Kulturministerens hævn

Ved indgangen til 2008 kommer vi for alvor til at mærke resultatet af besparelserne i DR. Således stopper ikke mindre end tre populære programmer i P1, nemlig "Ugen på spidsen", "Kaffeklubben" og "Esmanns verden". Det drejer sig om tre alsidige politiske debat-, analyse- og interviewprogrammer, der favner bredt, formår at gå i dybden og er kendetegnet ved en ypperlig kvalitet. Hvis man spørger programværterne kan (eller vil) de ikke svare på, hvorfor programmerne stopper, og henvendelser til DR's ledelse besvares med intetsigende standardskrivelser. Ét program får dog lov til at fortsætte, nemlig "Krause på tværs", der bestyres af den tidligere informationschef for Det Konservative Folkeparti, Niels Krause-Kjær, desværre en udsendelse med ensidige, nykonservative tendenser. Meget tyder således på, at kulturministerens hævntogt mod DR lykkes udover al forventning

Fogh er en bangebuks

Ifølge Nyhedsavisen afviser Fogh at deltage i en duel for åbent tæppe med 600 tilskuere fra VU og DSU. TV2, der er arrangør af duellen, har så foreslået at flytte arrangementet til Kvægtorvet i Odense, og lade det foregå foran kun 150 tilskuere. Det er ligeledes blevet afvist. Så nu bliver der i stedet en ren TV duel med nul tilskuere. Henrik Qvortrup, der tidligere har arbejdet for Fogh, udtaler i den anledning, ifølge Nyhedsavisen: "Han frygter Helle Thornings evner som kommunikator og formidler. Og de evner kommer om noget til udfoldelse foran mange tilskuere".

Fogh er en rigtig bangebuks: Han sender gladeligt danske soldater afsted på farlige missioner i Irak og Afghanistan, men han tør ikke møde oppositionen og stå til regnskab for sin politik foran et større publikum. Hvor er det dog ynkeligt.

CF korpset 1977/78

Den 1. november 1977 startede jeg som værnepligtig ved CF-korpsets (i dag omdøbt til Beredskabskorpset) kaserne i Hillerød. Jeg havde efter en del overvejelser valgt CF, da tjenestetiden var den korteste (8 måneder mod 9 i "cirkus milli" og 11 som nægter), lønnen var bedre end nægternes, og risikoen for genindkaldelse betydelig mindre end i militæret. Iskoldt og udspekuleret vil nogle sige, medens andre vilde kalde det et pragmatisk valg.

Under alle omstændrigheder spankulerede jeg ind ad porten til den grimme ansamling af mustensbygninger, der dengang udgjorde CF-kasernen, ved middagstid d. 1. november sammen med en række andre lettere nedbøjede jævnaldrende kønsfæller. De fleste havde en forestilling om, at CF var en slags "cirkus milli light", bl.a. fordi korpset reklammerede for sig selv som en humanitær ikke-militær institution, men vi blev hurtigt klogere: Kadaverdisciplinen og den besynderlige straffe-kultur var præcis den samme som hos "de grønne", den eneste forskel var, at "krigerne" bar våben, det gjorde vi trods alt ikke.

Der udviklede sig hurtigt et voldsomt modsætningsforhold mellem kasernens ledelse og befalingsmændene på den ene side, og så os tvangsarbejdere - som vi med en præcis erkendelse af vores situation benævnte os selv - på den anden. Vi følte, at vi fra dag et af blev udsat for en groft krænkende og ydmygende behandling, der slet ikke stod mål med, hvad der var nødvendigt eller rimeligt. 10 år forinden havde de fleste vel valgt at bøje nakke og finde sig i urimelighederne, men det gjorde vi altså ikke, og vi opdagede snart, at vi var de mange og de smarte, medens guldfasanerne - sagt lidt forenklet - var de få og de dumme. Det betød, at vi den ene gang efter den anden fik sat de sure mørkemænd til vægs, og det var mange gange rigtig sjovt, samtidig med at det gav en fornemmelse af retfærdighed: Vores plageånder fik løn som forskyldt og det med renter og renters, rente.

En deling kunne kollektivt nægte at udføre en ordre - ikke ved at nægte at udføre den, det var strengt forbudt - men ved at bedyre, at man desværre ikke turde eller kunne udføre ordren, hvad der var fuldtud lovligt. Det var morsomt at se, det stadig stigende apoplektiske raseri, der bredte sig blandt befalingsmændene, når den ene tvangsarbejder efter den anden, på grund af svimmelhed, højdeskræk eller anden beklagelig dårligdom, desværre ikke turde kravle op ad en stige, som en øvelse måske bestod af. Et andet kendt spasnummer bestod i at lade en øvelse gå fuldstændig i fisk, så mænd, vandslanger og andet grej til sidst lå filtret ind mellem hinanden, medens halvdelen af de menige, lå og ømmede sig ganske højlydt efter at have snublet så voldsomt i virvaret af slanger, at det angiveligt havde bragt dem på knoglebruddets rand. Der var også mulighed for at blokkere radiokommunikationen, hvis alle samtidig trykkede på kaldeknappen, og det var ganske morsomt at iagtage befalingsmændenes hysteriske raserianfald, når de forgæves forsøgte at finde de skyldige i denne sabotagehandling. Og så var der selvfølgelig også mulighed for at stille spidsfindige spørgsmål, når vi havde timer med lejrkomandanten eller hans næstkommanderende, spørgsmål som de tydeligvis ikke brød sig om, men var nødt til at svare på. Der var i det hele taget mange måder at vise vores mishag med de ledere, under hvis kommando vi var sat, men efterhånden blev vores forhold til de nærmeste befalingsmænd rimelig godt, i visse tilfælde nærmest venskabeligt, de lod os ofte gå hjem tidligt på eftermiddagen, jeg tror, at de mange gange simpelthen bare ville slippe af med os, og vi sagde bestemt ikke nej til en kvart fridag, hver hveranden dag.

Der var flere ting omkring CF-korpset's daglige virke, der set fra min synsvinkel forekom og stadig forekommer mig ret besyndelige:

Den første - måske mindre ting - var brug af tiltaleformen "De", altså ikke mellem os tvangsarbejdere, men mellem os og befalingsmændene/kaserneledelsen. Argumentet for denne i 1977 længst antikverede tiltaleform var, at den skabte afstand mellem de menige og befalingsmændene, samtidig med at den var et vigtigt instrument, når befalingsmændene skulle indgyde respekt overfor rødderne. Men virkningen var den stik modsatte: De fleste betragtede denne aparte og utidssvarende tiltaleform som et ynkeligt forsøg på at stille sig selv op på en piedestal, en lidt latterlig måde at gøre sig større, end man var. Respekt gav det ikke, snarere det modsatte.

En anden mærkværdighed var det enorme omfang af spildt og dårligt udnyttet tid. Udover en masse ventetid gik dagene med øvelser og undervisning med et yderst beskedent uddannelsesmæssigt indhold, omstændeligt vedligehold af kassernens materiel og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter. Det virkede egentlig mere som om man ønskede at få de 8 måneder til at gå, end til at give en kvalificeret uddannelse, der kunne anvendes i tilfælde af krig, ulykke eller katastrofe. Spild af tid og skatteborgernes penge er vel den overskrift, man bedst kunne sætte på 8 måneder i CF-korpset.

Den besynderlige straffe-kultur, man tydeligvis havde importeret fra militæret, forekom ligeledes som en mærkværdig, stærkt anstødelig størrelse for de fleste. Hver dag sad kasserne chefen og hans næstkommandrende og idømte stribevis af værnepligtige såkaldte disciplinærstraffe, der normalt bestod i et sted mellem 1 og 14 dages ekstra vagter. I denne standret - som det reelt var - stod den anklagede uden forsvarer, anklager og dommer var en og samme person, og kravet til bevisførelse var yderst lemfældigt. Hvis kaserneledelsen skønnede, at man hjemfalden til en hårdere straf end de 14 dage, man maksimalt kunne idømme delikventerne ved CF standretten, havde de mulighed for at indbringe sagen for byretten med henblik på at få synderen idømt en decideret fængselsstraf. Den trafik stoppede imidlertid, da man opdagede at byretten anvendte en væsentlig lavere strafferamme, end CF-standretten gjorde. Disciplinærmiddelsystemet blev i vidt omfang benyttet til at forfølge enkeltpersoner, der af en eller anden grund var faldet i unåde hos ledelse eller befalingsmænd, og det var en væsentlig drivkraft i vores oprør mod det stærkt repressive system, vi var underlagt. Man taler med rette om, at Danmark er et retssamfund, hvor enhver høj som lav er sikret en retfærdig rettergang, men retssamfundet ophørte med at eksistere ved kaserneporten og blev afløst af en retsorden, der mest af alt mindede, om det vi kendte i de daværende østeuropæiske kommunistdiktaturer.

Vi undrede os ligeledes over, den ringe ledelsesmæssige kvalitet hos befalingsmænd og kaserneledelse. Som nævnt oplevede vi, den ene gang efter den anden, at ledere - på alle niveauer i øvrigt - fuldstændig mistede besindelsen, når et eller andet gik dem imod. Det kunne være en øvelse, der ikke gik som planlagt, et af vores talrige udspekulerede julenumre, en kvik bemærkning, der gjorde en befalingsmand til grin eller et provokerende spørgsmål i en time med chefen eller en af hans undersåtter. Det var umiddelbart komisk at iagtage disse ukontrollerede raserianfald der florerede blandt de overordnede, men også lidt skræmmende: Vi kunne ikke lade være med at tænke på, at disse høje herrer, måske en dag skulle lede en række unge mennesker i en rigtig redningssituation i forbindelse med krig eller ulykke, og vores tillid til, at det havde nogen chance for at blive en succes, var nok noget begrænset. En del af befalingsmændene - typisk dem der primært arbejdede indenfor materielforvaltningen - lavede ikke dagens gerning, men brugte tiden på at slappe af, høre radio og spille kort. Det virkede engentlig ikke særlig overbevisende, og var ikke ligefrem med til at øge respekten for de overordnede og deres evne til at organisere arbejdet. Vi opdagede på et tidspunkt, at mange CF-ledere havde en tidligere karriere i militæret, men typisk var røget over i CF på grund af uduelighed eller som følge af en eller flere grove fejl i tjenesten. Det forklarede i nogen grad, det ydmyge lederpotentiale, vi stod overfor.

