I sidste uge blev det så afsløret, at kulturminister Brian Mikkelsen i 2003 forsøgte at lægge pres på Danmarks Radio, med henblik på at få en mere positiv omtale af Danmarks deltagelse i Irak krigen. Afsløringen skete i Christian Nissen's erindringsbog fra tiden som generaldirektør i DR, i hvilken der er aftrykt en mail sendt fra kulturministeren til DR's daværende bestyrelsesformand. Her beklager Brian Mikkelsen sig over DR's negative holdning til Irak krigen, en række journalister kritiseres med navns nævnelse, og truslen er så, at hvis ikke DR makker ret og finder en anden og mere positiv holdning frem, så risikerer institutionen at blive privatiseret i stedet for TV2. Mailen udtrykker ikke alene kulturministerens, men såmænd hele regeringens mishag med DR, da den refererer til et fortroligt regeringsmøde, hvor DR har været til debat både i den uformelle snak inden mødet, men også til behandling på dagsordenen under det egentlige regeringsmøde.
Først og fremmest må man takke Christian Nissen for, at han har offentliggjort kulturministerens mail til DR bestyrelsesformanden. Forhåbentlig kan dette skridt - i det mindste i en periode - dæmpe det voldsomme pres, som den danske regering igennem længere tid har lagt på DR for at mindske kritikken og få en bedre og mere positiv omtale. For det er et ganske alvorligt problem, ikke kun i Danmark men også i lande som Italien og England, at pressionsforsøg overfor public servicevirksomheder efterhånden må betragtes som hverdagskost.
I Italien ejer tidligere premierminister Berlusconi hovedparten af medierne, og herfra har han med hård hånd styret meningsdannelsen igennem hele sin regeringsperiode. At det lykkedes Romano Prodi at slå Berlusconi ved sidste valg, må i denne sammenhæng betragtes som intet mindre end et mirakel. I England gennemtvang Toni Blair en udskiftning af det meste af BBC's ledelse, da institutionen forholdt sig kritisk til landets deltagelse i Irak krigen. Udrensningen af ledelsen blev i øvrigt efterfulgt af en omfattende fyringsrunde, der havde en klar straffemæssig karakter. Så ku' de lære det, kunne de!
I Danmark har regeringen og Dansk Folkeparti været efter DR siden regeringsskiftet i 2001. Dansk Folkepartis repræsentanter i DR's bestyrelse - først Søren Krarup siden Søren Espersen - har i utvetydige vendinger tilkendegivet, at der skulle være en klar forskel på DR før og efter regeringsskiftet. Her er ikke stukket noget under stolen, Dansk Folkeparti ved man, hvor man har! Man har klart fornemmet en tilsvarende pression fra regeringspartierne, senest i forbindelse med udsendelsen "Den hemmelige krig", som regeringen og dens venner af al magt forsøgte at få taget af plakaten. Det lykkedes heldigvis ikke. Der har også været kritiske regeringsrøster overfor navngivne medarbejdere bl.a. den fremragende TV journalist Ole Sippel, der må betragtes som det absolutte chef-hadeobjekt for hele det nykonservative Danmark. Men vi har ikke desto mindre manglet klare håndfaste beviser på, at der forekommer regeringsinitierede pressionsforsøg overfor medierne, for selvfølgelig må en regering tage afstand fra og kritisere nyhedsmediers udlægning af en politisk sag. Den rygende pistol dukkede imidlertid op med Brian Mikkelsens fatale mail: Her finder vi det endegyldige bevis på en regeringsmagt, der forsøger at tvinge et nyhedsmedie væk fra den sunde kritiske indgangsvinkel, der bør være alle seriøse mediers adelsmærke.
Afsløringen af regeringens pressionsforsøg falder helt tilfældigt sammen med offentliggørelsen af meget omfattende spareplaner hos DR, der betyder at mere end 300 medarbejdere skal fyres. Det er i denne sammenhæng påfaldende, at selvsamme Brian Mikkelsen, der i de forløbne år har været ude med riven efter DR, har udvist en forbløffende passivitet med hensyn til at afhjælpe de kedelige økonomiske problemer, statsradiofonien er gerådet i. Under normale omstændigheder ville en kulturminister være til at tale med, når det gælder landets største kulturinstitution, selvom næppe mange af slagsen ville være i stand til at afhjælpe hele det kæmpe underskud DR må afhøvle på den ene eller anden måde i de kommende år. Men kulturministeren har uden diskussion siddet på hænderne i denne sag. Man kunne derfor få den tanke, at det der ikke lykkedes for Brian Mikkelsen gennem trusler og slet skjulte pressionsforsøg, nu kan bringes til veje, ved blot passivt at se til, medens DR langsomt segner under et økonomisk åg, som ministeren ganske smart selv har været med til at placere på institutionens skuldre. It's pay back time.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar