, der fra start af havde tilkendegivet – om end modvilligt – at han gerne ville medvirke til regeringens og rigsdagens flådeprojekt. Wenck forstod øjensynlig slet ikke spillereglerne i et ”demokratisk bureaukrati”, det gjorde Rechnitzer derimod. Samtidig besad han den fornødne kynisme, derfor vandt Rechnitzer og Wenck tabte. Endelig udviste Wenck en fuldstændig mangel på forståelse for den samfundsøkonomiske nødvendighed af besparelserne i flåden.

Angående militærkup, håber jeg ikke at mine indlæg antyder, at der var en overhængende fare for en militær magtovertagelse i Danmark. Bo Lidegaard har i sin bog om dansk udenrigspolitik i 1932 - 45 analyseret risikoen for militærkup i Danmark, og når, så vidt jeg erindrer, frem til, at risikoen var forholdsvis beskeden. Det er naturligvis nemt at se i dag, men det var anderledes vanskeligt for politikerne, at overskue situationen medens de befandt sig midt i den. Og det er en kendsgerning at politikere både hos De Radikale og Socialdemokratiet i perioder – helt ubegrundet heldigvis – frygtede et militærkup. Det var formentlig også en af grundene til, at man sendte Wenck ”i eksil” umiddelbart efter hans afsked: Den mindste risiko for ”utilsigtede hændelser” skulle elimineres.

Jan Møller

Ref. 1: Hans Chr. Bjerg: Lex Rechnitzer

Viceadmiral Henri Wenck

Der hersker den udbredte og sejlivede myte, at viceadmiral Henri Wenck frivilligt valgte at forlade sin stilling som flådeinspektør i 1932 i protest mod de nedskæringer af flåden, den danske rigsdag havde vedtaget kort forinden. Det gjorde Henri Wenck imidlertid ikke, han blev ganske enkelt fyret, fordi han nægtede at medvirke til gennemførelse af nedskæringerne. Havde han valgt at gøre, som myten foreskriver, og forladt sin stilling i protest, havde det vel været i orden, eller havde han efterlevet rigsdagens beslutning, kunne man ikke sætte en finger på hans handlinger. I stedet fremstår han nu, som en illoyal embedsmand, og den slags fortjener næppe at beklæde en af landets høje administrative poster. Wenck’s exit var hverken særlig ærefuld eller begavet, det indså selv hans allerøverste chef, Christian d. 10., der vel næppe kan beskyldes for at være blandt de mest begavede monarker, der har resideret i Danmark.

I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.

Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.

Splid i regeringen?

Hvad mener regeringen egentlig om Tyrkiets medlemskab af EU? Jeg kan komme lidt i tvivl. Indtil for nylig opfattede regeringen Tyrkiet som et kandidatland med mulighed for medlemskab, ved opfyldelse af en række betingelser. Men sidenhen er Karen Jespersen trådt ind i regeringen, og hun er mig bekendt indædt modstander af et Tyrkisk medlemskab. En væsentlig årsag til, at hun for nylig forlod Socialdemokraterne, var netop, at hun ikke magtede at overbevise partiet om sit synspunkt på dette område. Så hvad mener regeringen egentlig i dag, og hvad mener mon Karen Jespersen? Og er der splid i regeringen i dette spørgsmål?

Den forsultede topskatteyder

Den forsultede topskatteyder slikker sig om munden i disse dage. Der er lagt op til en ekstra efterret til det festmåltid, der har stået på de seneste 5-6 år. Først fik den forsultede topskatteyder en kæmpe stigning i friværdien, så kom skattestoppet, i 2004 blev det endog til en skattesænkning, og nu venter der en ny reduktion i skatten. Jo, det har været en lang fest for den forsultede topskatteyder under farmand Fogh's nådige ledelse. Men, det har kostet hårdt arbejde at nå så langt: Den forsultede topskatteyder har plaget farmand Fogh dag ud og dag ind igennem flere år for at få den ekstra skattereduktion, som den forsultede topskatteyder betragter som en velerhvervet rettighed. Farmand Fogh, der efterhånden var blevet lidt bekymret over den forsultede topskatteyders vellevned, sagde imidlertid nej. Men, som det altid går med vedvarende plagerier fra overforkælede børn, blev Farmand Fogh efterhånden træt af al den ballade, og til sidst sagde han ja. Nu skal han bare lige overbevise mor Pia, så får den forsultede topskatteyder nok en flødeskumskage og kan fortsætte mange års uafladeligt æderi. Og mon ikke mor Pia lader sig overtale, hun skal vel som sædvanlig bare bestikkes med lidt penge til den årlige julebasar for ensomme gamle katte, og et nyt flot danebrogsflag til den velfriserede have, så er den hjemme.