De virkelige helte blandt os tvangsarbejdere var ikke dem, der udførte en øvelse til ug med kryds og slange, men derimod de såkaldte "unddragere", altså dem der på snedig vis kunne unddrage sig en besværlig øvelse eller en kedelig time. Fornylig hørte jeg et interview i radioen med Irma's direktør, jeg tror han hedder Josefson, der åbenbart har været i CF-korpset nogenlunde samtidig med mig, og det var pudsigt at høre ham bruge udtrykket "unddrager" med samme respekt og ærefrygt, som vi stort set alle følte for disse helte iblandt os. Jeg erfarer, at Irma's direktør har vundet stor respekt for sine ledelsesmæssige resultater, men han har jo også haft mulighed for at nærstudere, hvordan ledelse bestemt ikke skal gribes an.

Fik jeg så intet ud af 8 måneders tvangsarbejde i CF-korpset. Jo, først og fremmest at værnepligt er noget skidt. Sålænge en institution kan rekruttere ansatte via tvang, er institutionen ikke tvunget til at udvikle sig med henblik på at tiltrække nye dygtige medarbejdere. Det er det, der forlængst er sket med værnepligten både i militæret og Beredskabskorpset, som CF hedder i dag, og det er derfor unge mennekser stadig bruger tiden på øvelser, der mest har karakter af manddomsprøver, hovedløst vedligeholdelsesarbejde og rengøringsarbejde af overdimensioneret karakter.

Jeg lærte også at begå mig i et autoritært system, og indså hvor vigtig humor er som våben mod en udemokratisk ledelse. Derfor forstår jeg også, hvorfor humor spillede så stor en rolle i de østeuropæiske kommunistdiktaturer. Det var befolkningens eneste chance for at give diktatorerne et modspil.

Venstre og besættelsen

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har kritiseret samarbejdspolitiken i Danmark under besættelsen. Kritikken retter sig tydeligvis mod Socialdemokratiet og De Radikale, og handler ikke kun om selve samarbejdspolitikken, men også om at landet "blev taget på sengen" d. 9. april, hvor de tyske tropper nærmest spadserede ind over grænsen, og uden tab eller nævneværdige kamphandlinger, besatte Danmark.

Det er naturligvis helt korrekt, at Danmark d. 9. april stod med et forholdsvis svagt militært forsvar, som den tyske krigsmaskine uden de store armbevægelser løb over ende på ganske få timer. Danmark reducerede sit forsvar helt tilbage i 1932 med udgangspunkt i forsvarsordningen af 23. marts samme år. Bannerførere i formuleringen og vedtagelsen af denne såkaldte nyordning var rigsdagsmedlemmerne H. Hauch og J. Stensballe - begge fra partiet Venstre. Sammen med den tidligere Venstre statsminister Madsen-Mygdal satte de i september 1931 gang i den politiske proces, der betød, at man umiddelbart inden starten af finansåret 1933/34 kunne vedtage ganske omfattende besparelser på forsvarbudgettet. Forslaget blev i øvrigt vedtaget med et kæmpe flertal, og de eneste der stemte imod, var De Konservative.

Når de tyske tropper således fik frit spil d. 9. april, skyldes det altså ikke, at Socialdemokratiet og De Radikale "svigtede forsvarssagen", som det sædvanlige omkvæd lyder, men derimod en effektiv politisk indsats fra to Venstre medlemmer af Rigsdagen, der uden diskussion nød partiet Venstres fulde og helhjertede opbakning. Besparelserne på forsvarbudgettet var i øvrigt ganske fornuftige: Arbejdsløsheden rundede i 1932 de 30 %, virksomheder krakkede på stribe og en masse mennesker hutlede sig gennem tilværelsen med fattigdom som eneste trofaste følgesvend. Der var al mulig grund til at flytte de knappe resourcer fra kostbart militært isenkram til "sociale foranstaltninger", som man vistnok kaldte det dengang.

Det var med andre ord ikke Socialdemokratiets og De Radikale's skyld, at Danmark blev besat uden de store sværdslag, partiet Venstre havde og har en ligeså stor del af æren af, at det gik som det gjorde.

Ser vi på selve besættelsen, er det påfaldende, hvor få modstandsfolk der egentlig blev rekruteret blandt Venstres kernevælgere. Det fremgår meget tydeligt, hvis man ser på de store modstandsledere, der næsten ikke frembyder nogle venstrefolk. Det nærmeste man kan komme en af slagsen er vel Per Federspiel, medens Socialdemokratiet kunne mønstre Frode Jacobsen, kommunisterne Aksel Larsen og Mogens Fog og De Konservative Christmas Møller, alle politikere af et betydeligt format og med en væsentlig indflydelse på modstandskampen i hele dens forløb. Det var i første række kernevælgere og medlemmer hos kommunisterne og De konservative og i anden række Socialdemokratiet, der bidrog med deltagere i modstandskampen, medens partierne Venstre og De Radikale ydede en markant mindre indsats.

Årsagen til Venstre kernevælgernes begrænsede interesse for modstandskampen er givetvis, at landmændene, eller bønderne som man kaldte dem dengang, tjente tykt på at levere fødevarer til besættelsesmagten, og bønderne udgjorde dengang hovedbestandelen af partiet Venstre, både når man ser på vælgerne og medlemmerne. Efter krigen blev en række entreprenører og forretningsdrivende dømt for værnemageri, medens landmændene stort set gik fri i retsopgøret. Man ville ikke risikere at tømme gårde og godser for driftige og dygtige folk, der skulle jo gerne være nogen tilbage til at bringe brød og smør ud til de sultne danskere.

Når Fogh beklager samarbejdspolitiken under krigen, ser han bort fra sit eget partis andel i de mere kontroversielle dele af besættelsestidens danmarkshistorie: Hans eget parti lagde af egen drift grunden til den - i øvrigt fornuftige - svækkelse af det danske forsvar, der gjorde den tyske besættelse til en ren ekspeditionssag, partiets kernevælgere ydede et relativt beskedent bidrag til modstandskampen, men til gengæld tjente venstrebønderne kassen ved at sælge fødevarer i overflod til besættelsesmagten, noget der nærmest har karakter af et kollektivt værnemageri. Man skal som sagt feje for egen dør, før man fejer for andres, og i denne sag har Fogh brug for en af de helt store fejekoste, så han kan fjerne al det gamle skidt foran Venstres hoveddør.

Mere om viceadmiral Henri Wenck

Tak for kommentarerne til mit svarindlæg (se http://pub50.bravenet.com/forum/4287808284/show/598677). Her mine svarkommentarer:

Lad os se på kendsgerningerne omkring Henri Wenck’s afsked fra søværnet:

D. 30. marts 1932 oplyste forsvarsministeren i en samtale med Wenck, at han havde indstillet Wenck til afsked (se ref.1 side 147). Den næste dag kl. 11.30 dag fik Wenck overrakt en skrivelse fra marineministeriet, der officielt meddelte den varslede afsked (se ref. 1 side151). Med andre ord må viceadmiralen med meget kort varsel rydde skrivebordet og forlade kontoret.

I samtaler med forsvarsministeren både før og efter afskeden anmoder Wenck om at få bevilget tjenestefrihed frem til den endelige afsked som tjenestemand ved udgangen af juni måned. Denne anmodning kan ministeren imidlertid ikke imødekomme, da man har planlagt at sende Wenck til en afrustningskonference i Geneve (se ref. 1 side 147-148). Wenck anmoder så om i det mindste at få lov til at udføre de sidste tre måneders tjeneste i København, men det kan heller ikke lade sig gøre. Endelig beder Wenck om fortsat at referere direkte til forsvarsministeren, men får at vide, at han er forflyttet til udenrigsministeriet (se ref. 1. side 153).

Med andre ord bliver Wenck afskediget fra sin stilling som flådeinspektør med ultrakort varsel, han bliver kylet ud af sin tjenestebolig 12 dage senere, han sendes – mod sin vilje – til Langbortistan, og som lidt ekstra salt på såret, forflyttes han fra forsvars- til udenrigsministeriet. Hvis ikke det er en fyring, så ved jeg altså ikke hvad en fyring er? Det ville da også forekomme fuldstændig tåbeligt at ansætte Wenck som flådeinspektør d. 1. december, for dernæst at afskedige ham igen 4 måneder senere, hvis det var et led i en velovervejet og velplanlagt omstrukturering, han selv var en del af, som nogen forsøger at bortforklare hændelsesforløbet med.

Det er mit gæt, at regeringen ansatte Wenck som flådechef for at benytte hans popularitet hos flådens officerer til at få omstruktureringerne og nedskæringerne til at ”glide lettere ned”. Da Wenck så nægtede at ”levere varen” var der ikke anden mulighed end at ”vippe ham af pinden”. Nu var hans popularitet ikke længere en fordel, men et problem, der kunne udvikle sig, hvis han fortsat fik lov til at lave ballade på hjemmefronten. Det problem løste man så ved at sende ham til Geneve.

