Niels Steensens Gymnaisum

I 1966 startede jeg 11 år gammel i 6. klasse på Niels Steensens Gymnaisum. Det blev begyndelsen på 7 års skolegang, der rummede ubehagelige oplevelser og erfaringer, men også mødet med et fascinerende fagligt miljø, som jeg har haft glæde af lige siden. Perioden 1966 - 73 var en tid præget af meget store forandringer: Ungdomsoprøret ramte den vestlige verden med en lige venstre, og det havde naturligvis stor indflydelse på det danske skolesystem. Niels Steensens Gymnasium gik heller ikke ram forbi. Da jeg startede i 1966 rejste eleverne sig op, når læreren kom ind i klassen, man var naturligvis De's med lærerne (der sagde du til eleverne) og lussinger, eftersidninger og kollektiv afstraffelse var en helt naturlig del af den daglige pædagogik. 7 år senere var tiltaleformen "De" stort set forsvundet ud af det danske sprog, ingen drømte om at rejse sig for lærerne i klasseværelset og korporlig afstraffelse var nu strengt forbudt, med afskedigelse som eneste mulige konsekvens. Den korporlige afstraffelse havde mange opfindsomme varianter. En musiklærer yndede f.eks. at lade uartige elever stå op og synge hele timen, og forsøgte eleverne at læne sig op ad bordet eller blot flytte vægten lidt fra det ene ben til det andet, blev det straks påtalt. En elev, der åbenbart påkaldte sig musiklærerens særlige mishag, blev efter timen mødt af en byge af lussinger, der igennem et par minutter kastede ham rundt i lokalet. Da jeg mange år senere mødte den pågældende elev, stod denne "hændelse" fortsat lysende klart i hans erindring. Musiklæreren var i øvrigt en højt estimeret Vivaldi ekspert. Formningslæreren (som billedkunst hed dengang) yndede at gribe den uartige elev i håret og slæbe ham rundt i formningslokalet. Eleven måtte så - til klassens udelte morskab - klodset og ubehjælpsomt kravle over de inventardele i lokalet, som læreren trak ham henover. Ved mindre forseelser nøjedes formningslæreren med at knalde sin pibe i hovedet på misæderen et par gange, efterfulgt af et los eller to i agterstavnen. Formningslæreren havde i øvrigt en meget sød kone. Efterhånden ophørte disse primitive afstraffelser og scenen blev nu overladt til lærere, der mestrede de mere raffinerede pædagogiske metoder. En biologi lærer yndede således at tilsvine elever, der på en eller anden måde - efter hans mening - gjorde sig fortjent hertil. Angrebet kom pludseligt og uden forvarsel, og blev fremført med en forbløffende effekt. I løbet af få minutter var eleven i mental henseende hakket til plukfisk og forlod enten grædende lokalet, eller sad tavs og nedbøjet på sin plads resten af timen, medens biologilæreren, selvbevidst og opmuntret af sit vellykkede udfald, affyrede en række morsomheder, og nådigt tog imod de lattersalver, som komikken affødte. Nogle elever oplevede kun at blive tilsvinet en enkelt gang eller to, men for andre, mindre heldige elever, havde angrebene en mere kronisk karakter. Konsekvensen for de unge mennesker, der blev udsat for denne udsøgte pædagogik, var normalt enten et år ekstra i gymnasiet eller helt at forlade skolen. Jeg har kendskab til tre elever, alene fra min årgang, hvor mødet med biologiens glæder og mysterier kostede fire år i gymnasiet. Hvor mange triste skæbner denne lektor Blomme's reinkarnation har har på sin samvittighed, kan man kun gisne om. Han forsatte i øvrigt uantastet med at undervise i biologi, indtil han gik på pension efter mange års tro tjeneste. Da jeg for nogle år siden havde 25 års studenterjubilæum, spurgte jeg lidt naivt gymnasiets daværende rektor om, hvorfor skolen i årevis holdt hånden over den pågældende lærer. Men jeg fik ikke noget svar. Niels Steensens Gymnasium havde imidlertid også en række fremragende lærere i sin stab, hvor høj faglighed og storartet pædagogik gik hånd i hånd. En af dem var Kurt Hansen, som jeg havde til fysik og matematik på skift, i de 7 år jeg tilbragte på "steneren". Han var en fantastisk inspirerende kraft, der virkelig forstod at tænde interessen for de matematisk-fysiske fag, hans faglighed var helt i top, og han besad en helt enestående evne til at formidle viden om selv meget komplicerede spørgsmål. Det er hans skyld, at jeg efter veloverstået studentereksamen valgte at læse til ingeniør, et studievalg jeg aldrig har fortrudt. Men der var andre lærere der gjorde indtryk på en. PÅ godt og ondt.