Krogerup 1977

Foråret 1977 tilbragte jeg som elev på Krogerup Højskole. På det tidspunkt havde jeg afsluttet min ingeniøruddannelse, men ventede på at blive indkaldt til statsligt tvangsarbejde (værnepligt) i det der dengang hed CF korpset. Chancerne for arbejde for en nydimmiteret ingeniør var dengang mindre end i dag og stort set lig 0, når der stod 8 måneders tvangsarbejde for døren, så jeg besluttede at bruge ventetiden på et højskoleophold. At valget faldt på Krogerup var lidt af en tilfældighed. Egentlig havde jeg besluttet mig for Brandbjerg Højskole, men hørte så ad forskellige veje en række ufordelagtige ting om højskolen. Efter at have konsulteret højskoleoversigten for 117. gang, ringede jeg til Krogerup, og fik en meget positiv snak med den daværende højskoleleder K.E. Larsen, og så var beslutningen vel nærmest truffet af sig selv. Det trak i øvrigt lidt, at højskolen lå tæt på København med mulighed for hurtig retræte, hvis det blev nødvendigt.


Skolen rummede en stab af mange rigtig dygtige lærere. Den mest fremtrædende var vel Niels Jensen, der underviste i filmkundskab. Han var så vellidt hos eleverne, at man måtte ty til lodtrækning blandt tilmeldingerne, når der skulle vælges nye fag efter de første to måneder. Niels Jensen var en fremragende formidler, hans timer en æstetisk oplevelse i velformuleret og veldisponeret pædagogik. Man var tryllebundet, når han i en koncentreret lektion gennemgik amerikansk film i 30'erne, relaterede filmene til den amerikanske samfundsudvikling, zoomede ind på billedkompositionerne og sluttede af med at skitsere betydningen for den moderne film. Man følte sig i den grad oplyst og beriget efter en time med Niels Jensen. Men han var også en gevaldig hidsigprop, der ikke gik af vejen for at gennemhegle en elev, der havde sagt noget forkert, eller mishagede ham af en eller anden grund. Der burde vi elever have sagt stop. Niels Jensen's bog "Filmkunst" regnes i dag blandt klassikerne i filmlitteraturen. Niels Jensen blev senere lærer på filmskolen.


En anden inspirerende lærer var den senere TV direktør i DR, Bjørn Erichsen, der underviste i historie. Hans talent for formidling var slet ikke på samme niveau som Niels Jensen's, men han forstod at motivere eleverne, enten ved at sætte gang i en bragende diskussion eller ved at få eleverne til at yde det ypperste ved løsning af de opgaver, der indgik i undervisningen. Således havde jeg sammen med en anden elev - Ole Hansen - fået en opgave der handlede om de store strejker i foråret 1956, det var dengang H. C. Hansen ophøjede et forkastet mæglingsforslag til lov, og kort tid efter med bævende hjerte så mere end 200.000 vrede arbejdere indfinde sig til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Vi løste opgaven ved at interviewe nogle af dem, der havde oplevet (og deltaget i) strejkerne (opstanden) på nært hold, bl.a. en ældre fagforeningsmand. Det var ufattelig spændende, og gav en langt dybere indsigt i forløbet, end hvis man blot havde "boget" sig igennem opgaven, på sædvanlig vis. En af årsagerne til, at det ofte lykkedes Bjørn Erichsen at skabe voldsomme diskussioner i timerne var hans medlemskab af DKP, et medlemskab som han på ingen måde forsøgte at lægge skjul på. Bjørn Erichsen's tilgang til historien var i den grad præget af hans politiske ståsted, og det virkede ofte som en rød klud på os "Kongelige danske Socialdemokrater", som han hånligt betegnede det flertal af elever, der i kraftig grad distancerede sig fra kommunismen. Efter den fine karriere i medieverdenen tror jeg dog næppe, at Bjørn Erichsen har bevaret sit medlemskab af DKP, mon ikke han er blevet næsten ligeså "kongelig" som alle os andre. Vi har jo alle lov til at blive klogere, og der skal ikke være nogen tvivl om, at timerne hos Bjørn Erichsen gav en indsigt, vi ikke havde fået mange andre steder.