I stedet ansatte man Rechnitzer, der fra start af havde tilkendegivet – om end modvilligt – at han gerne ville medvirke til regeringens og rigsdagens flådeprojekt. Wenck forstod øjensynlig slet ikke spillereglerne i et ”demokratisk bureaukrati”, det gjorde Rechnitzer derimod. Samtidig besad han den fornødne kynisme, derfor vandt Rechnitzer og Wenck tabte. Endelig udviste Wenck en fuldstændig mangel på forståelse for den samfundsøkonomiske nødvendighed af besparelserne i flåden.

Angående militærkup, håber jeg ikke at mine indlæg antyder, at der var en overhængende fare for en militær magtovertagelse i Danmark. Bo Lidegaard har i sin bog om dansk udenrigspolitik i 1932 - 45 analyseret risikoen for militærkup i Danmark, og når, så vidt jeg erindrer, frem til, at risikoen var forholdsvis beskeden. Det er naturligvis nemt at se i dag, men det var anderledes vanskeligt for politikerne, at overskue situationen medens de befandt sig midt i den. Og det er en kendsgerning at politikere både hos De Radikale og Socialdemokratiet i perioder – helt ubegrundet heldigvis – frygtede et militærkup. Det var formentlig også en af grundene til, at man sendte Wenck ”i eksil” umiddelbart efter hans afsked: Den mindste risiko for ”utilsigtede hændelser” skulle elimineres.

Jan Møller

Ref. 1: Hans Chr. Bjerg: Lex Rechnitzer

Viceadmiral Henri Wenck

Der hersker den udbredte og sejlivede myte, at viceadmiral Henri Wenck frivilligt valgte at forlade sin stilling som flådeinspektør i 1932 i protest mod de nedskæringer af flåden, den danske rigsdag havde vedtaget kort forinden. Det gjorde Henri Wenck imidlertid ikke, han blev ganske enkelt fyret, fordi han nægtede at medvirke til gennemførelse af nedskæringerne. Havde han valgt at gøre, som myten foreskriver, og forladt sin stilling i protest, havde det vel været i orden, eller havde han efterlevet rigsdagens beslutning, kunne man ikke sætte en finger på hans handlinger. I stedet fremstår han nu, som en illoyal embedsmand, og den slags fortjener næppe at beklæde en af landets høje administrative poster. Wenck’s exit var hverken særlig ærefuld eller begavet, det indså selv hans allerøverste chef, Christian d. 10., der vel næppe kan beskyldes for at være blandt de mest begavede monarker, der har resideret i Danmark.

I dag havde sagen givet anledning til store overskrifter i aviserne – en tamilsag i mindre format – men dengang blev den slags ordnet i porten, og Wenck røg ud uden den store mediebevågenhed.. Når regeringen var ekstra påpasselig med loyaliteten hos militære embedsmænd, skyldes det formentlig nervøsiteten for et militærkup, der igennem en stor del af Staunings regeringstid, lå som en latent frygt hos landets politiske ledelse. Påskekrisen, hvor kongen reelt begik statskup, sad endnu klart i erindringen hos langt fleste politikere, og så er det vel næppe nogen hemmelighed, at de to regeringspartier ikke ligefrem blev mødt med den helt store sympati hos officererne i det danske forsvar. Man frygtede - i nogen grad med rette - reaktionen ved nedskæringer, upopulære forfremmelser eller andre mærkbare politiske indgreb, hos de to ”stater i staten”, som man stadig kunne karakterisere flåden og hæren med i 30’erne.

Jeg fornemmer, at der fortsat hersker en stor bitterhed i flådekredse over de ret voldsomme nedskæringer rigsdagen vedtog i 1932. Man må imidlertid tænke på, at Danmark på det tidspunkt var kastet ud i en af de mest voldsomme økonomiske kriser, landet nogensinde har oplevet. Arbejdsløsheden lå på den forkerte side af 30 % (i dag er den under 3 %), virksomheder gik konkurs på stribe, og en pæn del af danskerne hutlede sig igennem tilværelsen med fattigdom som eneste følgesvend. I den situation ville investeringer i nyt flådeisenkram have været en provokerende luksus, fuldstændig ligesom når fattige lande, der ikke kan brødføde sin egen befolk, anvender milliardbeløb på krudt og kugler. Samtidig lå der en velbegrundet frygt for at provokere naboen mod syd med noget der bare lignede et anvendeligt militært forsvar. Regeringens kloge politikere havde for længst anlagt en solid, pragmatisk forsvarspolitiske linje, til dels i modsætning til de drengebogsagtige forestillinger om egen formåen, som en del officerer i hær og flåde nærede.

Splid i regeringen?

Hvad mener regeringen egentlig om Tyrkiets medlemskab af EU? Jeg kan komme lidt i tvivl. Indtil for nylig opfattede regeringen Tyrkiet som et kandidatland med mulighed for medlemskab, ved opfyldelse af en række betingelser. Men sidenhen er Karen Jespersen trådt ind i regeringen, og hun er mig bekendt indædt modstander af et Tyrkisk medlemskab. En væsentlig årsag til, at hun for nylig forlod Socialdemokraterne, var netop, at hun ikke magtede at overbevise partiet om sit synspunkt på dette område. Så hvad mener regeringen egentlig i dag, og hvad mener mon Karen Jespersen? Og er der splid i regeringen i dette spørgsmål?

Den forsultede topskatteyder

Den forsultede topskatteyder slikker sig om munden i disse dage. Der er lagt op til en ekstra efterret til det festmåltid, der har stået på de seneste 5-6 år. Først fik den forsultede topskatteyder en kæmpe stigning i friværdien, så kom skattestoppet, i 2004 blev det endog til en skattesænkning, og nu venter der en ny reduktion i skatten. Jo, det har været en lang fest for den forsultede topskatteyder under farmand Fogh's nådige ledelse. Men, det har kostet hårdt arbejde at nå så langt: Den forsultede topskatteyder har plaget farmand Fogh dag ud og dag ind igennem flere år for at få den ekstra skattereduktion, som den forsultede topskatteyder betragter som en velerhvervet rettighed. Farmand Fogh, der efterhånden var blevet lidt bekymret over den forsultede topskatteyders vellevned, sagde imidlertid nej. Men, som det altid går med vedvarende plagerier fra overforkælede børn, blev Farmand Fogh efterhånden træt af al den ballade, og til sidst sagde han ja. Nu skal han bare lige overbevise mor Pia, så får den forsultede topskatteyder nok en flødeskumskage og kan fortsætte mange års uafladeligt æderi. Og mon ikke mor Pia lader sig overtale, hun skal vel som sædvanlig bare bestikkes med lidt penge til den årlige julebasar for ensomme gamle katte, og et nyt flot danebrogsflag til den velfriserede have, så er den hjemme.

Krogerup 1977

Foråret 1977 tilbragte jeg som elev på Krogerup Højskole. På det tidspunkt havde jeg afsluttet min ingeniøruddannelse, men ventede på at blive indkaldt til statsligt tvangsarbejde (værnepligt) i det der dengang hed CF korpset. Chancerne for arbejde for en nydimmiteret ingeniør var dengang mindre end i dag og stort set lig 0, når der stod 8 måneders tvangsarbejde for døren, så jeg besluttede at bruge ventetiden på et højskoleophold. At valget faldt på Krogerup var lidt af en tilfældighed. Egentlig havde jeg besluttet mig for Brandbjerg Højskole, men hørte så ad forskellige veje en række ufordelagtige ting om højskolen. Efter at have konsulteret højskoleoversigten for 117. gang, ringede jeg til Krogerup, og fik en meget positiv snak med den daværende højskoleleder K.E. Larsen, og så var beslutningen vel nærmest truffet af sig selv. Det trak i øvrigt lidt, at højskolen lå tæt på København med mulighed for hurtig retræte, hvis det blev nødvendigt.


Skolen rummede en stab af mange rigtig dygtige lærere. Den mest fremtrædende var vel Niels Jensen, der underviste i filmkundskab. Han var så vellidt hos eleverne, at man måtte ty til lodtrækning blandt tilmeldingerne, når der skulle vælges nye fag efter de første to måneder. Niels Jensen var en fremragende formidler, hans timer en æstetisk oplevelse i velformuleret og veldisponeret pædagogik. Man var tryllebundet, når han i en koncentreret lektion gennemgik amerikansk film i 30'erne, relaterede filmene til den amerikanske samfundsudvikling, zoomede ind på billedkompositionerne og sluttede af med at skitsere betydningen for den moderne film. Man følte sig i den grad oplyst og beriget efter en time med Niels Jensen. Men han var også en gevaldig hidsigprop, der ikke gik af vejen for at gennemhegle en elev, der havde sagt noget forkert, eller mishagede ham af en eller anden grund. Der burde vi elever have sagt stop. Niels Jensen's bog "Filmkunst" regnes i dag blandt klassikerne i filmlitteraturen. Niels Jensen blev senere lærer på filmskolen.


En anden inspirerende lærer var den senere TV direktør i DR, Bjørn Erichsen, der underviste i historie. Hans talent for formidling var slet ikke på samme niveau som Niels Jensen's, men han forstod at motivere eleverne, enten ved at sætte gang i en bragende diskussion eller ved at få eleverne til at yde det ypperste ved løsning af de opgaver, der indgik i undervisningen. Således havde jeg sammen med en anden elev - Ole Hansen - fået en opgave der handlede om de store strejker i foråret 1956, det var dengang H. C. Hansen ophøjede et forkastet mæglingsforslag til lov, og kort tid efter med bævende hjerte så mere end 200.000 vrede arbejdere indfinde sig til demonstration på Christiansborg Slotsplads. Vi løste opgaven ved at interviewe nogle af dem, der havde oplevet (og deltaget i) strejkerne (opstanden) på nært hold, bl.a. en ældre fagforeningsmand. Det var ufattelig spændende, og gav en langt dybere indsigt i forløbet, end hvis man blot havde "boget" sig igennem opgaven, på sædvanlig vis. En af årsagerne til, at det ofte lykkedes Bjørn Erichsen at skabe voldsomme diskussioner i timerne var hans medlemskab af DKP, et medlemskab som han på ingen måde forsøgte at lægge skjul på. Bjørn Erichsen's tilgang til historien var i den grad præget af hans politiske ståsted, og det virkede ofte som en rød klud på os "Kongelige danske Socialdemokrater", som han hånligt betegnede det flertal af elever, der i kraftig grad distancerede sig fra kommunismen. Efter den fine karriere i medieverdenen tror jeg dog næppe, at Bjørn Erichsen har bevaret sit medlemskab af DKP, mon ikke han er blevet næsten ligeså "kongelig" som alle os andre. Vi har jo alle lov til at blive klogere, og der skal ikke være nogen tvivl om, at timerne hos Bjørn Erichsen gav en indsigt, vi ikke havde fået mange andre steder.