Irakiske flygtninge

Knap 700 irakere er strandet her i landet igennem en årrække. De befinder sig i en krydsild mellem en stadig strammere dansk asyllovgivning og en begyndende borgerkrig i deres hjemland. De irakiske flygtninge er indkvarteret under kummerlige forhold: De er stuvet sammen forældre og børn i samme rum med ganske få kvadratmeter til hver, de har ikke nogen mulighed for beskæftigelse, uddannelse eller anden relevant aktivitet, og børnene stimuleres og undervises efter et absolut minimum. Enkelte vælger den farlige vej tilbage til deres hjemland, som oftest for at flygte videre typisk til Jordan eller andre steder, hvor de kan opholde sig i nogenlunde sikkerhed.

Undskyldningen for at sammenstuve de irakiske flygtninge under fængselslignende vilkår er, at de er afvist af Flygtningenævnet, og derfor må vende tilbage til deres hjemland. Når de så vægrer sig mod at tage tilbage - og det kan de, da myndighederne i Irak ikke ønsker at modtage flygtninge, der hjemsendes under tvang - gøres opholdet her i landet så ubehagligt, at det kan "motivere" disse genstridige elementer til fluks at returnere, derfra hvor de kom!

Man kan spørge sig selv om irakernes genstridighed skyldes, at de har lyst til at sabotere den danske asyllovgivning og ad denne vej tiltvinge sig en opholdstilladelse, eller om det snarere handler om, at det simpelt hen er for farligt at vende hjem, særlig hvis man har opholdt sig i et land, der er eller har været krigsførende i Irak. Mon ikke det er sidstnævnte forhold, der er den egentlige årsag til, at irakerne vælger at blive her i landet, trods den rædselsfulde behandling, vi udsætter dem for.

Hvis dyr blev behandlet så usselt, som vi behandler disse irakere, er der næppe nogen tvivl om, at en hoben politikere ville geråde i det helt store medieselvsving, men nu er det altså blot en flok flygtninge fra et fjernt land med en en ganske anden kultur end vores, og så er der øjensynlig ikke nogen grund til at bekymre sig. Og dog: Det fremgår af dagens Politiken, at enkelte Venstre politikere er ved at få nok, særlig behandlingen af børnefamilierne finder de oprørende. Desværre er der tydeligvis tale om enlige svaler, langt hovedparten af partiets repræsentanter på tinge vælger at følge trop om integrationsministeren, og har ikke mod og (mands)hjerte til at undsige den barske behandling, vi udsætter vore medmennesker for. En ændring af asylpolitiken ville da også kræve et ubehageligt opgør med Dansk Folkeparti, og det er der bestemt ikke nogen i Danmarks Liberale Parti, der hverken tør eller vil binde an med.

Resultatet er det triste og tragiske, at de afviste irakiske asylansøgere må opholde sig her i landet under fortsat trøstesløse vilkår, formentlig i en rum tid fremover.

Gad vide hvordan eftertiden vil bedømme denne sag?