Forfatteren Erik Knudsen var også et fremtrædende og engageret medlem af lærergruppen. I begyndelsen var vi nok lidt imponerede over at have en rigtig "kendis" som lærer, der fik sine teaterstykker vist på TV og digtsamlinger udgivet på landets førende bogforlag. Men man oplevede hurtigt Erik Knudsen som et uhyre jordbundent og behageligt menneske uden den mindste antydning af primadonnanykker overhovedet. Vi tog fat på musiktekster og lidt digtekunst uden de store armbevægelser, og vi fik naturligvis alle lov til at give vor uforgribelige mening til kende om denne eller hin poetiske udgydelse, men finalen, når Erik Knudsen i jævne vendinger sømmede sin mening fast om et digteværk, efterlod os ofte som en flok hjælpeløse amatører, der nok havde misset de fleste af tekstens pointer. Det var sgu' sjovt. Erik Knudsen omtalte typisk andre forfatteres udgydelser med behørig respekt, kun en gang fornemmede jeg en nærmest afgrundsdyb respekt, og det var da vi behandlede nogle tekster af Bob Dylan. Erik Knudsen gav mig også en god indgang til den variende kvalitet af kunstneres arbejde, da han slog fast, at en kunstner bør huskes for de gode ting kunstneren frembringer, ikke fiaskoerne. Den erkendelse har jeg siden haft stor fornøjelse af. Stemningen i Erik Knudsen's timer afspejlede ofte hans - ret varierende - humør, der bevægede sig fra sortsyn og manglende tro på fremtiden til kvidrende optimisme. En aften bankede det på vores dør og en badekåbeklædt elev (jeg tror han hed Per Ginsborg) fortalte, at forfatteren Leif Panduro var død. Næste morgen havde vi Erik Knudsen i den første time, og jeg husker stadig hans forstenede ansigtsudtryk, da han indledte timen med at sige, at han stadig var stærkt chokeret over "kollegaens" død, dagen forinden. Erik Knudsens timer gav ikke den samme æstetiske oplevelse, som Niels Jensen's, og var heller ikke en politisk slagmark som Bjørn Erichsen's, timerne gav os nok snarere en stille erkendelse af poesiens sprog. Erik Knudsen er, trods sin høje alder, stadig forfatteraktuel, og han har netop udgivet en ny bog.

Bjørn Bennike, der bl.a. underviste i Kina's historie, beboede en fed lejlighed på højskolens øverste etage. Her var vi forsamlet en dag i midten af januar 1977, da Jimmy Carter holdt sin tiltrædelsestale som præsident. Bjørn Bennike's timer var så kedelige, at de også kedede ham selv, men lige præcis den oplevelse af et nyt kapitel i USA's historie, set fra en lærers private bolig, gav os en uforglemmelig indgang til en historisk begivenhed, og ikke mindst den gode uformelle snak vi havde efter tiltrædelsestalen, satte begivenheden i et ganske særligt perspektiv.

Højskolens drama- og musiklærer Roger Pring stablede en gang imellem et stort musikanlæg op i en af skolens stuer, og her oplevede vi så stor musikkunst primært den klassiske af slagsen. Det var fedt at sidde helt stille i flok og lytte til den vidunderlige musik, og oplevelsen blev endnu bedre, når vi bagefter over en kop kaffe delte den med hinanden.