Forfatteren Erik Knudsen var også et fremtrædende og engageret medlem af lærergruppen. I begyndelsen var vi nok lidt imponerede over at have en rigtig "kendis" som lærer, der fik sine teaterstykker vist på TV og digtsamlinger udgivet på landets førende bogforlag. Men man oplevede hurtigt Erik Knudsen som et uhyre jordbundent og behageligt menneske uden den mindste antydning af primadonnanykker overhovedet. Vi tog fat på musiktekster og lidt digtekunst uden de store armbevægelser, og vi fik naturligvis alle lov til at give vor uforgribelige mening til kende om denne eller hin poetiske udgydelse, men finalen, når Erik Knudsen i jævne vendinger sømmede sin mening fast om et digteværk, efterlod os ofte som en flok hjælpeløse amatører, der nok havde misset de fleste af tekstens pointer. Det var sgu' sjovt. Erik Knudsen omtalte typisk andre forfatteres udgydelser med behørig respekt, kun en gang fornemmede jeg en nærmest afgrundsdyb respekt, og det var da vi behandlede nogle tekster af Bob Dylan. Erik Knudsen gav mig også en god indgang til den variende kvalitet af kunstneres arbejde, da han slog fast, at en kunstner bør huskes for de gode ting kunstneren frembringer, ikke fiaskoerne. Den erkendelse har jeg siden haft stor fornøjelse af. Stemningen i Erik Knudsen's timer afspejlede ofte hans - ret varierende - humør, der bevægede sig fra sortsyn og manglende tro på fremtiden til kvidrende optimisme. En aften bankede det på vores dør og en badekåbeklædt elev (jeg tror han hed Per Ginsborg) fortalte, at forfatteren Leif Panduro var død. Næste morgen havde vi Erik Knudsen i den første time, og jeg husker stadig hans forstenede ansigtsudtryk, da han indledte timen med at sige, at han stadig var stærkt chokeret over "kollegaens" død, dagen forinden. Erik Knudsens timer gav ikke den samme æstetiske oplevelse, som Niels Jensen's, og var heller ikke en politisk slagmark som Bjørn Erichsen's, timerne gav os nok snarere en stille erkendelse af poesiens sprog. Erik Knudsen er, trods sin høje alder, stadig forfatteraktuel, og han har netop udgivet en ny bog.

Bjørn Bennike, der bl.a. underviste i Kina's historie, beboede en fed lejlighed på højskolens øverste etage. Her var vi forsamlet en dag i midten af januar 1977, da Jimmy Carter holdt sin tiltrædelsestale som præsident. Bjørn Bennike's timer var så kedelige, at de også kedede ham selv, men lige præcis den oplevelse af et nyt kapitel i USA's historie, set fra en lærers private bolig, gav os en uforglemmelig indgang til en historisk begivenhed, og ikke mindst den gode uformelle snak vi havde efter tiltrædelsestalen, satte begivenheden i et ganske særligt perspektiv.

Højskolens drama- og musiklærer Roger Pring stablede en gang imellem et stort musikanlæg op i en af skolens stuer, og her oplevede vi så stor musikkunst primært den klassiske af slagsen. Det var fedt at sidde helt stille i flok og lytte til den vidunderlige musik, og oplevelsen blev endnu bedre, når vi bagefter over en kop kaffe delte den med hinanden.

Skolens leder K. E. Larsen var ikke en formidler på niveau med Niels Jensen eller Bjørn Erichsen, og hans fag, der primært tog udgangspunkt i jura og retsvidenskab, var nok ikke lige min kop te, men han forstod at skabe nogle fremragende rammer om højskolen, og dermed sikre dens overlevelse i en tid, hvor højskolebevægelsen blev ramt af politisk modvind. K. E. Larsen stillede krav om, at eleverne deltog i undervisningen, pjækkeri blev ganske enkelt ikke accepteret, og han forlangte også, at eleverne deltog i de forholdsvis få pligter, der var på skolen. Det gjorde ham upopulær i en mindre kreds af skolens elever, men skabte respekt hos flertallet. K. E. Larsen var vel som den eneste af skolens lærere af borgerlig observans, han var Venstremand og tilhørte naturligvis den grundtvigianske højskolefløj i partiet, der stod (og står) i skarp modsætning til det såkaldte handelsskolevenstre. I slutningen af 70'erne, hvor ungdomsoprøret stadig kørte på fulde gardiner, var der en helt utrolig politisk intolerance overfor alt, der lå til højre for SF. Man blev som Socialdemokrat betragtet som en stor klasseforrædder eller det der var værre, og tilhængere af Venstre eller De Konservative blev i store kredse regnet som de rene undermennesker. Undtagelsen var K. E. Larsen, der i det temmelig venstrevredne Krogerupmiljø aftvang sig stor respekt, også for sit åbne liberale politiske ståsted, en respekt der efterhånden forplantede sig ud i elevgruppen.

Der var andre lærere, som jeg oplevede mere på distancen. En af dem var Mads Lidegaard, jeg mener ikke jeg havde fag hos ham. Lidegaard var en formidabel foredragsholder, der med stor autoritet tryllebandt en større forsamling, typisk med foredrag om historiske emner, eller fortællinger relateret til Grønland, hvor han havde levet og arbejdet igennem en længere årrække. Lidegaard var nok ikke ubevidst om sin egen fortræffelighed som fortæller og foredragsholder, og han havde en svaghed for kvindekønnet blandt skolens elever, der måske ikke var helt så klædelig for en lærer. En anden for mig mere perifer lærer var Lasse Rathnov (bror til Willy Rathnov, som vi kender fra "Huset på Christianshavn") , han var meget aktiv ved skolens fællesmøder og vistnok skabskommunist. Han havde en herlig ruhåret gravhund, der hed Malle. Den yndede at brede sig i en lænestol i skolens fællesareal, hvor den fra lå med snuden rettet ned mod gulvet, medens den filosoferede over tilværelsens elendighed.

I 1977 var arbejdsløsheden stærkt stigende, og mange mennesker på kanten af tilværelsen, der igennem en højkonjunkturperiode formentlig havde klaret sig sådan nogenlunde, faldt uhjælpeligt igennem, og stod uden de store udsigter til at komme tilbage på sporet. Kommunerne anede ikke, hvad de skulle stille op med den voksende kø af bistandsklienter og arbejdsløse, og valgte i mange tilfælde at benytte højskolerne som "varmestuer". Med til dette hører, at det dengang ikke var så eksorbitant dyrt at frekventere en højskole, som det er i dag. Det satte sit præg på elevgruppen. Man kan vel groft sige, at de tre fjerdedele af eleverne - de normale - betragtede højskolen som en pause i tilværelsen og forventede, som en helt naturlig ting, at vende tilbage til job eller uddannelse efter endt højskoleophold. Den sidste fjerdedel var i større eller mindre grad præget af alkoholisme, stofmisbrug, psykiske sygdomme, kriminalitet eller var på anden vis, det vi i dag betegner som utilpassede. Denne gruppe havde svært ved at deltage i undervisningen, der som tidligere nævnt var obligatorisk, og magtede slet ikke at varetage de småpligter (rengøring, opvask mv.), der også var en del af højskolelivet. Det førte ofte til meget barske konfrontationer mellem K.E. og lærergruppen på den ene side og "de utilpassede" på den anden. K.E var efterhånden godt gammeldags sur over visse elevers slendrian, men han var også så godhjertet, at han ikke nænnede at tage konsekvensen, og smide de elever ud, der den ene gang efter den anden forbrød sig mod skolens regler. Vi - de normale - følte uvægerligt en vis foragt, overfor de mest dovne og uduelige i gruppen af "utilpassede" elever. Det hører dog også med til historien, at en del i den tunge ende af elevgruppen faktisk klarede sig rigtig godt. Jeg oplevede f.eks. en maniodepressiv elev, der ydede en flot indsats i undervisningen, når hun ikke var grebet af tungsind eller blafrende optimisme. For mit vedkommende handlede det i øvrigt om, at jeg for første gang oplevede mennesker med psykiske sygdomme, alkoholproblemer eller anden social dårligdom på nært hold. Det havde jeg aldrig oplevet før - eller siden!


De fire måneder på Krogerup var en fantastisk tid, der gav mig en mental bagage, som jeg har haft fornøjelse af lige siden. Det var et velfortjent "pitstop" efter 15½ års uafbrudt skolegang og uddannelse, inden jeg gik i gang med arbejdslivet. Måske kunne man dog have ønsket en undervisning på højskolen, der i lidt mindre grad var præget af foredrag, forelæsninger fra katederet og filmforevisninger i en uendelighed, men med mere projektundervisning udarbejdelse af radioprogrammer og film. Sådan er det vel i dag, og det er et kæmpe fremskridt.

Hundeprutter og andre udslip

Jeg sidder fredeligt en aften med en kop te, en spændende bog og min dejlige hund Bess liggende ved siden af på gulvet. Men den idyliske aftenstemning afbrydes brat af en kvælende stank, der uden varsel breder sig i stuen. "Åh nej" tænker jeg "Bess har pruttet". Og sandelig om ikke kræet ligger veltilfreds og gasser sig i mere end en forstand. Det bliver indledningen til en hel serie angreb på min stakkels næse. Med samme effektivitet som et topmoderne biogasanlæg leverer den søde hund den ene stinkbombe efter den anden. Jeg forsøger forgæves at vægre mig mod hundens lugtterror: En hel husholdningsæske med Tordenskjolds de bedste lægger efterhånden et svagt røgslør over stuen og fortærer en del af rovdyrets svovlbrinteproduktion. Men stanken hænger ved og truer med at udvikle sig til en kronisk lidelse i mine lugtorganer.


Medens tandemaljen skaller af, gardinerne mørner og tapetet krøller sammen i den giftige atmosfære, kommer jeg pludselig til at tænke på de verbale udslip, der til sammenligning får hundens giftgasangreb til at tage sig ud som en duftende parfume. Jeg tænker på Søren Krarups ondskabsfulde angreb på muslimers hovedbeklædning, det er da udslip af den allerværste slags. Eller Mogens Camres talrige perfiditeter mod et religiøst mindretal, som han åbenbart ikke kan lide, de stinker så afgjort langt værre en hundens uskyldige bagholdsangreb. Eller hvad med ex. DF'eren Louise Freverts sammenligninger mellem en mindretalsgruppe og en dødelig sygdom, et udslip af allerværste karakter. I det hele taget formår Dansk Folkeparti med sine konstante snedigt anbragte modbydeligheder at skabe en atmosfære af splittelse og uforenelighed i det danske samfund. Den sammenhængskraft som alle taler om, lige fra Jespersen til Fogh, som en hel nødvendig forudsætning for demokrati, velstand og fortsat fremgang for det danske samfund, er ved at møde sin undergang i en atmosfære af had og ondskab. Vi trænger til at få renset luften her i Danmark, og desværre er en æske tændstikker eller to ikke nok. Men hvis flere anstændige mennsker ikke bare lader som ingenting og kigger skamfuldt den anden vej, næste gang Dansk Folkeparti lader hademaskinen, men ytrer sig mod dette middelmådighedens univers, der breder sig som en pest over Danmark og resten af Europa, så bliver den mentale luft på sigt måske en smule renere, og vi kan atter så småt begynde at ånde frit.

Jan

Skattereform

Fremkomsten af Ny Alliance har genåbnet debatten om en skattereform i Danmark. Mantraet hos Ny Alliance, og andre skattereformtilhængere, er mindre skat på arbejde, og det tænkes virkeliggjort ved at nedsætte topskatten til 40 - 42 %. Resultatet skulle være, at topskatteyderne ville få lyst til at arbejde mere, da den sidst tjente krone beskattes mere lempeligt, og de (mange) flere penge mellem hænderne kunne så bruges til at ansætte folk til at hjælpe i huset med rengøring, havearbejde, vinduespudsning, børnepasning mm. Den større arbejdsindsats, og de dermed forøgede indtægter, kunne i nogen grad finansiere skattereformen. Hvordan finansieringen i øvrigt skulle sammensættes foreligger der rigtig ikke noget om, men det ligger fast, at en reduktion af topskatten til 40 - 42 % indebærer et provenutab på ca. 50 mia. kr.

Ideen om de (næsten) selvfinansierede skattelettelser til den bedst stillede fjerdel af befolkningen er allerede afprøvet i større skala under Reagan og Thatcher, uden de helt store resultater: I USA førte skattelettelserne til et kæmpe underskud på statsfinanserne, som Clinton brugte det meste af sin regeringsperiode på at få bugt med, medens der i England - hvor det primære problem var en kæmpe arbejdsløshed - ikke blev registreret en nævneværdig forøgelse af beskæftigelsen (til gengæld undgik man de kæmpe statsunderskud, da skattelettelserne blev kombineret med voldsomme offentlige besparelser).

At (top)skattereformen fører til stigende ulighed, er der ikke nogen af dens tilhængere, der kan eller vil benægte, hverken i Cepos eller Ny Alliance. Ligeledes må man erkende, at skatteydere med små eller mellemstore indtægter slet ikke vil få noget ud af den påtænkte reform, måske endog tværtimod, når regningen for reformen engang skal betales. Det er som bekendt altid de fattige, der må holde for, når det går galt med samfundsøkonomien, som påpeget af Sveriges tidligere statsminister Gøran Persson, da han skulle rydde op efter et borgerligt skatteeventyr.

Et problem i dansk økonomi er, at forskellen mellem de små indkomster og kontanthjælp fortsat er forholdsvis beskeden. En topskattereform gør imidlertid slet ikke noget ved dette problem, og formår dermed ikke at skabe en større økonomisk motivation for at komme i beskæftigelse. Derfor kunne man i stedet for en reduktion af topskatten overveje en bundskattereform: Den kunne bestå i en skatterabat på 10 - 20.000 kr. for alle arbejdsindkomster under 150.000 kr. Denne rabat skulle aftrappes jævnt for arbejdsindkomster i intervallet 150 - 250.000 kr.

Fordelen ved den skitserede bundskattereform er:

1. Den falder i mange tilfælde på et tørt sted
2. Den ville skabe et større økonomisk incitament for at finde beskæftigelse.
3. Der ville ikke forekomme de samme ophedningseffekter som ved en topskattereform
4. En bundskattereform vill være mere socialt refærdig
5. Der ville ikke opstå det samme pres på boligpriserne, som ved en topskattereform
6. Skattelettelserne vill i betydelig grad blive omsat til lokalt forbrug, der ville skabe beskæftigelse

En bundskattereform betyder, at kontanthjælpsmodtagere, pensionister og modtagere af understøttelse ikke vil få flere penge mellem hænderne. Og alle topskatteyderne, der i forvejen har fået i pose og i sæk i form af lav rente og gigantiske friværdistigninger, ville heller ikke få midler til flere forbrugsfester. Til gengæld bliver der flere penge til kassedamen, bagerjomfruen, tømmerlærlingen og den nystartede selvstændige, og de har alle brug for lidt at slå til Søren med.

Finansieringen kunne ske ved at indføre en afgift på salg af boliger over 1,5 mill. kr, der kunne skæres i landbrugsstøtten, og der kunne ryddes op i den jungle af erhvervstilskud, som erhvervslivet selv er godt træt af.

Hvorfor har Socialdemokraterne ikke for længst fremlagt et forslag efter dette koncept?

Mxller

Ny Alliance

Jeg glæder mig over Ny Alliance, og hilser dets ankomst velkommen. Jeg har ikke selv tænkt mig at stemme på partiet, men tror, at der er pæne muligheder for, at det vil medvirke til at begrænse DF's indflydelse på sigt, særlig hvis partiet formår at snuppe nogle stemmer fra V og K. Meget afhænger af, om partiet kommer godt fra start. Hvis det sker, kan man forestille sig, at en række V og K folketingsmedlemmer vil smutte over i NA, f.eks. den detroniserede fødevareminister, Birthe Rønn Hornbech fra Venstre og måske et par stykker til. Men der er lang vej igen, og meget kan ske, når den første begejstringsrus har lagt sig. Vi så, hvordan Demokratiske Muslimer blev dannet med pomp og pragt af samme Naser Khader, men hvad er der tilbage af den organisation i dag, og hvad har den egentlig udrettet. Jeg håber på det bedste, men er lidt skeptisk midt i den voldsomme begekstringsrus. Lad os se nogle resultater først.