Brian Mikkelsen og DR

I sidste uge blev det så afsløret, at kulturminister Brian Mikkelsen i 2003 forsøgte at lægge pres på Danmarks Radio, med henblik på at få en mere positiv omtale af Danmarks deltagelse i Irak krigen. Afsløringen skete i Christian Nissen's erindringsbog fra tiden som generaldirektør i DR, i hvilken der er aftrykt en mail sendt fra kulturministeren til DR's daværende bestyrelsesformand. Her beklager Brian Mikkelsen sig over DR's negative holdning til Irak krigen, en række journalister kritiseres med navns nævnelse, og truslen er så, at hvis ikke DR makker ret og finder en anden og mere positiv holdning frem, så risikerer institutionen at blive privatiseret i stedet for TV2. Mailen udtrykker ikke alene kulturministerens, men såmænd hele regeringens mishag med DR, da den refererer til et fortroligt regeringsmøde, hvor DR har været til debat både i den uformelle snak inden mødet, men også til behandling på dagsordenen under det egentlige regeringsmøde.

Først og fremmest må man takke Christian Nissen for, at han har offentliggjort kulturministerens mail til DR bestyrelsesformanden. Forhåbentlig kan dette skridt - i det mindste i en periode - dæmpe det voldsomme pres, som den danske regering igennem længere tid har lagt på DR for at mindske kritikken og få en bedre og mere positiv omtale. For det er et ganske alvorligt problem, ikke kun i Danmark men også i lande som Italien og England, at pressionsforsøg overfor public servicevirksomheder efterhånden må betragtes som hverdagskost.

I Italien ejer tidligere premierminister Berlusconi hovedparten af medierne, og herfra har han med hård hånd styret meningsdannelsen igennem hele sin regeringsperiode. At det lykkedes Romano Prodi at slå Berlusconi ved sidste valg, må i denne sammenhæng betragtes som intet mindre end et mirakel. I England gennemtvang Toni Blair en udskiftning af det meste af BBC's ledelse, da institutionen forholdt sig kritisk til landets deltagelse i Irak krigen. Udrensningen af ledelsen blev i øvrigt efterfulgt af en omfattende fyringsrunde, der havde en klar straffemæssig karakter. Så ku' de lære det, kunne de!

I Danmark har regeringen og Dansk Folkeparti været efter DR siden regeringsskiftet i 2001. Dansk Folkepartis repræsentanter i DR's bestyrelse - først Søren Krarup siden Søren Espersen - har i utvetydige vendinger tilkendegivet, at der skulle være en klar forskel på DR før og efter regeringsskiftet. Her er ikke stukket noget under stolen, Dansk Folkeparti ved man, hvor man har! Man har klart fornemmet en tilsvarende pression fra regeringspartierne, senest i forbindelse med udsendelsen "Den hemmelige krig", som regeringen og dens venner af al magt forsøgte at få taget af plakaten. Det lykkedes heldigvis ikke. Der har også været kritiske regeringsrøster overfor navngivne medarbejdere bl.a. den fremragende TV journalist Ole Sippel, der må betragtes som det absolutte chef-hadeobjekt for hele det nykonservative Danmark. Men vi har ikke desto mindre manglet klare håndfaste beviser på, at der forekommer regeringsinitierede pressionsforsøg overfor medierne, for selvfølgelig må en regering tage afstand fra og kritisere nyhedsmediers udlægning af en politisk sag. Den rygende pistol dukkede imidlertid op med Brian Mikkelsens fatale mail: Her finder vi det endegyldige bevis på en regeringsmagt, der forsøger at tvinge et nyhedsmedie væk fra den sunde kritiske indgangsvinkel, der bør være alle seriøse mediers adelsmærke.