Skolens leder K. E. Larsen var ikke en formidler på niveau med Niels Jensen eller Bjørn Erichsen, og hans fag, der primært tog udgangspunkt i jura og retsvidenskab, var nok ikke lige min kop te, men han forstod at skabe nogle fremragende rammer om højskolen, og dermed sikre dens overlevelse i en tid, hvor højskolebevægelsen blev ramt af politisk modvind. K. E. Larsen stillede krav om, at eleverne deltog i undervisningen, pjækkeri blev ganske enkelt ikke accepteret, og han forlangte også, at eleverne deltog i de forholdsvis få pligter, der var på skolen. Det gjorde ham upopulær i en mindre kreds af skolens elever, men skabte respekt hos flertallet. K. E. Larsen var vel som den eneste af skolens lærere af borgerlig observans, han var Venstremand og tilhørte naturligvis den grundtvigianske højskolefløj i partiet, der stod (og står) i skarp modsætning til det såkaldte handelsskolevenstre. I slutningen af 70'erne, hvor ungdomsoprøret stadig kørte på fulde gardiner, var der en helt utrolig politisk intolerance overfor alt, der lå til højre for SF. Man blev som Socialdemokrat betragtet som en stor klasseforrædder eller det der var værre, og tilhængere af Venstre eller De Konservative blev i store kredse regnet som de rene undermennesker. Undtagelsen var K. E. Larsen, der i det temmelig venstrevredne Krogerupmiljø aftvang sig stor respekt, også for sit åbne liberale politiske ståsted, en respekt der efterhånden forplantede sig ud i elevgruppen.

Der var andre lærere, som jeg oplevede mere på distancen. En af dem var Mads Lidegaard, jeg mener ikke jeg havde fag hos ham. Lidegaard var en formidabel foredragsholder, der med stor autoritet tryllebandt en større forsamling, typisk med foredrag om historiske emner, eller fortællinger relateret til Grønland, hvor han havde levet og arbejdet igennem en længere årrække. Lidegaard var nok ikke ubevidst om sin egen fortræffelighed som fortæller og foredragsholder, og han havde en svaghed for kvindekønnet blandt skolens elever, der måske ikke var helt så klædelig for en lærer. En anden for mig mere perifer lærer var Lasse Rathnov (bror til Willy Rathnov, som vi kender fra "Huset på Christianshavn") , han var meget aktiv ved skolens fællesmøder og vistnok skabskommunist. Han havde en herlig ruhåret gravhund, der hed Malle. Den yndede at brede sig i en lænestol i skolens fællesareal, hvor den fra lå med snuden rettet ned mod gulvet, medens den filosoferede over tilværelsens elendighed.

I 1977 var arbejdsløsheden stærkt stigende, og mange mennesker på kanten af tilværelsen, der igennem en højkonjunkturperiode formentlig havde klaret sig sådan nogenlunde, faldt uhjælpeligt igennem, og stod uden de store udsigter til at komme tilbage på sporet. Kommunerne anede ikke, hvad de skulle stille op med den voksende kø af bistandsklienter og arbejdsløse, og valgte i mange tilfælde at benytte højskolerne som "varmestuer". Med til dette hører, at det dengang ikke var så eksorbitant dyrt at frekventere en højskole, som det er i dag. Det satte sit præg på elevgruppen. Man kan vel groft sige, at de tre fjerdedele af eleverne - de normale - betragtede højskolen som en pause i tilværelsen og forventede, som en helt naturlig ting, at vende tilbage til job eller uddannelse efter endt højskoleophold. Den sidste fjerdedel var i større eller mindre grad præget af alkoholisme, stofmisbrug, psykiske sygdomme, kriminalitet eller var på anden vis, det vi i dag betegner som utilpassede. Denne gruppe havde svært ved at deltage i undervisningen, der som tidligere nævnt var obligatorisk, og magtede slet ikke at varetage de småpligter (rengøring, opvask mv.), der også var en del af højskolelivet. Det førte ofte til meget barske konfrontationer mellem K.E. og lærergruppen på den ene side og "de utilpassede" på den anden. K.E var efterhånden godt gammeldags sur over visse elevers slendrian, men han var også så godhjertet, at han ikke nænnede at tage konsekvensen, og smide de elever ud, der den ene gang efter den anden forbrød sig mod skolens regler. Vi - de normale - følte uvægerligt en vis foragt, overfor de mest dovne og uduelige i gruppen af "utilpassede" elever. Det hører dog også med til historien, at en del i den tunge ende af elevgruppen faktisk klarede sig rigtig godt. Jeg oplevede f.eks. en maniodepressiv elev, der ydede en flot indsats i undervisningen, når hun ikke var grebet af tungsind eller blafrende optimisme. For mit vedkommende handlede det i øvrigt om, at jeg for første gang oplevede mennesker med psykiske sygdomme, alkoholproblemer eller anden social dårligdom på nært hold. Det havde jeg aldrig oplevet før - eller siden!