Mxller

Niels Steensens Gymnaisum

I 1966 startede jeg 11 år gammel i 6. klasse på Niels Steensens Gymnaisum. Det blev begyndelsen på 7 års skolegang, der rummede ubehagelige oplevelser og erfaringer, men også mødet med et fascinerende fagligt miljø, som jeg har haft glæde af lige siden. Perioden 1966 - 73 var en tid præget af meget store forandringer: Ungdomsoprøret ramte den vestlige verden med en lige venstre, og det havde naturligvis stor indflydelse på det danske skolesystem. Niels Steensens Gymnasium gik heller ikke ram forbi. Da jeg startede i 1966 rejste eleverne sig op, når læreren kom ind i klassen, man var naturligvis De's med lærerne (der sagde du til eleverne) og lussinger, eftersidninger og kollektiv afstraffelse var en helt naturlig del af den daglige pædagogik. 7 år senere var tiltaleformen "De" stort set forsvundet ud af det danske sprog, ingen drømte om at rejse sig for lærerne i klasseværelset og korporlig afstraffelse var nu strengt forbudt, med afskedigelse som eneste mulige konsekvens. Den korporlige afstraffelse havde mange opfindsomme varianter. En musiklærer yndede f.eks. at lade uartige elever stå op og synge hele timen, og forsøgte eleverne at læne sig op ad bordet eller blot flytte vægten lidt fra det ene ben til det andet, blev det straks påtalt. En elev, der åbenbart påkaldte sig musiklærerens særlige mishag, blev efter timen mødt af en byge af lussinger, der igennem et par minutter kastede ham rundt i lokalet. Da jeg mange år senere mødte den pågældende elev, stod denne "hændelse" fortsat lysende klart i hans erindring. Musiklæreren var i øvrigt en højt estimeret Vivaldi ekspert. Formningslæreren (som billedkunst hed dengang) yndede at gribe den uartige elev i håret og slæbe ham rundt i formningslokalet. Eleven måtte så - til klassens udelte morskab - klodset og ubehjælpsomt kravle over de inventardele i lokalet, som læreren trak ham henover. Ved mindre forseelser nøjedes formningslæreren med at knalde sin pibe i hovedet på misæderen et par gange, efterfulgt af et los eller to i agterstavnen. Formningslæreren havde i øvrigt en meget sød kone. Efterhånden ophørte disse primitive afstraffelser og scenen blev nu overladt til lærere, der mestrede de mere raffinerede pædagogiske metoder. En biologi lærer yndede således at tilsvine elever, der på en eller anden måde - efter hans mening - gjorde sig fortjent hertil. Angrebet kom pludseligt og uden forvarsel, og blev fremført med en forbløffende effekt. I løbet af få minutter var eleven i mental henseende hakket til plukfisk og forlod enten grædende lokalet, eller sad tavs og nedbøjet på sin plads resten af timen, medens biologilæreren, selvbevidst og opmuntret af sit vellykkede udfald, affyrede en række morsomheder, og nådigt tog imod de lattersalver, som komikken affødte. Nogle elever oplevede kun at blive tilsvinet en enkelt gang eller to, men for andre, mindre heldige elever, havde angrebene en mere kronisk karakter. Konsekvensen for de unge mennesker, der blev udsat for denne udsøgte pædagogik, var normalt enten et år ekstra i gymnasiet eller helt at forlade skolen. Jeg har kendskab til tre elever, alene fra min årgang, hvor mødet med biologiens glæder og mysterier kostede fire år i gymnasiet. Hvor mange triste skæbner denne lektor Blomme's reinkarnation har har på sin samvittighed, kan man kun gisne om. Han forsatte i øvrigt uantastet med at undervise i biologi, indtil han gik på pension efter mange års tro tjeneste. Da jeg for nogle år siden havde 25 års studenterjubilæum, spurgte jeg lidt naivt gymnasiets daværende rektor om, hvorfor skolen i årevis holdt hånden over den pågældende lærer. Men jeg fik ikke noget svar. Niels Steensens Gymnasium havde imidlertid også en række fremragende lærere i sin stab, hvor høj faglighed og storartet pædagogik gik hånd i hånd. En af dem var Kurt Hansen, som jeg havde til fysik og matematik på skift, i de 7 år jeg tilbragte på "steneren". Han var en fantastisk inspirerende kraft, der virkelig forstod at tænde interessen for de matematisk-fysiske fag, hans faglighed var helt i top, og han besad en helt enestående evne til at formidle viden om selv meget komplicerede spørgsmål. Det er hans skyld, at jeg efter veloverstået studentereksamen valgte at læse til ingeniør, et studievalg jeg aldrig har fortrudt. Men der var andre lærere der gjorde indtryk på en. PÅ godt og ondt.

Irakiske flygtninge

Knap 700 irakere er strandet her i landet igennem en årrække. De befinder sig i en krydsild mellem en stadig strammere dansk asyllovgivning og en begyndende borgerkrig i deres hjemland. De irakiske flygtninge er indkvarteret under kummerlige forhold: De er stuvet sammen forældre og børn i samme rum med ganske få kvadratmeter til hver, de har ikke nogen mulighed for beskæftigelse, uddannelse eller anden relevant aktivitet, og børnene stimuleres og undervises efter et absolut minimum. Enkelte vælger den farlige vej tilbage til deres hjemland, som oftest for at flygte videre typisk til Jordan eller andre steder, hvor de kan opholde sig i nogenlunde sikkerhed.

Undskyldningen for at sammenstuve de irakiske flygtninge under fængselslignende vilkår er, at de er afvist af Flygtningenævnet, og derfor må vende tilbage til deres hjemland. Når de så vægrer sig mod at tage tilbage - og det kan de, da myndighederne i Irak ikke ønsker at modtage flygtninge, der hjemsendes under tvang - gøres opholdet her i landet så ubehagligt, at det kan "motivere" disse genstridige elementer til fluks at returnere, derfra hvor de kom!

Man kan spørge sig selv om irakernes genstridighed skyldes, at de har lyst til at sabotere den danske asyllovgivning og ad denne vej tiltvinge sig en opholdstilladelse, eller om det snarere handler om, at det simpelt hen er for farligt at vende hjem, særlig hvis man har opholdt sig i et land, der er eller har været krigsførende i Irak. Mon ikke det er sidstnævnte forhold, der er den egentlige årsag til, at irakerne vælger at blive her i landet, trods den rædselsfulde behandling, vi udsætter dem for.

Hvis dyr blev behandlet så usselt, som vi behandler disse irakere, er der næppe nogen tvivl om, at en hoben politikere ville geråde i det helt store medieselvsving, men nu er det altså blot en flok flygtninge fra et fjernt land med en en ganske anden kultur end vores, og så er der øjensynlig ikke nogen grund til at bekymre sig. Og dog: Det fremgår af dagens Politiken, at enkelte Venstre politikere er ved at få nok, særlig behandlingen af børnefamilierne finder de oprørende. Desværre er der tydeligvis tale om enlige svaler, langt hovedparten af partiets repræsentanter på tinge vælger at følge trop om integrationsministeren, og har ikke mod og (mands)hjerte til at undsige den barske behandling, vi udsætter vore medmennesker for. En ændring af asylpolitiken ville da også kræve et ubehageligt opgør med Dansk Folkeparti, og det er der bestemt ikke nogen i Danmarks Liberale Parti, der hverken tør eller vil binde an med.

Resultatet er det triste og tragiske, at de afviste irakiske asylansøgere må opholde sig her i landet under fortsat trøstesløse vilkår, formentlig i en rum tid fremover.

Gad vide hvordan eftertiden vil bedømme denne sag?

Brian Mikkelsen og DR

I sidste uge blev det så afsløret, at kulturminister Brian Mikkelsen i 2003 forsøgte at lægge pres på Danmarks Radio, med henblik på at få en mere positiv omtale af Danmarks deltagelse i Irak krigen. Afsløringen skete i Christian Nissen's erindringsbog fra tiden som generaldirektør i DR, i hvilken der er aftrykt en mail sendt fra kulturministeren til DR's daværende bestyrelsesformand. Her beklager Brian Mikkelsen sig over DR's negative holdning til Irak krigen, en række journalister kritiseres med navns nævnelse, og truslen er så, at hvis ikke DR makker ret og finder en anden og mere positiv holdning frem, så risikerer institutionen at blive privatiseret i stedet for TV2. Mailen udtrykker ikke alene kulturministerens, men såmænd hele regeringens mishag med DR, da den refererer til et fortroligt regeringsmøde, hvor DR har været til debat både i den uformelle snak inden mødet, men også til behandling på dagsordenen under det egentlige regeringsmøde.

Først og fremmest må man takke Christian Nissen for, at han har offentliggjort kulturministerens mail til DR bestyrelsesformanden. Forhåbentlig kan dette skridt - i det mindste i en periode - dæmpe det voldsomme pres, som den danske regering igennem længere tid har lagt på DR for at mindske kritikken og få en bedre og mere positiv omtale. For det er et ganske alvorligt problem, ikke kun i Danmark men også i lande som Italien og England, at pressionsforsøg overfor public servicevirksomheder efterhånden må betragtes som hverdagskost.

I Italien ejer tidligere premierminister Berlusconi hovedparten af medierne, og herfra har han med hård hånd styret meningsdannelsen igennem hele sin regeringsperiode. At det lykkedes Romano Prodi at slå Berlusconi ved sidste valg, må i denne sammenhæng betragtes som intet mindre end et mirakel. I England gennemtvang Toni Blair en udskiftning af det meste af BBC's ledelse, da institutionen forholdt sig kritisk til landets deltagelse i Irak krigen. Udrensningen af ledelsen blev i øvrigt efterfulgt af en omfattende fyringsrunde, der havde en klar straffemæssig karakter. Så ku' de lære det, kunne de!

I Danmark har regeringen og Dansk Folkeparti været efter DR siden regeringsskiftet i 2001. Dansk Folkepartis repræsentanter i DR's bestyrelse - først Søren Krarup siden Søren Espersen - har i utvetydige vendinger tilkendegivet, at der skulle være en klar forskel på DR før og efter regeringsskiftet. Her er ikke stukket noget under stolen, Dansk Folkeparti ved man, hvor man har! Man har klart fornemmet en tilsvarende pression fra regeringspartierne, senest i forbindelse med udsendelsen "Den hemmelige krig", som regeringen og dens venner af al magt forsøgte at få taget af plakaten. Det lykkedes heldigvis ikke. Der har også været kritiske regeringsrøster overfor navngivne medarbejdere bl.a. den fremragende TV journalist Ole Sippel, der må betragtes som det absolutte chef-hadeobjekt for hele det nykonservative Danmark. Men vi har ikke desto mindre manglet klare håndfaste beviser på, at der forekommer regeringsinitierede pressionsforsøg overfor medierne, for selvfølgelig må en regering tage afstand fra og kritisere nyhedsmediers udlægning af en politisk sag. Den rygende pistol dukkede imidlertid op med Brian Mikkelsens fatale mail: Her finder vi det endegyldige bevis på en regeringsmagt, der forsøger at tvinge et nyhedsmedie væk fra den sunde kritiske indgangsvinkel, der bør være alle seriøse mediers adelsmærke.

Afsløringen af regeringens pressionsforsøg falder helt tilfældigt sammen med offentliggørelsen af meget omfattende spareplaner hos DR, der betyder at mere end 300 medarbejdere skal fyres. Det er i denne sammenhæng påfaldende, at selvsamme Brian Mikkelsen, der i de forløbne år har været ude med riven efter DR, har udvist en forbløffende passivitet med hensyn til at afhjælpe de kedelige økonomiske problemer, statsradiofonien er gerådet i. Under normale omstændigheder ville en kulturminister være til at tale med, når det gælder landets største kulturinstitution, selvom næppe mange af slagsen ville være i stand til at afhjælpe hele det kæmpe underskud DR må afhøvle på den ene eller anden måde i de kommende år. Men kulturministeren har uden diskussion siddet på hænderne i denne sag. Man kunne derfor få den tanke, at det der ikke lykkedes for Brian Mikkelsen gennem trusler og slet skjulte pressionsforsøg, nu kan bringes til veje, ved blot passivt at se til, medens DR langsomt segner under et økonomisk åg, som ministeren ganske smart selv har været med til at placere på institutionens skuldre. It's pay back time.