Afsløringen af regeringens pressionsforsøg falder helt tilfældigt sammen med offentliggørelsen af meget omfattende spareplaner hos DR, der betyder at mere end 300 medarbejdere skal fyres. Det er i denne sammenhæng påfaldende, at selvsamme Brian Mikkelsen, der i de forløbne år har været ude med riven efter DR, har udvist en forbløffende passivitet med hensyn til at afhjælpe de kedelige økonomiske problemer, statsradiofonien er gerådet i. Under normale omstændigheder ville en kulturminister være til at tale med, når det gælder landets største kulturinstitution, selvom næppe mange af slagsen ville være i stand til at afhjælpe hele det kæmpe underskud DR må afhøvle på den ene eller anden måde i de kommende år. Men kulturministeren har uden diskussion siddet på hænderne i denne sag. Man kunne derfor få den tanke, at det der ikke lykkedes for Brian Mikkelsen gennem trusler og slet skjulte pressionsforsøg, nu kan bringes til veje, ved blot passivt at se til, medens DR langsomt segner under et økonomisk åg, som ministeren ganske smart selv har været med til at placere på institutionens skuldre. It's pay back time.

Anmeldelse af Birthe Rønn Hornbech's foredragsrække "Mands Minde"

I 1838 holdt Grundtvig sin berømte foredragsrække om Europas historie. Foredragene blev udgivet efter Grundtvigs død med titlen Mands Minde. I 2004 genoptog Danmarks Radio denne "tradition" og lod Ebbe Kløvedal Reich holde en foredragsrække, hvor han fortalte om verdenshistorien i hans levetid, krydret med hans egen historie. Det blev til 12 fantastiske foredrag (som DR i øvrigt stadig skylder os, at få lagt ud til podcast), hvor Ebbe Kløvedal virkelig formåede at perspektivere og favne verdenshistorien, som den har udfoldet sig i anden halvdel af det 20'ende århundrede. Dertil kom en passende portion selvironi, og Ebbe Kløvedal gik ikke af vejen for at indrømme en del politiske og personlige fejltagelser igennem sin karriere.

I begyndelsen af dette år blev stafetten så givet videre til folketingspolitikeren Birthe Rønn Hornbech, denne gang med 10 foredrag dækkende perioden fra krigens afslutning frem til i dag. Forventningerne var store, for Birthe Rønn Hornbech er en usædvanlig skarp og vidende politiker, der når det er nødvendigt tør sige egne midt imod. Derfor er der - med rette - en ganske betydelig respekt om hende både som person og politiker, og respekten er helt uafhæng af partifarven.

Men Birthe Rønn Hornbech lever efter min mening slet ikke op til de store forventninger, man med rette kan stille til hende som en der skal videreføre "Mands Minde" traditionen . Jo, der er da lidt smæk for skillingen undervejs, som da hun beretter om sit nejtak til en post som kirkeminister i regeringen Fogh, eller da hun ganske overbevisende argumenterer for en yderst kritisk holdning til regeringens seneste terrorpakke.

Ellers er der ganske langt mellem snapsene: Alt for megen dyrebar foredragstid benyttes til ørkesløse udredninger om kirkestof, der ærlig talt kun kan interessere de færreste, og den befriende selvironi og beredvillige erkendelse af egne fejl, som vi kender fra Ebbe Kløvedals foredrag, mærker vi ikke meget til.

Verdenshistorien indskrænker sig til den kolde krig, og dette frygtindgydende kapitel i vor tids historie begrænser sig i Birthe Rønn Hornbech's optik til et opgør med folketingets (læs Socialdemokratiets) fodnotepolitik i 80'erne, som hun tydeligvis ikke har meget tilovers for. I den sammenhæng glemmer hun i øvrigt at nævne, at fodnoteflertallet blev genvalgt ved det ene folketingsvalg efter det andet. Hvad der i øvrigt sker ude i den store verden har hun enten ikke lyst til at give sin udlægning af, ellers også kender hun ikke tilstrækkeligt til det. Emner som Vietnamkrigen, udviklingen i den 3. verden, ungdomsoprøret, opgøret med appartheidpolitiken i USA og Sydafrika, mellemøstkonflikten, globaliseringen, den store internetrevolution, energi- og miljøproblemerne eller Irakkrigen berøres stort set ikke eller kun forbigående og overfladisk. Jo, ungdomsoprøret i 70'erne omtales i hånlige vendinger, og det er kun de overfladiske og i realiteten betydningsløse begivenheder på universiteterne, der får en tur med rivejernet, medens den antiautoritære del af ungdomsoprøret, som vi i vid udstrækning har taget til os i den vestlige verden, slet ikke omtales.

