Myter om årsagen til afslutningen på den kolde krig

Historien er fuld af sejlivede myter, der ofte skaber vrangbilleder af årsag og virkning i de historiske forløb. Et udpræget eksempel på dette er afslutningen af den kolde krig. Det hedder sig i den officielle historiskrivning, at det var den vestlige verdens oprustning, ikke mindst drevet frem af USA's daværende præsident Ronald Reagan, der udkonkurrerede de sovjetiske militære systemer og ad denne vej kvalte den vakkelvorne Sovjetøkonomi. Dermed skabtes grundlaget for sammenbruddet i øst. Senest er denne myte gentaget som et mantra i forbindelse med Ronald Reagans død og begravelse. Myten bruges også til at udstille modstanderne af oprustningen i 80'erne som naive sjæle, der gik Sovjetunionens ærinde, og endte med at få uret.

Graver man blot en smule i den kaotiske afslutning på de kommunistiske diktaturer i øst, viser det sig imidlertid, at årsagen var en ganske anden.

Det er korrekt, at den elendige økonomi havde en forholdsvis stor indflydelse på det endelige sammenbrud. Men økonomien løb ikke af sporet som følge af et mislykket sovjetisk forsøg på at følge med vesten i rustningskapløbet. Det der for alvor gik galt var derimod, at oliprisen faldt i det meste af 80'erne, efter at den havde nået et toppunkt i 1981. Det betød, at Sovjetunionen mistede meget væsentlige indtægter, da landet allerede dengang var blandt verdens største olieproducenter, og da det økonomiske system samtidig var stift og ufleksibelt og slet ikke evnede at omstille sig til andre produkter og markeder, fremstod sovjetøkonomien i stigende grad som en kolos på lerfødder.

Det kunne partibosserne i østeuropa såmænd have levet fint med i mange år fremover. Det var jo befolkningen, der den ene gang efter den anden måtte betale prisen for systemets fejlslagne økonomiske dispositioner, og det gjaldt selvfølgelig også, når nedgangen skyldtes faldende oliepriser.

Der var imidlertid en, der godt kunne se, at det politiske og økonomiske system i Sovjet og dets vasalstater i bund og grund var pilråddent, og ikke ville føre andet med sig end stagnation og ufrihed. Hans navn var Mihail Gorbatjov. Ikke alene kunne han gennemskue det fordærvede system, men han havde også magten til at ændre det. Oprindelig var det vel hans tanke, at østeuropa skulle udvikles gennem gradvise reformer, der ville føre til en højere grad af frihed og til en økonomi, der bedre stod mål med den vestlige verdens. Men efterhånden, som der kom skred i tingene, løb virkeligheden fra tanken om gradvise reformer, ikke mindst da Gorbatjov gjorde det klart, at man ikke længere ville gribe til magtmidler, hvis en vasalstat ønskede at gå egne veje. Det gjorde Ungarn som bekendt som det første land, og Østtyskland fulgte med umiddelbart efter. Resten er jo almindelig kendt, men det ændrer ikke ved det faktum, at østeuropa's befrielse fra mere end 40 års kommunistisk diktatur i altovervejende grad skyldtes den fremsynede Mihail Gorbatjov, og ikke 80'ernes overophedede oprustning i USA og Vesteuropa.