Anmeldelse af Birthe Rønn Hornbech's foredragsrække "Mands Minde"

I 1838 holdt Grundtvig sin berømte foredragsrække om Europas historie. Foredragene blev udgivet efter Grundtvigs død med titlen Mands Minde. I 2004 genoptog Danmarks Radio denne "tradition" og lod Ebbe Kløvedal Reich holde en foredragsrække, hvor han fortalte om verdenshistorien i hans levetid, krydret med hans egen historie. Det blev til 12 fantastiske foredrag (som DR i øvrigt stadig skylder os, at få lagt ud til podcast), hvor Ebbe Kløvedal virkelig formåede at perspektivere og favne verdenshistorien, som den har udfoldet sig i anden halvdel af det 20'ende århundrede. Dertil kom en passende portion selvironi, og Ebbe Kløvedal gik ikke af vejen for at indrømme en del politiske og personlige fejltagelser igennem sin karriere.

I begyndelsen af dette år blev stafetten så givet videre til folketingspolitikeren Birthe Rønn Hornbech, denne gang med 10 foredrag dækkende perioden fra krigens afslutning frem til i dag. Forventningerne var store, for Birthe Rønn Hornbech er en usædvanlig skarp og vidende politiker, der når det er nødvendigt tør sige egne midt imod. Derfor er der - med rette - en ganske betydelig respekt om hende både som person og politiker, og respekten er helt uafhæng af partifarven.

Men Birthe Rønn Hornbech lever efter min mening slet ikke op til de store forventninger, man med rette kan stille til hende som en der skal videreføre "Mands Minde" traditionen . Jo, der er da lidt smæk for skillingen undervejs, som da hun beretter om sit nejtak til en post som kirkeminister i regeringen Fogh, eller da hun ganske overbevisende argumenterer for en yderst kritisk holdning til regeringens seneste terrorpakke.

Ellers er der ganske langt mellem snapsene: Alt for megen dyrebar foredragstid benyttes til ørkesløse udredninger om kirkestof, der ærlig talt kun kan interessere de færreste, og den befriende selvironi og beredvillige erkendelse af egne fejl, som vi kender fra Ebbe Kløvedals foredrag, mærker vi ikke meget til.

Verdenshistorien indskrænker sig til den kolde krig, og dette frygtindgydende kapitel i vor tids historie begrænser sig i Birthe Rønn Hornbech's optik til et opgør med folketingets (læs Socialdemokratiets) fodnotepolitik i 80'erne, som hun tydeligvis ikke har meget tilovers for. I den sammenhæng glemmer hun i øvrigt at nævne, at fodnoteflertallet blev genvalgt ved det ene folketingsvalg efter det andet. Hvad der i øvrigt sker ude i den store verden har hun enten ikke lyst til at give sin udlægning af, ellers også kender hun ikke tilstrækkeligt til det. Emner som Vietnamkrigen, udviklingen i den 3. verden, ungdomsoprøret, opgøret med appartheidpolitiken i USA og Sydafrika, mellemøstkonflikten, globaliseringen, den store internetrevolution, energi- og miljøproblemerne eller Irakkrigen berøres stort set ikke eller kun forbigående og overfladisk. Jo, ungdomsoprøret i 70'erne omtales i hånlige vendinger, og det er kun de overfladiske og i realiteten betydningsløse begivenheder på universiteterne, der får en tur med rivejernet, medens den antiautoritære del af ungdomsoprøret, som vi i vid udstrækning har taget til os i den vestlige verden, slet ikke omtales.

Venstre fylder overordentlig meget i Birthe Rønn Hornbech's politiske landskab, man får næsten det indtryk, at partiet har været enerådende i det meste af efterkrigstiden, hvilket jo ingenlunde er tilfældet. Kun når der skal uddeles politiske øretæver, hentes andre partier frem af glemslens mørke. En foredragsholder med et andet politisk ståsted ville næppe slippe særlig godt fra en tilsvarende ensidig behandling landets politiske og kulturelle historie.

Det er ærgerligt, at denne runde af "Mands Minde" traditionen stort set er røget på gulvet, men man må udtrykke det lønlige håb - når traditionen forhåbentlig skal videreføres - at DR næste gang formår at vælge en foredragsholder, der hverken begrænser sig til navlebeskuende kirkestof eller en personlig vendetta mod aktørerne i et kontroversielt kapitel af vores politiske historie. Men indtil da, kan jeg blot anbefale at lægge vejen forbi DR's hjemmeside og lytte til Ebbe Kløvedal Reich's fordrag fra 2004 på følgende adresse:
http://www.dr.dk/P1/Foredrag_paa_p1/Mands_minde/

Myter om årsagen til afslutningen på den kolde krig

Historien er fuld af sejlivede myter, der ofte skaber vrangbilleder af årsag og virkning i de historiske forløb. Et udpræget eksempel på dette er afslutningen af den kolde krig. Det hedder sig i den officielle historiskrivning, at det var den vestlige verdens oprustning, ikke mindst drevet frem af USA's daværende præsident Ronald Reagan, der udkonkurrerede de sovjetiske militære systemer og ad denne vej kvalte den vakkelvorne Sovjetøkonomi. Dermed skabtes grundlaget for sammenbruddet i øst. Senest er denne myte gentaget som et mantra i forbindelse med Ronald Reagans død og begravelse. Myten bruges også til at udstille modstanderne af oprustningen i 80'erne som naive sjæle, der gik Sovjetunionens ærinde, og endte med at få uret.

Graver man blot en smule i den kaotiske afslutning på de kommunistiske diktaturer i øst, viser det sig imidlertid, at årsagen var en ganske anden.

Det er korrekt, at den elendige økonomi havde en forholdsvis stor indflydelse på det endelige sammenbrud. Men økonomien løb ikke af sporet som følge af et mislykket sovjetisk forsøg på at følge med vesten i rustningskapløbet. Det der for alvor gik galt var derimod, at oliprisen faldt i det meste af 80'erne, efter at den havde nået et toppunkt i 1981. Det betød, at Sovjetunionen mistede meget væsentlige indtægter, da landet allerede dengang var blandt verdens største olieproducenter, og da det økonomiske system samtidig var stift og ufleksibelt og slet ikke evnede at omstille sig til andre produkter og markeder, fremstod sovjetøkonomien i stigende grad som en kolos på lerfødder.

Det kunne partibosserne i østeuropa såmænd have levet fint med i mange år fremover. Det var jo befolkningen, der den ene gang efter den anden måtte betale prisen for systemets fejlslagne økonomiske dispositioner, og det gjaldt selvfølgelig også, når nedgangen skyldtes faldende oliepriser.

Der var imidlertid en, der godt kunne se, at det politiske og økonomiske system i Sovjet og dets vasalstater i bund og grund var pilråddent, og ikke ville føre andet med sig end stagnation og ufrihed. Hans navn var Mihail Gorbatjov. Ikke alene kunne han gennemskue det fordærvede system, men han havde også magten til at ændre det. Oprindelig var det vel hans tanke, at østeuropa skulle udvikles gennem gradvise reformer, der ville føre til en højere grad af frihed og til en økonomi, der bedre stod mål med den vestlige verdens. Men efterhånden, som der kom skred i tingene, løb virkeligheden fra tanken om gradvise reformer, ikke mindst da Gorbatjov gjorde det klart, at man ikke længere ville gribe til magtmidler, hvis en vasalstat ønskede at gå egne veje. Det gjorde Ungarn som bekendt som det første land, og Østtyskland fulgte med umiddelbart efter. Resten er jo almindelig kendt, men det ændrer ikke ved det faktum, at østeuropa's befrielse fra mere end 40 års kommunistisk diktatur i altovervejende grad skyldtes den fremsynede Mihail Gorbatjov, og ikke 80'ernes overophedede oprustning i USA og Vesteuropa.

Ungdomshuset

Balladen omkring ungdomshuset på Jagtvej 69 har allerede kostet samfundet mange millioner. Hærværket alene løber op i et tocifret millionbeløb. Dertil kommer et betydeligt beløb til politiindsatsen, de forretningsdrivende må konstatere et tab, der på daglig basis beløber sig til et sted mellem en halv og en hel million kr, og kommunen har udgifter til oprydning og brandslukning, der bestemt ikke hører til i småtingsafdelingen. Alt i alt har det store hærværksshow på Nørrebro vel kostet i omegnen af 25 millioner kr. Hvem skal egentlig udrede alle disse penge? Som det er skruet sammen i dag er det skatteyderne, forsikringsselskaberne samt de lokale beboere og forretningsdrivende, der har fået vandaliseret deres biler eller butiksruder, og ikke har fuld forsikringsdækning, der må holde for. Er det nu rimeligt? Hvorfor er det ikke de unge vandaler, der skal betale gildet? Et forsigtigt gæt peger på, at 500 vil blive dømt for deltagelse i uroen, og fordeler man udgifterne lige ud på alle, svarer det til 50.000 kr. pr. næse. Mon ikke de fleste ville føle det både ret og rimeligt, hvis de unge hærværkfolk oveni en evt. fængselsstraf blev tildelt et erstatningskrav af denne størrelsesorden.

Desværre rummer loven næppe mulighed for tildeling af et kollektivt (og solidarisk) erstatningsansvar, ligesom besværet med at inddrive beløbet formentlig ville være betydeligt. De fleste af hærværksfolkene er givetvis ubemidlede og selvom man kunne sende regningen videre til forældrene, hvis der er tale om unge under 18 år, måtte man nok forudse et juridisk tovtrækkeri, der ville beslaglægge alt for megen domstols kapacitet adskillige år fremover.