Venstre fylder overordentlig meget i Birthe Rønn Hornbech's politiske landskab, man får næsten det indtryk, at partiet har været enerådende i det meste af efterkrigstiden, hvilket jo ingenlunde er tilfældet. Kun når der skal uddeles politiske øretæver, hentes andre partier frem af glemslens mørke. En foredragsholder med et andet politisk ståsted ville næppe slippe særlig godt fra en tilsvarende ensidig behandling landets politiske og kulturelle historie.

Det er ærgerligt, at denne runde af "Mands Minde" traditionen stort set er røget på gulvet, men man må udtrykke det lønlige håb - når traditionen forhåbentlig skal videreføres - at DR næste gang formår at vælge en foredragsholder, der hverken begrænser sig til navlebeskuende kirkestof eller en personlig vendetta mod aktørerne i et kontroversielt kapitel af vores politiske historie. Men indtil da, kan jeg blot anbefale at lægge vejen forbi DR's hjemmeside og lytte til Ebbe Kløvedal Reich's fordrag fra 2004 på følgende adresse:
http://www.dr.dk/P1/Foredrag_paa_p1/Mands_minde/

Myter om årsagen til afslutningen på den kolde krig

Historien er fuld af sejlivede myter, der ofte skaber vrangbilleder af årsag og virkning i de historiske forløb. Et udpræget eksempel på dette er afslutningen af den kolde krig. Det hedder sig i den officielle historiskrivning, at det var den vestlige verdens oprustning, ikke mindst drevet frem af USA's daværende præsident Ronald Reagan, der udkonkurrerede de sovjetiske militære systemer og ad denne vej kvalte den vakkelvorne Sovjetøkonomi. Dermed skabtes grundlaget for sammenbruddet i øst. Senest er denne myte gentaget som et mantra i forbindelse med Ronald Reagans død og begravelse. Myten bruges også til at udstille modstanderne af oprustningen i 80'erne som naive sjæle, der gik Sovjetunionens ærinde, og endte med at få uret.

Graver man blot en smule i den kaotiske afslutning på de kommunistiske diktaturer i øst, viser det sig imidlertid, at årsagen var en ganske anden.

Det er korrekt, at den elendige økonomi havde en forholdsvis stor indflydelse på det endelige sammenbrud. Men økonomien løb ikke af sporet som følge af et mislykket sovjetisk forsøg på at følge med vesten i rustningskapløbet. Det der for alvor gik galt var derimod, at oliprisen faldt i det meste af 80'erne, efter at den havde nået et toppunkt i 1981. Det betød, at Sovjetunionen mistede meget væsentlige indtægter, da landet allerede dengang var blandt verdens største olieproducenter, og da det økonomiske system samtidig var stift og ufleksibelt og slet ikke evnede at omstille sig til andre produkter og markeder, fremstod sovjetøkonomien i stigende grad som en kolos på lerfødder.

Det kunne partibosserne i østeuropa såmænd have levet fint med i mange år fremover. Det var jo befolkningen, der den ene gang efter den anden måtte betale prisen for systemets fejlslagne økonomiske dispositioner, og det gjaldt selvfølgelig også, når nedgangen skyldtes faldende oliepriser.

Der var imidlertid en, der godt kunne se, at det politiske og økonomiske system i Sovjet og dets vasalstater i bund og grund var pilråddent, og ikke ville føre andet med sig end stagnation og ufrihed. Hans navn var Mihail Gorbatjov. Ikke alene kunne han gennemskue det fordærvede system, men han havde også magten til at ændre det. Oprindelig var det vel hans tanke, at østeuropa skulle udvikles gennem gradvise reformer, der ville føre til en højere grad af frihed og til en økonomi, der bedre stod mål med den vestlige verdens. Men efterhånden, som der kom skred i tingene, løb virkeligheden fra tanken om gradvise reformer, ikke mindst da Gorbatjov gjorde det klart, at man ikke længere ville gribe til magtmidler, hvis en vasalstat ønskede at gå egne veje. Det gjorde Ungarn som bekendt som det første land, og Østtyskland fulgte med umiddelbart efter. Resten er jo almindelig kendt, men det ændrer ikke ved det faktum, at østeuropa's befrielse fra mere end 40 års kommunistisk diktatur i altovervejende grad skyldtes den fremsynede Mihail Gorbatjov, og ikke 80'ernes overophedede oprustning i USA og Vesteuropa.

