27. marts 2007

Niels Steensens Gymnaisum

I 1966 startede jeg 11 år gammel i 6. klasse på Niels Steensens Gymnaisum. Det blev begyndelsen på 7 års skolegang, der rummede ubehagelige oplevelser og erfaringer, men også mødet med et fascinerende fagligt miljø, som jeg har haft glæde af lige siden. Perioden 1966 - 73 var en tid præget af meget store forandringer: Ungdomsoprøret ramte den vestlige verden med en lige venstre, og det havde naturligvis stor indflydelse på det danske skolesystem. Niels Steensens Gymnasium gik heller ikke ram forbi. Da jeg startede i 1966 rejste eleverne sig op, når læreren kom ind i klassen, man var naturligvis De's med lærerne (der sagde du til eleverne) og lussinger, eftersidninger og kollektiv afstraffelse var en helt naturlig del af den daglige pædagogik. 7 år senere var tiltaleformen "De" stort set forsvundet ud af det danske sprog, ingen drømte om at rejse sig for lærerne i klasseværelset og korporlig afstraffelse var nu strengt forbudt, med afskedigelse som eneste mulige konsekvens. Den korporlige afstraffelse havde mange opfindsomme varianter. En musiklærer yndede f.eks. at lade uartige elever stå op og synge hele timen, og forsøgte eleverne at læne sig op ad bordet eller blot flytte vægten lidt fra det ene ben til det andet, blev det straks påtalt. En elev, der åbenbart påkaldte sig musiklærerens særlige mishag, blev efter timen mødt af en byge af lussinger, der igennem et par minutter kastede ham rundt i lokalet. Da jeg mange år senere mødte den pågældende elev, stod denne "hændelse" fortsat lysende klart i hans erindring. Musiklæreren var i øvrigt en højt estimeret Vivaldi ekspert. Formningslæreren (som billedkunst hed dengang) yndede at gribe den uartige elev i håret og slæbe ham rundt i formningslokalet. Eleven måtte så - til klassens udelte morskab - klodset og ubehjælpsomt kravle over de inventardele i lokalet, som læreren trak ham henover. Ved mindre forseelser nøjedes formningslæreren med at knalde sin pibe i hovedet på misæderen et par gange, efterfulgt af et los eller to i agterstavnen. Formningslæreren havde i øvrigt en meget sød kone. Efterhånden ophørte disse primitive afstraffelser og scenen blev nu overladt til lærere, der mestrede de mere raffinerede pædagogiske metoder. En biologi lærer yndede således at tilsvine elever, der på en eller anden måde - efter hans mening - gjorde sig fortjent hertil. Angrebet kom pludseligt og uden forvarsel, og blev fremført med en forbløffende effekt. I løbet af få minutter var eleven i mental henseende hakket til plukfisk og forlod enten grædende lokalet, eller sad tavs og nedbøjet på sin plads resten af timen, medens biologilæreren, selvbevidst og opmuntret af sit vellykkede udfald, affyrede en række morsomheder, og nådigt tog imod de lattersalver, som komikken affødte. Nogle elever oplevede kun at blive tilsvinet en enkelt gang eller to, men for andre, mindre heldige elever, havde angrebene en mere kronisk karakter. Konsekvensen for de unge mennesker, der blev udsat for denne udsøgte pædagogik, var normalt enten et år ekstra i gymnasiet eller helt at forlade skolen. Jeg har kendskab til tre elever, alene fra min årgang, hvor mødet med biologiens glæder og mysterier kostede fire år i gymnasiet. Hvor mange triste skæbner denne lektor Blomme's reinkarnation har har på sin samvittighed, kan man kun gisne om. Han forsatte i øvrigt uantastet med at undervise i biologi, indtil han gik på pension efter mange års tro tjeneste. Da jeg for nogle år siden havde 25 års studenterjubilæum, spurgte jeg lidt naivt gymnasiets daværende rektor om, hvorfor skolen i årevis holdt hånden over den pågældende lærer. Men jeg fik ikke noget svar. Niels Steensens Gymnasium havde imidlertid også en række fremragende lærere i sin stab, hvor høj faglighed og storartet pædagogik gik hånd i hånd. En af dem var Kurt Hansen, som jeg havde til fysik og matematik på skift, i de 7 år jeg tilbragte på "steneren". Han var en fantastisk inspirerende kraft, der virkelig forstod at tænde interessen for de matematisk-fysiske fag, hans faglighed var helt i top, og han besad en helt enestående evne til at formidle viden om selv meget komplicerede spørgsmål. Det er hans skyld, at jeg efter veloverstået studentereksamen valgte at læse til ingeniør, et studievalg jeg aldrig har fortrudt. Men der var andre lærere der gjorde indtryk på en. PÅ godt og ondt.