De fire måneder på Krogerup var en fantastisk tid, der gav mig en mental bagage, som jeg har haft fornøjelse af lige siden. Det var et velfortjent "pitstop" efter 15½ års uafbrudt skolegang og uddannelse, inden jeg gik i gang med arbejdslivet. Måske kunne man dog have ønsket en undervisning på højskolen, der i lidt mindre grad var præget af foredrag, forelæsninger fra katederet og filmforevisninger i en uendelighed, men med mere projektundervisning udarbejdelse af radioprogrammer og film. Sådan er det vel i dag, og det er et kæmpe fremskridt.

Hundeprutter og andre udslip

Jeg sidder fredeligt en aften med en kop te, en spændende bog og min dejlige hund Bess liggende ved siden af på gulvet. Men den idyliske aftenstemning afbrydes brat af en kvælende stank, der uden varsel breder sig i stuen. "Åh nej" tænker jeg "Bess har pruttet". Og sandelig om ikke kræet ligger veltilfreds og gasser sig i mere end en forstand. Det bliver indledningen til en hel serie angreb på min stakkels næse. Med samme effektivitet som et topmoderne biogasanlæg leverer den søde hund den ene stinkbombe efter den anden. Jeg forsøger forgæves at vægre mig mod hundens lugtterror: En hel husholdningsæske med Tordenskjolds de bedste lægger efterhånden et svagt røgslør over stuen og fortærer en del af rovdyrets svovlbrinteproduktion. Men stanken hænger ved og truer med at udvikle sig til en kronisk lidelse i mine lugtorganer.


Medens tandemaljen skaller af, gardinerne mørner og tapetet krøller sammen i den giftige atmosfære, kommer jeg pludselig til at tænke på de verbale udslip, der til sammenligning får hundens giftgasangreb til at tage sig ud som en duftende parfume. Jeg tænker på Søren Krarups ondskabsfulde angreb på muslimers hovedbeklædning, det er da udslip af den allerværste slags. Eller Mogens Camres talrige perfiditeter mod et religiøst mindretal, som han åbenbart ikke kan lide, de stinker så afgjort langt værre en hundens uskyldige bagholdsangreb. Eller hvad med ex. DF'eren Louise Freverts sammenligninger mellem en mindretalsgruppe og en dødelig sygdom, et udslip af allerværste karakter. I det hele taget formår Dansk Folkeparti med sine konstante snedigt anbragte modbydeligheder at skabe en atmosfære af splittelse og uforenelighed i det danske samfund. Den sammenhængskraft som alle taler om, lige fra Jespersen til Fogh, som en hel nødvendig forudsætning for demokrati, velstand og fortsat fremgang for det danske samfund, er ved at møde sin undergang i en atmosfære af had og ondskab. Vi trænger til at få renset luften her i Danmark, og desværre er en æske tændstikker eller to ikke nok. Men hvis flere anstændige mennsker ikke bare lader som ingenting og kigger skamfuldt den anden vej, næste gang Dansk Folkeparti lader hademaskinen, men ytrer sig mod dette middelmådighedens univers, der breder sig som en pest over Danmark og resten af Europa, så bliver den mentale luft på sigt måske en smule renere, og vi kan atter så småt begynde at ånde frit.