Ungdomshuset

Balladen omkring ungdomshuset på Jagtvej 69 har allerede kostet samfundet mange millioner. Hærværket alene løber op i et tocifret millionbeløb. Dertil kommer et betydeligt beløb til politiindsatsen, de forretningsdrivende må konstatere et tab, der på daglig basis beløber sig til et sted mellem en halv og en hel million kr, og kommunen har udgifter til oprydning og brandslukning, der bestemt ikke hører til i småtingsafdelingen. Alt i alt har det store hærværksshow på Nørrebro vel kostet i omegnen af 25 millioner kr. Hvem skal egentlig udrede alle disse penge? Som det er skruet sammen i dag er det skatteyderne, forsikringsselskaberne samt de lokale beboere og forretningsdrivende, der har fået vandaliseret deres biler eller butiksruder, og ikke har fuld forsikringsdækning, der må holde for. Er det nu rimeligt? Hvorfor er det ikke de unge vandaler, der skal betale gildet? Et forsigtigt gæt peger på, at 500 vil blive dømt for deltagelse i uroen, og fordeler man udgifterne lige ud på alle, svarer det til 50.000 kr. pr. næse. Mon ikke de fleste ville føle det både ret og rimeligt, hvis de unge hærværkfolk oveni en evt. fængselsstraf blev tildelt et erstatningskrav af denne størrelsesorden.

Desværre rummer loven næppe mulighed for tildeling af et kollektivt (og solidarisk) erstatningsansvar, ligesom besværet med at inddrive beløbet formentlig ville være betydeligt. De fleste af hærværksfolkene er givetvis ubemidlede og selvom man kunne sende regningen videre til forældrene, hvis der er tale om unge under 18 år, måtte man nok forudse et juridisk tovtrækkeri, der ville beslaglægge alt for megen domstols kapacitet adskillige år fremover.

Her dukker imidlertid en anden mulighed op: Advokat Knud Foldschack bestyrer en fond til fremme af ungdomshuse, der rummer minimum 12-13 millioner kr, ja muligvis mange flere penge. Oprindelig var ideen, at fondens midler skulle benyttes til at købe og drive et nyt ungdomshus, men dette formål eksiterer ikke længere, dels fordi de unge har sagt nej til at lade fonden købe et hus (det skal skænkes gratis af kommunen), dels fordi det næppe er realistisk at forestille sig, at man fra politisk hold vil acceptere etableringen af en ny hærværkscentral. Men så ligger det jo lige for, i stedet at lade fonden betale de udgifter, som balladen har kostet samfundet den seneste tid. Og rækker pengene ikke, så kan Foldshack nøjes med at dække de tab som private borgere lider, fordi de ikke har fuld forsikringsdækning af de skader, de er blevet tilføjet i forbindelse med optøjerne. Tænk på den bilejer, der har afdraget i dyre domme på en ny bil, men desværre må se resultaterne af sin sparsommelighed gå op i røg, fordi der ikke har været råd til en kaskoforsikring, mon ikke han eller hun ville være glad for en hjælpende hånd fra Foldshack's fond. Eller hvad med Christianhavns Gymnasium, der må hive 400.000 kr. op af egen lomme i selvrisiko, for at erstatte de bøger og computere som en flok hærgende vandaler lod gå op i røg. Mon ikke gymnasiet ville se med taknemmelighed på en passende håndsrækning? Mulighederne for at gøre en del af skaden god igen er til stede, nu mangler vi blot viljen.