Her dukker imidlertid en anden mulighed op: Advokat Knud Foldschack bestyrer en fond til fremme af ungdomshuse, der rummer minimum 12-13 millioner kr, ja muligvis mange flere penge. Oprindelig var ideen, at fondens midler skulle benyttes til at købe og drive et nyt ungdomshus, men dette formål eksiterer ikke længere, dels fordi de unge har sagt nej til at lade fonden købe et hus (det skal skænkes gratis af kommunen), dels fordi det næppe er realistisk at forestille sig, at man fra politisk hold vil acceptere etableringen af en ny hærværkscentral. Men så ligger det jo lige for, i stedet at lade fonden betale de udgifter, som balladen har kostet samfundet den seneste tid. Og rækker pengene ikke, så kan Foldshack nøjes med at dække de tab som private borgere lider, fordi de ikke har fuld forsikringsdækning af de skader, de er blevet tilføjet i forbindelse med optøjerne. Tænk på den bilejer, der har afdraget i dyre domme på en ny bil, men desværre må se resultaterne af sin sparsommelighed gå op i røg, fordi der ikke har været råd til en kaskoforsikring, mon ikke han eller hun ville være glad for en hjælpende hånd fra Foldshack's fond. Eller hvad med Christianhavns Gymnasium, der må hive 400.000 kr. op af egen lomme i selvrisiko, for at erstatte de bøger og computere som en flok hærgende vandaler lod gå op i røg. Mon ikke gymnasiet ville se med taknemmelighed på en passende håndsrækning? Mulighederne for at gøre en del af skaden god igen er til stede, nu mangler vi blot viljen.

Karen Jespersen

Der er nogen, der ser med en blanding af forbløffelse og forargelse på Karen Jespersens voldsomme politiske skifte fra VS i 70'erne og begyndelsen af 80'erne til partiet Venstre anno 2007, med SF og Socialdemokraterne som mellemstationer undervejs. Andre ser mere afslappet på Karen Jespersens drastiske politiske kursændringer, men har måske lidt svært ved at føle den helt store tillid til hende, for hvad bliver mon det næste: Dansk Folkeparti eller måske hendes helt eget politiske parti?

I virkeligheden er der mange, der ikke burde føle den helt store foragelse over Jespersens politiske karruseltur, for et af Venstres mest loyale vælgersegmenter er såmænd nogle af de gamle veteraner fra det nu længst hedengangne ungdomsoprør. De var fast inventar ved demonstrationerne foran den amerikanske ambassade, deltog i besættelserne af Københavns Universitet, hyldede marxismens historieopfattelse, solidariserede sig med den tredje verdens fattige befolkninger, fordømte EF som de riges klub, deltog i fredsbevægelsernes demonstrationer mod atomoprustningen og stemte naturligvis langt til venstre for Socialdemokratiet. Men alting har en ende, og efterhånden som de gode uddannelser er omsat til spændende jobs og flotte karrierer, har ungdommens ideologiske udskejelser forlængst fortonet sig i det fjerne og er afløst af holdninger, der bedre kan bruges til at beskytte de pæne indkomster og høje friværdier, der for længst har afløst svundne tiders magre SU-økonomi. Hvad denne udvikling angår står Karen Jespersen på ingen måde alene, hun er blot en blandt mange.

Det der til gengæld adskiller Karen Jespersen fra de fleste afdankede ungdomsoprørere, er hendes påfaldende fanatisme. Den kender vi allerede fra VS tiden, hvor hun var blandt de mest yderliggående og eksempelvis flirtede med terrororganisationen RAF. Heller ikke dengang var tolerance og sameksistens værdier som Jespersen tillagde den store betydning, enten var man med hende, eller også var man imod. Og selvom den politiske farve er forandret fra blodrød til kongeblå, ja så er fanatismen fuldstændig den samme, som dengang Jespersen svovlede over mandschauvinisterne og bekæmpede kapitalens håndlangere. Nu er klasseforræderen blot erstattet med den muslimske indvandrer, og den grusomme kapitalist med den unge tåbelige islamist. Vreden, fordømmelsen, de brændende øjne og stemmen der skælver af indestængt selvretfærdighed er præcis den samme som altid, og distancen til tolerancen og den fredelige sameksistens ligeså stor, som dengang Jespersen marcherede under de røde faner. Her er intet nyt under solen. Men hvad siger mon "højskolevenstre" til dette nye spændende politiske bekendtskab?

Fodnote politikken

I takt med stigende indkomster og friværdi har de fleste af dem, der tilhørte det flertal i befolkningen, der ikke ønskede Danmarks medvirken til oprustningen af Europa med Pershing II og krydser misiler, udvist en stadig voksende glemsomhed overfor de synspunkter, de engang vedkendte sig. Vi er dog nogen, der stadig synes at 80'ernes voldsomme atomoprustning i Europa var en meget dårlig ide. Det gælder både den forbryderiske og helt uprovokerede sovjetrussiske udbygning med flytbare SS-20 misiler, men også den planlagte og delvist gennemførte atomudbygning i Vesteuropa.

Da oprustningen med mellemdistanceraketter blev besluttet besad de militære forsvar et samlet atomarsenal, der gjorde det muligt at udrydde hele verdens befolkning mere end 100 gange. Alene derfor var en fortsættelse af oprustningen helt tåbelig og f.eks. fuldstændig urimelig overfor de mange sultende og fattige mennesker i den 3. verden.

Fodnotepolitikken var måske ikke den mest elegante politiske manøvre, der er set i det danske Folketing, men den blev støttet af et befolkningsflertal ved det ene valg efter det andet. Og de fleste af os der støttede denne politik genneskuede uden problemer kommunisternes latterlige propaganda og kluntede forsøg på at fremme egne politiske mål.

I dag skal vi - det daværende befolkningsflertal - så hænges ud som landsforrædere og nyttige idioter. Idioter var vi bestemt ikke, men man kan med rette overveje, hvem der er "nyttige idioter" i dag: Det Folketing, der ukritisk og med en følgagtighed af DKP-agtige dimensioner, sender danske soldater afsted til en håbløs krig i Irak, eller dem der atter tænker før de handler og finder Danmarks deltagelse i dette på forhånd mislykkede krigsprojekt udtryk for et helt enestående politisk diletanteri? Tænk selv.

Jan Mxller

EuroPark

Til partiernes retsordførere.

Jeg ønsker at henlede partiernes retsordførere på den nærmest wild west agtige tilstand, der hersker omkring tildeling af såkaldte kontrolafgifter (læs bøder) hos visse private parkeringsselskaber.

Lad mig give et par eksempler: Her i lokalområdet (Gentofte) er der en voldsom utilfredshed med selskabet EuroParks fremfærd. Det skyldes, at selskabet udfører en meget dårlig skiltning af de parkeringsregler, der er gældende på selskabets områder. Man skal således ind på en afstand af mindre end 2 meter, for at læse skiltene med reglerne, og man kan som ny bruger sagtens køre ind på et parkeringsområde, uden at opdage at der er tale om et privat areal med særlige regler.

Vi oplever også, at parkeringsbåsene kan være så små, at det ikke er muligt at parkere en normal bil indenfor båsens område, og resultatet er en kontrolafgift. I visse tilfælde har selskabet nedlagt parkeringsbåse, men ikke fjernet afstribningen ordentligt. EuroPark har fornylig indført 2-timers parkering, der er gældende hele døgnet rundt, og det er til stor gene for gæsterne i lokalbiografen Gentofte Kino, der i aftenmørket slet ikke har nogen chance for at opdage tidsrestriktionen, og derfor kommer tilbage til en kontrolafgift. Meget smagfuldt lader selskabet en parkeringsvagt lægge vejen forbi, når aftenforestillingerne er ved at være slut, og der er stensikkert gevinst hver gang.

Klager til selskabet besvares med afvisende standardskrivelser, det er ikke muligt at komme igennem til selskabets telefoner, og hvis man ikke betaler indenfor tidsfristen, sendes sagen automatisk videre til inkasso hos selskabets advokatfirma, der meget passende har samme postadresse som EuroPark.

Man kan så vælge at lade sagen gå i retten, men her er EuroParks advokater flinke til at oplyse "brugerne" om, at man så risikerer en betaling på 7-8.000 kr.(+ evt. egne advokatomkostninger), hvis man taber sagen. Bortset fra de allermest velbeslåede eller mennesker med en meget stærk retfærdighedssans, vil de fleste vælge at betale og evt. sende et læserbrev til lokalavisen (dem er der en sand syndflod af lige for tiden).

Jeg skal på denne baggrund anmode retsordførerne om at overveje følgende forslag:

For at drive private (og offentlige) parkeringsselskaber skal følgende betingelser være gældende:

Der skal være en klar og tydelig skiltning af reglerne, der kan læses på mindst 10 meters afstand
Parkeringsbåsene skal være ordentligt afstribede, såldes at man tydeligt kan se, hvor man må parkere, og hvor man ikke må.
Selskabet skal være tilsuttet et uvildigt ankenævn for parkeringsafgifter, hvor de borgere, der er blevet tildelt en afgift, har mulighed for at klage for et ankegebyr på 5 - 700 kr.

I den aktuelle situation inviterer EuroPark (og andre private parkeringsselskaber) sagesløse borgere til at bryde selskabets egne parkeringsregler og efterfølgende tryner man brugerne med ubehagelige advokatbreve og trusler om endnu større "dummebøder", hvis man ikke makker ret. Det kan ikke være rigtigt, at tingene skal fungere på den måde i et retssamfund, det støder ganske enkelt min retsfølelse.

Jeg håber at retsordførerne vil se velvilligt på mit forslag, og jeg står naturligvis til disposition, hvis I har spørgsmål eller kommentarer.

Jan Mxller