6 kommentarer:

Niels-Henrik Uth sagde ...

Herligt lille tidsbillede fra NSG, som jeg frekventerede i 1.,2. og 3.real i 1963-65.Jeg savner skildring af lektor og inspektor Bang, som kunne blive vildt hidsig.
Og Kaspar Kallan!!
Keld August von Hahn? Walther Dalland?
Og stakkels tegnelærer Kabel, som trøstede sig på Café Samsø, når vi knægte havde været for grove.
Pater Højbo, Leslie Dorn, Pater Erichsen. Skikkelser jeg aldrig glemmer.

Unknown sagde ...

Ja, Hr. Bang gik helt amok, når han tævede elever, en personlig oplevelse, jeg kom for sent to (2) gange og skulle så møde et kvarter tidligere den tredie morgen..... kom for sent(sporvogn, linie 6)
Manden gik fuldstændig fra koncepterne, bankede slog hvinede rev og blev, selvfølgelig, helt rød i bøøtten.
Godt jeg slap derfra-
Leslie Dorn var mere raffineret, han, sagde han, slog aldrig i religionstimen, det stemmer, til gengæld slog han, som en hest sparker, når den var slut.
Tænker tit på, hvad d`herrer troede deres pædagogiske vejledninger skulle føre til.
Nå, men jeg er blevet gammel, nu, men jeg ville nødig erindres for at have tævet børn overgivet i min varetægt.
Peter Ulrik Jensen

test thomas sagde ...

Jeg havde fornøjelse i realen fra 1970-73, og i den periode var ovennævnte vold kraftig aftagende. Kallan var næsten stækket, men kunne stadig om vinteren finde på at sige, tag hætte af jeg vil slå dig. En vinter krydsede han en snebold kamp i fin stil - og blev ramt rigtig mange gange, som tak for meget andet.
Von Hahn, blev lidt mopset da jeg sov i en tysk time - men det resulterede dog kun i en håndfuld vand i håret. De fleste kampe havde jeg da jeg fik Ibsen i tysk i 3.real, men hvad kunne man forvente sig, rødt hår og grøn skoletaske.
Thomas Bredholt

Anonym sagde ...

Pudsigt som erindringer kan falde forskelligt ud. Jeg gik på NSG fra 1965 til 1971 og har aldrig opplevet hverken Vivaldieksperten, som vi havde i musik og som vikar i fransk, eller formningslæreren, som vi også havde i historie, afstraffe elever korporligt. Kallan, derimod, havde ophøjet lussinguddeling til en kunstart.
Den eneste lærer, jeg, og mange andre, hadede af et
godt og rent skoledrengehjerte, var biologilæreren. Han var et usympatisk menneske hele vejen igennem. En elev måtte skrive en biologirapport om tre gange, fordi hans navn stod en lille smule for langt til venstre på forsiden. Eleven fik nok, gik til rektor og fik medhold. Læreren havde engang sin kone med til noget festivitas på skolen og en elev spurgte ham, om det var hans datter, hvilket havde en ikke ringe indflydelse på samme elevs efterfølgende biologikarakterer.
Der er flere lærere, jeg mindes med fornøjelse; von Hahn, der lærte mig mere tysk på tre måneder, end min gamle tysklærer lærte mig på to år, Haarsted, der kunne eksaminere en stol til et 13-tal, Reijnders, som lærte os udannede ord og vendinger på fransk, Højbo, som vakte min interesse for oldtidskundskab og Vidø, hvis historietimer altid var en oplevelse af de positive.
Åh, disse minder. :O)

Anonym sagde ...

Gik på NSG fra aug. 1967 juni 1974 et år efter Jan Møller. Har kun set Kallan slå nogle få gange, men han sparkede dagligt, når han som gårdvagt spankulerede rundt i blomsterbedet og lossede elever, som tillod sig at sidde på flisekanten.

Biologilæreren, lad os kalde W det, var tydeligt sadist og totalt inkompetent.

Von Hahn døde heldigvis. Hvordan man kunne have en person med de holdninger gående løs i en skole i Danmark dengang, det har jeg aldrig forstået, men antagelig har skolens ledelse, som var kultiverede og formodentlig stærkt antinazistiske, ikke anet, hvad der foregik.

Bang var ganske lille og skruphysterisk. Tillod sig at sige til nogle af de efterhåndrn høje og flotte drenge, at det ikke var pænt at være høj!

Anonym sagde ...

Kjeld August von Hahn - et latterligt menneske. Det nærmeste nan kan komme en rendyrket idiot. Han døde heldigvis tidligt. Det var en befrielse. Hvordan kunne SG dog tolerere ham?