Jan

Skattereform

Fremkomsten af Ny Alliance har genåbnet debatten om en skattereform i Danmark. Mantraet hos Ny Alliance, og andre skattereformtilhængere, er mindre skat på arbejde, og det tænkes virkeliggjort ved at nedsætte topskatten til 40 - 42 %. Resultatet skulle være, at topskatteyderne ville få lyst til at arbejde mere, da den sidst tjente krone beskattes mere lempeligt, og de (mange) flere penge mellem hænderne kunne så bruges til at ansætte folk til at hjælpe i huset med rengøring, havearbejde, vinduespudsning, børnepasning mm. Den større arbejdsindsats, og de dermed forøgede indtægter, kunne i nogen grad finansiere skattereformen. Hvordan finansieringen i øvrigt skulle sammensættes foreligger der rigtig ikke noget om, men det ligger fast, at en reduktion af topskatten til 40 - 42 % indebærer et provenutab på ca. 50 mia. kr.

Ideen om de (næsten) selvfinansierede skattelettelser til den bedst stillede fjerdel af befolkningen er allerede afprøvet i større skala under Reagan og Thatcher, uden de helt store resultater: I USA førte skattelettelserne til et kæmpe underskud på statsfinanserne, som Clinton brugte det meste af sin regeringsperiode på at få bugt med, medens der i England - hvor det primære problem var en kæmpe arbejdsløshed - ikke blev registreret en nævneværdig forøgelse af beskæftigelsen (til gengæld undgik man de kæmpe statsunderskud, da skattelettelserne blev kombineret med voldsomme offentlige besparelser).

At (top)skattereformen fører til stigende ulighed, er der ikke nogen af dens tilhængere, der kan eller vil benægte, hverken i Cepos eller Ny Alliance. Ligeledes må man erkende, at skatteydere med små eller mellemstore indtægter slet ikke vil få noget ud af den påtænkte reform, måske endog tværtimod, når regningen for reformen engang skal betales. Det er som bekendt altid de fattige, der må holde for, når det går galt med samfundsøkonomien, som påpeget af Sveriges tidligere statsminister Gøran Persson, da han skulle rydde op efter et borgerligt skatteeventyr.

Et problem i dansk økonomi er, at forskellen mellem de små indkomster og kontanthjælp fortsat er forholdsvis beskeden. En topskattereform gør imidlertid slet ikke noget ved dette problem, og formår dermed ikke at skabe en større økonomisk motivation for at komme i beskæftigelse. Derfor kunne man i stedet for en reduktion af topskatten overveje en bundskattereform: Den kunne bestå i en skatterabat på 10 - 20.000 kr. for alle arbejdsindkomster under 150.000 kr. Denne rabat skulle aftrappes jævnt for arbejdsindkomster i intervallet 150 - 250.000 kr.

Fordelen ved den skitserede bundskattereform er:

1. Den falder i mange tilfælde på et tørt sted
2. Den ville skabe et større økonomisk incitament for at finde beskæftigelse.
3. Der ville ikke forekomme de samme ophedningseffekter som ved en topskattereform
4. En bundskattereform vill være mere socialt refærdig
5. Der ville ikke opstå det samme pres på boligpriserne, som ved en topskattereform
6. Skattelettelserne vill i betydelig grad blive omsat til lokalt forbrug, der ville skabe beskæftigelse

En bundskattereform betyder, at kontanthjælpsmodtagere, pensionister og modtagere af understøttelse ikke vil få flere penge mellem hænderne. Og alle topskatteyderne, der i forvejen har fået i pose og i sæk i form af lav rente og gigantiske friværdistigninger, ville heller ikke få midler til flere forbrugsfester. Til gengæld bliver der flere penge til kassedamen, bagerjomfruen, tømmerlærlingen og den nystartede selvstændige, og de har alle brug for lidt at slå til Søren med.

Finansieringen kunne ske ved at indføre en afgift på salg af boliger over 1,5 mill. kr, der kunne skæres i landbrugsstøtten, og der kunne ryddes op i den jungle af erhvervstilskud, som erhvervslivet selv er godt træt af.

Hvorfor har Socialdemokraterne ikke for længst fremlagt et forslag efter dette koncept?

Mxller